Artikel
i Ungdomsforskning nr.3 / 2007
Ulighed
i uddannelse bunder
i nye kulturelle
barrierer
Da
vi gjorde op med »den sorte skole«, troede vi at det førte større lighed i
uddannelse. Det skete bare ikke, påpeger forfatteren Lars Olsen, der er aktuel
med debatbogen »Den nye ulighed«. Vore dages uddannelsessystem er stadig
indrettet efter de velstillede samfundsgrupper, bare på en anden måde end før.
Af Lars Olsen
Jeg hører til en af de
sidste årgange, der gik i den gammeldags »sorte skole«. Da jeg begyndte i
skole, stillede vi op på rækker i skolegården og gik klassevis op til
lokalet. Vi rejste os pænt op, når læreren kom ind i klassen.
Den fysiske revselse af
eleverne var godt nok afskaffet, men historielæreren brugte stadig pegepinden.
Man kom op i et hjørne ved tavlen, vendte rumpen til og fik et par hastige
svirp.
Jeg hører også til den første
generation af danske elevrådsaktivister. Engang midt i 1960erne deltog jeg i
det første elevrådsmøde nogensinde på min folkeskole. Siden sad jeg i
ledelsen af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og var aktiv i den
uddannelsespolitiske debat.
Jeg hører således til
den generation, der fulgte efter studenteroprøret i 1968 og deltog i en bred
ungdomsbevægelse. Jeg er ikke lige stolt af alle datidens excesser, men grundlæggende
var oprøret godt og nødvendigt. Det banede vej for mere utvunge omgangsformer
og et uddannelsessystem, som lagde anderledes vægt på deltagelse og medleven.
Fremskridt, som borgerlige debattører og politikere »glemmer« i deres angreb
på 68erne.
Til gengæld blev et andet
af datidens mål aldrig gennemført: Større
lighed i unges uddannelsesmuligheder. Dengang troede vi, at opgøret med »den
sorte skole« også førte til større lighed. Vi antog, at en demokratisering
af omgangsformerne også ville demokratisere adgangen til uddannelse. Sådan gik
det bare ikke.
Stadig
massiv ulighed
Hvorfor? Levestandarden er
ellers flerdoblet siden 1960erne. Det brede lag af lønmodtagere bor ikke i små
overbefolkede lejligheder, sådan som det stadig var almindeligt dengang, men
har carport, udestue og trygge rammer om børnenes opvækst. Også Statens
Uddannelsesstøtte har en helt anden størrelsesorden end i min ungdom.
Alligevel har den sociale
ulighed i unges uddannelseschancer ikke rokket sig. De fleste har godt nok fået
mere uddannelse, men forskellen på de ufaglærtes og akademikernes børn er
ikke blevet mindre, snarere tværtimod.
Det fremgår blandt andet
af en afhandling om chanceulighed i Danmark, som den unge sociolog Lars
Benjaminsen færdiggjorde i 2006. Den viser, at de sociale forskelle i de unges
uddannelseschancer blev udjævnet gennem det meste af 1900-tallet. I starten af
århundredet var der en afgrundsdyb ulighed – børn af for eksempel
akademikere og lærere levede i en helt anden verden end arbejdernes og bøndernes
børn. Men årti for årti blev forskellen snævret ind.
Lars Benjaminsens undersøgelse
viser imidlertid, at den sociale udligning gik i stå hos dem, der blev født i
1960erne – den generation, der voksede op i 1970erne og blev færdige i
uddannelsessystemet i 1980erne. Og siden har chanceuligheden ikke rokket sig.
Det er stadig de højtuddannedes børn, der har langt de bedste muligheder for
at få en højere uddannelse. Og det er stadig de ufaglærtes børn, der har
langt den største risiko for at blive ufaglærte.
Uligheden grundlægges
allerede i skolen – ja, ofte før. Her på siderne bringes en tabel over
karaktererne ved folkeskolens afgangsprøve (tabellen findes i bogen ”Den nye
ulighed” s.81). Tallene viser en systematisk social ulighed, hvor forældrenes
uddannelsesbaggrund slår benhårdt igennem i de unges karakterer. Et barn af en
ufaglært opnår i dansk 7,6 i snit, et barn af en faglært 8,0, mens
akademikernes børn får 9 eller mere. Det er frem for alt de højtuddannedes børn,
der skiller sig ud ved at være usædvanlig gode til at honorere skolens
forventninger og krav.
