Analyse i Politiken den 17. november 2007

Valgkamp. Dansen om middelklassen

Danmark præges af nye klasseskel, men uligheden blev ikke for alvor et tema i valgkampen.

Af Lars Olsen

DANMARK HAR netop overstået et velfærdsvalg. Valgkampen var frem for alt en konkurrence på, hvem der bedst sikrer kvalitet i velfærdsydelserne og balance mellem skat og velfærd. Derimod kom uligheden kun glimtvis på dagsordenen, selv om undersøgelser dokumenterer dyb ulighed i danskernes livschancer.

Manglen på debat er overraskende. Politiske kommentatorer havde på forhånd forventet, at oppositionen ville gøre uligheden til en mærkesag overfor Fogh-regeringen. Men det blev ikke til så meget. Valgkampen viste dog de problemer, som Venstre og Socialdemokraterne hver især døjer med i debatten om nye ulighedsmønstre.

STATSMINISTEREN BRAGTE selv spørgsmålet om lige muligheder op under DR1s duel med Helle Thorning-Schmidt (S). Anders Fogh Rasmussen understregede, at for en liberal må frihed gå hånd i hånd med lige muligheder. Derfor skal samfundet sikre en hjælpende hånd til »de mennesker, der kommer fra de allersvageste forhold«.

I den forbindelse henviste Fogh til regeringens udspil fra september om Lige Muligheder. Her defineres ulighed frem for alt som manglende »personlige ressourcer« hos de svage samfundsgrupper. Og løsningen er tiltag, der bibringer den enkelte disse ressourcer. For eksempel forældreprogrammer hvor terapeuter vejleder forældre, der har svært ved leve op til forældrerollen.

Regerings-udspillet henviser også ganske kort til allerede vedtagne tiltag, der skal sikre en bedre indsats overfor de dårligt stillede – for eksempel test der kan identificere de svage elever i folkeskolen. Men det er kendetegnede for tilgangen, at sådanne bredere perspektiver spiller en birolle. Hovedsigtet i udspillet er individuelle løsninger som forældreprogrammer, mentorordninger m.v.

Hverken Fogh eller regeringen har sat tal på, hvor mange der hører til »de allersvageste«. Men det ligger i kortene, at det kun drejer sig om få procent – få nok til at løse problemerne ved en målrettet individuel indsats.

Historisk set er højrefløjen blevet kritiseret for at optræde som »hattedamer« overfor de dårligt stillede. Dette snævre perspektiv videreføres i vore dage, selv om indsatsen i dag finansieres gennem den offentlige sektor. Fokus rettes kun mod individuelle problemer, ikke mod de mønstre og strukturer i samfundet, der skaber ulige chancer mellem bredere sociale lag. For eksempel boligmarkedet og kulturen i uddannelsessystemet.

SOCIALDEMOKRATERNE FREMLAGDE i løbet af valgkampen et par ideer omkring den bredere ulighed. Mest omtalt var forslaget om, at der skal opføres billige boliger i alle kommuner omkring de store byer, også i de velhavende borgerlige kommuner der ikke har ret meget alment boligbyggeri.

Blandede boligområder er da også afgørende for kampen mod uligheden. Undersøgelser viser, at unge fra dårligt stillede miljøer klarer sig langt bedre, hvis de bor og går i skole i socialt blandede områder, end hvis de klumpes sammen i sociale ghettoer. Forslaget viser også en vigtig forskel på S og V. Socialdemokraterne fokuserer på de strukturelle uligheder, der kun spiller en birolle i regeringens overvejelser.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at det store oppositionsparti ikke for alvor søgte at få uligheden op på dagsordenen. Partiet nedsatte for over et år siden en arbejdsgruppe, der skulle fremlægge et samlet udspil om uligheden. Gruppen ledes af Århus-borgmester Nikolaj Wammen, men tæller tillige socialordfører Mette Frederiksen, fhv. partiformand Mogens Lykketoft og flere andre.

Samtidig fik oppositionen ny ammunition lige inden valgkampen. LO offentliggjorde en omfattende hvidbog om uligheden. Hvidbogen viser, at de økonomiske forskelle er stigende – især på grund af boligmarkedet. Men den dokumenterer frem for alt, at uddannelse er blevet en ny social skillelinje i det danske samfund. De højtuddannede har ikke bare de højeste indkomster, men også den længste levealder, det laveste medicinforbrug, de bedste uddannelsesmuligheder til børnene og den største indflydelse i de valgte forsamlinger – fra skolebestyrelser til Folketinget.

Oppositionen greb imidlertid aldrig bolden. Helle Thorning-Schmidt og de øvrige oppositionsledere henviste ofte til »den stigende ulighed«. Men de fremlagde aldrig den palet af ulighedsbekæmpende forslag, der kunne give substans til debatten og etablere sigtelinjer for en ny socialdemokratisk-ledet regering. Spørgsmålet om ulighed forblev ved retorikken.

SAMTIDIG VISTE valgkampen et andet problem for det store oppositionsparti, nemlig forholdet til den offentlige sektor. Socialdemokraternes kampagne slog på velfærd frem for skattelettelser - at vi skal prioritere flere penge til daginstitutioner, skoler og ældrepleje. For de dårligt stillede er manglende ressourcer imidlertid kun en del af problemet; nok så afgørende er indretningen af de offentlige systemer.

Tag for eksempel de svage elever i folkeskolen. Vi ved, at hver sjette forlader folkeskolen uden helt nødvendige læsefærdigheder. Vi ved også, at 19 procent af de unge fra socialt svage familier end ikke går op til afgangsprøven efter 9.klasse. Af samme grund er regeringen og Socialdemokraterne blevet enige om, at nye test i skolen skal identificere de svage elever og sikre tidlig støtte.

Denne politik ligger i forlængelse af erfaringerne fra de skoler, der har et højt fagligt niveau, selv om de ligger i belastede områder. Testene har imidlertid udløst hård modstand fra Danmarks Lærerforening, og i løbet af valgkampen stod det klart for kredsen omkring Helle Thorning-Schmidt, at indsatsen overfor de svage elever stod i modsætning til et andet vigtigt mål: Regeringssamarbejde med de radikale. S-toppen opsagde derfor folkeskoleforliget og åbnede for at droppe testene.

En indsats imod den nye ulighed kræver vilje til at diskutere nye typer spørgsmål. Uligheden bunder ikke kun i økonomi, men nok så meget i uddannelse og ulige kulturelle ressourcer. Derfor handler løsningerne også om kulturer og indretning af de offentlige systemer. Spørgsmål, der udfordrer organisationsinteresser og etablerede politiske alliancer.

Lars Olsen er journalist og forfatter til Den nye ulighed (2007) og Det delte Danmark (2005).