Regeringens halvhjertede ghettoindsats

Af Lars Olsen,
journalist og forfatter

VI HAR ALLE ET ansvar for at få integreret de unge indvandrere. Sådan lød den klare melding fra statsminister Anders Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde i sidste weekend. Den seneste tid har da også budt på adskillige tiltag, der skal gøre op med ghettoer og etniske parallelsamfund:

I sidste uge offentliggjorde den såkaldte Programbestyrelse en omfattende strategi imod ghettoer. Programbestyrelsen er nedsat af regeringen og samler kloge hoveder fra boligselskaberne, kommunerne og erhvervslivet. Ifølge strategien skal der investeres i boligområderne, flyttes erhverv og uddannelsesaktiviteter dertil, lejligheder skal sælges, andre rives ned etc. En bredt anlagt indsats, som over 5-10 år skal bringe de hårdest ramte områder på ret køl.

Samtidig får kommunerne bedre mulighed for at hindre »ghettoskoler«. En ny lov lægger op til spredning af elever med indvandrerbaggrund efter den såkaldte »Albertslund-model«. Den socialdemokratiske kommune på Københavns vestegn har i tyve år sprogtestet tosprogede børn og fordelt dem, der har brug for særlig danskundervisning. I København og Århus diskuteres nu lokale modeller, der skal sikre en bedre fordeling af indvandrerelever.

Alt sammen hårdt tiltrængt. Alligevel er det sandsynligt, at vi om ti år vil leve i endnu mere opdelte boligområder og skoler – etnisk og socialt. En indsats overfor de hårdest ramte ghettoer er ikke nok, når den generelle samfundsudvikling går imod et mere delt Danmark. Den etniske integration kan ikke løsrives fra den bredere sociale integration mellem forskellige samfundsgrupper. Og dén går den forkerte vej - både på grund af regeringens politik og generelle træk i samfundsudviklingen.

TAG NU BOLIGOMRÅDET. Formanden for Programbestyrelsen, Jørgen Nue Møller, fremhæver, at problemerne handler om »meget mere« end de 20-25 hårdest ramte områder. Og det har han fuldstændig ret i.

En analyse fra Statens Byggeforskningsinstitut og Ugebrevet A4 viser, at hele 36 procent af de almene boligområder er i »risikozonen«. Her er beboersammensætningen så skæv socialt eller etnisk, at balancen er ved at tippe. Områderne har ikke nødvendigvis massive problemer i dag, men nærmer sig den grænse, hvor det er svært at få almindelige familier med fast arbejde til at flytte ind.

Brede dele af den almene sektor er i krise: For det første er de sociale problemer mere end før koncentreret hér. Samtidig har 1980ernes og 1990ernes masseindvandring flyttet titusinder med anden etnisk baggrund ind i de almene områder, og mange af dem har sociale problemer med arbejdsløshed, lav uddannelse, utilpassede unge m.v.

Den økonomiske udvikling trækker samme vej. Det seneste tiårs lave rente og nye låneformer har entydigt gavnet ejerboligerne, det samme har regeringens skattestop. Udenfor hovedstadsområdet og Århus kan det som regel bedre betale sig at købe et parcelhus end at bo til leje, og det får mange med fast arbejde til at flytte. Tilbage bliver lavindkomster og folk på overførsler, der får store dele af huslejen betalt af det offentlige.

Programbestyrelsen foreslår lavere husleje til folk i arbejde, der bliver boende i de hårdest ramte ghettoområder. I virkeligheden er der brug for en langt bredere indsats, nemlig en finansieringsreform for den almene sektor, der sikrer lavere huslejer i de mange boligområder i »risikozonen«. Nedturen vendes først, når regeringen og Dansk Folkeparti opgiver det snævre fokus på ejerboligerne – og det kan betale sig at bo alment for almindelige familier med fast arbejde.

OGSÅ PÅ SKOLEOMRÅDET ER vi på vej mod et mere opdelt samfund. Det er på høje tid med bedre fordeling af indvandrerbørn, men al for mange sider af skoleudviklingen trækker den anden vej: Polariseringen på boligmarkedet slår hårdt igennem i folkeskolen, det samme gør det stigende antal velstillede forældre, som sender børnene i privatskoler. I den ene ende får vi flere velhaverskoler, i den anden flere socialt belastede skoler.

Denne udvikling forstærkes af regeringens politik. Regeringen behandler ikke folkeskolen som en kulturbærende institution, der skal sikre samfundets sociale sammenhængskraft, men som en forretningskæde med diverse tilbud på markedet for skoleydelser.

Skolernes karaktergennemsnit bliver offentliggjort, selv om de siger mere om forældrenes sociale baggrund end om skolens pædagogiske kvalitet. Samtidig er det frie skolevalg udvidet, så det nu er et retskrav at få sit barn ind på en anden skole med ledig plads.

Resultatet er, at den ambitiøse middelklasses børn samler sig på bestemte skoler, mens »taberne« koncentreres på andre. Dermed bliver det endnu sværere at bibringe Mustafa og Brian det faglige niveau, der er nødvendigt for at klare sig videre i samfundslivet.

ANDERS FOGH RASMUSSEN har ret i, at ansvaret for integrationen går begge veje: De unge indvandrere må ud af offerrollen – og vi »gammeldanskere« må gøre vores. Men regeringens dagsorden er for snæver. Dens politik hviler på den illusion, at man kan forbedre den etniske integration, men være ligeglad med den sociale integration. Og det er – en illusion.

Danmark præges i disse år af nye skel, hvor middelklassen og lavindkomsterne bevæger sig væk fra hinanden. Også de velintegrerede indvandrere flytter i ejerbolig og sætter deres børn på »hvide« skoler, mens socialt svage indvandrere og danskere klumpes sammen i belastede boligområder og skoler.

En ny etnisk underklasse lever i dag på sidelinjen af det danske samfund, og det sandsynlige er, at deres børn om en generation gør det samme. Og denne del af nydanskerne bliver ikke bedre integreret, så længe samfundsudviklingen betyder, at også de gamle danskere rykker væk fra hinanden.

Det er ikke nok, at regeringen med målrettede tiltag søger at hindre ghettoer og parallelsamfund, når udviklingen generelt går i retning af et mere delt Danmark – godt hjulpet på vej af regeringens politik.