»Ansvar
for eget barns læring«
I grunden ligger
forklaringen lige for: Vi har fjernet mange af de økonomiske barrierer, der
hindrede arbejderklassens kvikke børn i at tage en uddannelse. Men de
kulturelle barrierer er der fortsat. Vore dages uddannelsessystem er stadig
indrettet efter de velstillede samfundsgrupper, bare på en anden måde end før.
Moderne forældre er nærmest
blevet konsulenter for deres børn. Læsere med større børn kan sikkert
genkende situationen: Ens søn eller datter får en større projektopgave i
skolen, og en hektisk proces starter i hjemmet. Hvor finder jeg oplysninger om
Rifbjergs forfatterskab eller Paris´ forstæder? Hvordan får jeg hoved og hale
på de mange tusinde hits på nettet?
Forældre er med til at
brainstorme om, hvordan projektet gribes an. Undertiden hjælper de også med at
finde materiale – hjemme i bogreolen eller på nettet og biblioteket. De læser
udkast til opgaven og giver gode råd. Men forældre har vidt forskellige forudsætninger
for at træde ind i denne rolle. Der er stor forskel på, om mor er akademiker
eller sidder ved kassen i Netto.
»Ansvar for egen læring«
betyder ikke bare, at der lægges større ansvar over på eleverne. Det betyder
også, at forældrene får en større rolle – og dermed slår de sociale
forskelle mellem forældrene hårdere igennem. Det er frem for alt forældre med
længere uddannelse, som har forudsætninger for at påtage sig det, der
rettelig burde hedde »ansvar for eget barns læring«.
Individualisering
Den sociale ulighed bliver
forstærket, når de unge i ungdomsuddannelserne møder et individualiseret
system med et hav af valg, mest markant på erhvervsuddannelserne. Her medførte
den såkaldte Reform 2000, at de gamle stamklasser blev afløst af korte
moduler, hvor man skifter kammerater hver 5.uge for at realisere sin helt
personlige uddannelsesplan.
Reformen skulle gøre de
unge ansvarlige og omstillingsparate, men resultatet er, at mange savner tætte
venner og faste rammer og derfor falder fra. Frafaldet på erhvervsuddannelserne
er slet og ret eksploderet, siden reformen blev gennemført under daværende
undervisningsminister Margrethe Vestager ®.
Endnu en ændring af
erhvervsuddannelserne skal fra i år rette op på nogle af disse mangler. Det
bliver nu muligt at lave strukturerede forløb for særlige elevgrupper, for
eksempel såkaldt »svage unge«. Men lærerne, eleverne og mange af
skolelederne er fortsat kritiske. De peger på, at erhvervsuddannelserne er
blevet et virvar af indgange, niveauer og uddannelsesformer, og at opgøret med
individualiseringen burde føres mere konsekvent igennem.
Akademisering
En anden kulturel barriere
er de seneste tiårs »akademisering« af mange mellemlange videregående
uddannelser. En proces, hvor fagets mere konkrete sider svækkes til fordel for
bredere almene teorier.
For eksempel var der i
sommeren 2006 en større debat om sygeplejeskeuddannelsen, foranlediget af en
artikelserie i Politiken. Sygeplejeskeuddannelsen oplever et stort frafald, og
ifølge en AKF-rapport er den væsentligste årsag, at mange studerende oplever
uddannelsen som for teoretisk og med for lidt praktisk indhold. En ny
sygeplejeskeuddannelse i 1999 styrkede almene teoretiske fag som
videnskabsteori, sociologi, organisation m.v. Til gengæld oplever sygehusene,
at nyuddannede sygeplejesker er usikre på basale praktiske opgaver som at
skifte en bandage eller tage et blodtryk.
Sidste års debat førte
til en revision af sygeplejeskeuddannelsen, men i virkeligheden er det blot
toppen af isbjerget, Andre mellemlange uddannelser har nøjagtig de samme
problemer. En nyuddannet lærer har eksempelvis kun 0,6 årsværk praktik på en
skole, men 0,7 årsværk pædagogisk teori (didaktik, psykologi m.v.).
