Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 31.3.2010

Et skævt taxametersystem

Af Lars Olsen

I den seneste tid har Jyllands-Posten berettet, hvordan universiteterne lader studerende bestå, selv om de ikke er gode nok. Lærerne føler sig presset til det, fordi universiteterne får taxametertilskud pr. bestået studerende. Det er således en rigtig dårlig forretning at »dumpe« studerende.

Flere uddannelsesordførere forlanger nu, at taxameterordningen kigges efter i sømmene. Måske burde politikerne ved samme lejlighed kigge på andre dele af uddannelsessystemet. I virkeligheden er det hele taxameterordningen, der trænger til et hovedeftersyn. Det nuværende taxametersystem skaber både geografiske og sociale skævheder. Lad os tage den største uddannelsesretning efter folkeskolen – de gymnasiale uddannelser:

Hér er et særligt udkanttaxameter til gymnasier i yderområder, meget fornuftigt, men ellers er hovedreglen taxameter pr. elev, uanset de lokale forhold. Realiteten er imidlertid, at der er en verden til forskel på at drive gymnasium på Københavns Vestegn og i de velstillede områder nord for byen – en forskel der også kendes i Århus og andre storbyer.

Gymnasierne på Vestegnen skaber mange »mønsterbrydere«, som bliver de første studenter i deres familie. En del af disse har indvandrerbaggrund, andre kommer fra danske familier uden uddannelsestradition. Derfor bruger skolerne mange penge på lektiecafeer, mentorer, læsevejledning m.v. Alt sammen nødvendigt, hvis de unge på Vestegnen skal have samme støtte, som akademikerbørnene nord for byen kan få derhjemme.

Problemet er, at de har færre penge at drive skole for. De gamle amter gav ofte ekstra midler til gymnasier med særlige behov, det gør de statslige taxametre ikke. Konsekvensen er ikke bare, at skolerne i områder som Vestegnen har store ekstra udgifter til lektiecafeer m.v.; de får decideret færre penge, fordi det socialt betingede frafald er større, og taxameteret ydes pr. elev. Mange af gymnasierne på Vestegnen kører da også med store underskud.

I velhavende områder som Gentofte og Rungsted er det modsat. Hér kan eleverne hente mere opbakning derhjemme – behovet for støtte fra skolen er mindre, det samme er frafaldet. Disse gymnasier har ofte god økonomi og kan derfor tilbyde lærerne højere løn. Kort sagt: Gymnasierne er ved at blive delt i A- og B-hold.

En anden side af skævheden er geografisk. De fleste andre uddannelser har ikke det særlige taxameter, som ydes til gymnasier i yderområder. Det erkendte Venstres næstformand, Kristian Jensen, da også på et møde i Lemvig i sidste uge. Her lagde han op til, at også andre uddannelser kan få »et specielt udkanttillæg«. Det skal hindre, at læreruddannelsen i Nørre Nissum lukkes, ligesom det er sket i Haslev og i Skårup på Fyn. Et sådant udkanttaxameter er tidligere foreslået af S og SF.

Seminarierne er i dag lagt ind under de store professionsbacheloruddannelser, der samler mange forskellige institutioner og drives af »professionelle« bestyrelser. For bestyrelserne er det økonomisk rationelt at samle mest muligt i store enheder. Konsekvensen er imidlertid, at uddannelser i mindre byer lukkes, og at færre unge tager en uddannelse. Et mønster, der også kendes indenfor erhvervsuddannelserne.

Det er fint nok, at institutionerne med taxametersystemet har en egeninteresse i lave omkostninger og høje elevtal. Men den nuværende ordning er »junglelovs-kapitalisme« omsat til uddannelsesteknokrati. Hvis der skal sikres social og geografisk bredde i uddannelserne, må taxametrene tage højde for bredere samfundshensyn. Politikerne bør ikke nøjes med småjusteringer, men reformere hele systemet.