Resultatet er, at mange
nyuddannede lærere er nærmest bange for at komme ud i et klasseværelse, fordi
uddannelsen ikke i tilstrækkelig grad har forberedt dem på de mere praktiske
sider af jobbet. Resultatet er også, at unge fra hjem med boglige traditioner
har bedre chance for at tage uddannelsen – ikke fordi de er bedre lærere
eller sygeplejesker, men fordi de lettere kan honorere de akademiske krav.
De
velstilledes skole – bare på en anden måde
Uddannelsessystemet tager
i høj grad udgangspunkt i den tredjedel af familierne, der har lange eller
mellemlange boglige uddannelser. De har det fint med individualisering, frit
valg, akademisering og »ansvar for egen læring«. Derimod er
uddannelseskulturen stadig en fremmed verden for det store flertal, hvor forældrene
ikke har længere boglig uddannelse og heller ikke bruger abstrakte teorier og
begreber i hverdagen.
I min barndom var skolen
en af det borgerlige samfunds solide institutioner. Udenadslære og disciplin
var i højsædet – man skulle rette ind og kende sin plads. Hvis Kaj Holger,
fabrikanten fra tv’s Krønike, havde ringet til min skoleinspektør, så havde
de delt både normer og idealer.
Dét ændrede sig ved opgøret
med »den sorte skole«. Omgangsformerne og undervisningen blev demokratiseret,
men rent socialt er »nissen flyttet med«. I dag kan professordatteren ikke
score billige point hos læreren ved pæne manerer og latinske verber, men ved
»sociale kompetencer« og fine akademiske ord om perspektivering og
diskursanalyse. De sociale koder stammer nu som før fra samfundets øvre lag.
De økonomiske barrierer for adgangen til uddannelse er godt nok mindre
end for en generation siden, men de kulturelle
barrierer er ikke blevet mindre, snarere tværtimod.
Fem-sjettedels-samfundet
Samtidig er der i stigende
grad opstået en ny social barriere.
Jeg har indtil nu lagt hovedvægten på én bestemt form for ulighed i
uddannelse, nemlig skellet mellem de højtuddannede familier og det brede lag
uden længere boglig uddannelse. Uddannelsessystemet præges imidlertid også af
en anden ulighed blandt børn og unge:
Omkring en sjettedel af børnene
vokser op med markant ringere livschancer end det store flertal.
Socialforskningsinstituttet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har anvendt
lidt forskellige kriterier, men billedet er det samme: Mellem 11 og 20 procent
af børnene tilhører det, som socialforskerne kalder »risikogruppen«.
Familierne i »riskogruppen«
er ikke bare kendetegnet ved, at forældrene gik tidligt ud af
uddannelsessystemet. Også på anden vis oplever de en række belastninger, som
giver mindre overskud og stabilitet – måske er forældrene på overførselsindkomst,
måske bor far og mor ikke sammen. Det er hér, vi finder de marginaliserede
dele af indvandrermiljøet. Og det er hér, vi finder rigtig mange enlige ufaglærte
mødre med dansk baggrund.
Undersøgelserne viser, at
børnene i disse familier har markant dårligere livschancer end deres jævnaldrende:
Som små har de større
risiko for at have trivselsproblemer i børnehaven og skolen.
Som unge har de større
risiko for at blive fjernet fra hjemmet eller omfattet af andre sociale
foranstaltninger på grund af familieproblemer.
En særkørsel fra
Danmarks Statistik, som jeg fik foretaget i forbindelse med »Den nye ulighed«,
viser, at langt de fleste unge fra risikogruppen aldrig gennemfører en
kompetencegivende uddannelse.
Kort sagt: Alt for mange
havner i samme situation som deres forældre – uden uddannelse og uden stabilt
fodfæste på arbejdsmarkedet. Trods årtiers velfærdsstat har vi ikke formået
at bryde denne onde cirkel. Det er det, jeg i ”Den nye ulighed” kalder for fem-sjettedels-samfundet.
Et opgør med
fem-sjettedels-samfundet handler om andet end uddannelse. Det er et
socialpolitisk spørgsmål, hvordan der sikres mere solid opbakning til disse børn
og familier. Og det er et boligpolitisk spørgsmål, hvordan samfundet undgår
at de dårligt stillede klumpes sammen i sociale ghettoer på bolig- og skoleområdet.
Men det er også
et uddannelsespolitisk spørgsmål. Hvis vi vil bryde den negative sociale
arv, må vi træde op mod den sociale ulighed i uddannelse, der rammer bredere
grupper af unge fra ikke-boglige miljøer. Det vil samtidig lette vejen for de
unge fra den dårligt stillede sjettedel.
Populært sagt: Brian og
Mustafa får lettere ved at gennemføre en uddannelse, hvis systemet ikke bare
bygger på den højere middelklasses kultur og livsformer. Afstanden fra deres
verden til uddannelsesverdenen bliver slet og ret mindre.
Samtidig er det vigtigt
med en tidligere indsats overfor dem, der klarer sig dårligt i skolen. Al for
ofte er fagligt svage elever blevet mødt med en tilbagelænet holdning om, at
»det går jo nok«. Den før nævnte særkørsel fra Danmarks Statistik viser,
at der hér er en massiv social slagside. 19 procent af eleverne med socialt
svag hjemmebaggrund går end ikke op til folkeskolens afgangsprøve, blandt unge
i veluddannede parfamilier er det kun 3 procent!
Folkeskolens afgangsprøve
er nu blevet obligatorisk, men tallene viser, at skolen står med en massiv
udfordring med de unge i bunden af systemet.
Hér kan de seneste års
fokus på faglighed i skolen vise sig at være en fordel. Fremover vil lærerne
i højere grad være nødt til at forholde sig til disse børn og tilrettelægge
en målrettet indsats allerede i de små klasser.
Brug
for ny debat
Ulighed i uddannelse var
et vigtigt tema i 1960ernes og 1970ernes politiske debat, men siden gik det i
glemmebogen. I de kommende år må vi tage tråden op igen. Et bredt flertal i
Folketinget er enig om to vidtgående politiske målsætninger: 1) At 95 procent
af alle unge i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og 2) at mindst 50
procent skal tage en videregående uddannelse.
Hvis disse mål skal
realiseres, må uligheden igen på dagsordenen. Det er frem for alt unge fra
ikke-boglige miljøer, der ikke når langt nok i uddannelsessystemet. Og det er
frem for alt unge fra »risikogruppen«, som aldrig gennemfører en
ungdomsuddannelse.
»Uddannelse til alle«
betyder, at vi igen skal have gang i den sociale udligning og mobilitet, der
kendetegnede Danmark i det meste af 1900-tallet – en proces, hvor næste
generation nåede et nøk eller to længere end deres forældre. Dette drejer
sig som nævnt ikke kun om uddannelsespolitik, men for eksempel også om
socialpolitik og boligpolitik. Men i forhold til uddannelsessystemet rejser det
to spørgsmål:
·
Kan lærere, pædagoger og andre i
højere grad kompensere for den sociale ulighed mellem familierne? For eksempel
gennem lektiecafeer, helhedsskoler og mere målrettet læring i
daginstitutionerne. Jo mere der håndteres i fællesskab, desto mindre vil de
sociale forskelle mellem familierne slå igennem.
·
Kan uddannelsessystemets struktur
og kultur i højere grad tage udgangspunkt i de to tredjedele af familierne, der
ikke har længere boglig uddannelse? Det drejer sig blandt andet om balancen
mellem individ og fællesskab og mellem teori og praksis (praktikperioder,
konkrete projekter m.v.).
De seneste årtier har
mindsket mange af de økonomiske barrierer, der hindrer lige chancer – nu må
vi tage fat på de sociale og kulturelle barrierer.
Lars Olsen er journalist og forfatter. Han er aktuel med bogen »Den nye ulighed«
og har tidligere skrevet »Det delte Danmark«.
Referencer:
Lars Benjaminsen: »Chanceulighed
i Danmark i det 20.århundrede«, afhandling på Sociologisk Institut 2006.
Torben Pilegaard Jensen
m.fl.: »Sygeplejeskeuddannelsen – de studerendes vurdering og frafald,« AKF
2006.
Niels Ploug: »Social arv.
Sammenfatning 2005«, Socialforskningsinstituttet.