Analyse i Politiken 7.7.2007

Fribillet. Privatskoler favoriseres af det offentlige

Af Lars Olsen

Privatskolerne har mere ressourcestærke elever. Alligevel beregnes det offentlige tilskud ud fra en gennemsnitlig elevudgift, der også omfatter folkeskolens mange svage elever

PÅ SUNDHEDSOMRÅDET ER overvejelserne i fuld gang. Indenrigsministeren vil hindre, at privathospitalerne bare skummer fløden og nøjes med alle de lette og billige operationer. Et udvalg er ved at kigge tilskudsmodellen efter i sømmene og kommer med et udspil til ændringer senest den 1.oktober.

»Jeg så gerne, at vi fik udviklet takstinstrumenter, så de private bliver betalt efter, om de ”bare” laver samlebåndskirugi eller om de også påtager sig uddannelsesmæssige og forskningsmæssige forpligtelser,« sagde indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for nylig (JP 2/6).

Udvalget undersøger, hvordan det offentlige skal betale for de behandlinger, der via frit valgs-ordningen havner på privathospitalerne. Ejerne af de offentlige sygehuse, regionerne, kritiserer, at privathospitalerne tjener mange penge på billige ambulante operationer som for eksempel øje-, næse- og halsoperationer samt åreknuder, mens dyre sengepladser, uddannelse og forskning overlades til det offentlige. En kritik, som indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har lyttet til.

Måske kan det inspirere hans kollega i Undervisningsministeriet, Bertel Haarder (V). Forholdene på skoleområdet er nemlig fuldstændig parallelle. Her får friskoler og privatskoler store offentlige tilskud, som beregnes ud fra de gennemsnitlige udgifter til en skoleelev. Pointen er bare, at en elev langt fra koster det samme, og at privatskolerne har ret få af de »dyre« elever, der tynger kraftigt i folkeskolernes budgetter.

AT DET IKKE HANDLER om småpenge blev dokumenteret af en analyse, som Ugebrevet A4 foretog i 2004 på baggrund af tal fra Københavns Kommune, Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet. Tilskudssystemet er det samme i dag og gælder for hele landet, så problemerne er de samme, selv om beløbene har ændret sig en anelse siden:

Udgifterne til en folkeskoleelev svinger ikke bare – de er dramatisk forskellige fra skole til skole. I 2004 kostede en elev på den dyreste skole i København 62.215 kroner (Østrigsgade Skole), mens en elev på den billigste kun udløste 30.038 kroner (Strandvejs Skolen). Gabet skyldes en række faktorer, men de to vigtigste er udgifter til specialundervisning og til tosprogede elever – for eksempel dansk som andetsprog, modersmålsundervisning m.v.

I de større byer bevilger kommunerne typisk ekstra penge til skoler med mange tosprogede børn. Baggrunden er, at disse skoler ikke kun har ekstra opgaver til sprogundervisning m.v., men tillige ligger i områder med store sociale problemer.

Disse ekstra udgifter får privatskolerne imidlertid også glæde af, idet det offentlige tilskud beregnes ud fra gennemsnittet. Pointen er bare, at den typiske privatskole ikke har ret mange tosprogede elever.

Ved første øjekast ser det godt nok pænt ud: Omkring hver tiende elev i friskoler og privatskoler er tosproget, omtrent det samme som i folkeskolen. Men det skyldes en meget høj koncentration på muslimske friskoler og internationale skoler, der for eksempel henvender sig til diplomatbørn. På det brede lag af »hvide« privatskoler er andelen af tosprogede elever langt lavere, kun 3,3 procent. Altså kun en tredjedel af folkeskolen!

Privatskolerne har heller ikke ret mange elever, der af andre grunde har behov for dyre støtteforanstaltninger. Baggrunden er en forskel på privatskoler og folkeskoler, som ofte overses i debatten:

Privatskolerne kan sortere i, hvem de optager - det kan folkeskolerne ikke, de driver skole for alle børn. Hvis familien bor i et skoledistrikt, har den retskrav til en plads på skolen. Og med det frie skolevalg har også familier udenfor distriktet ret til en plads, så længe klassekvotienten er under et vist niveau.

Samtidig oplever skoleledere i folkeskolen, at privatskolerne »eksporterer« børn med behov for ekstra støtte. Og denne oplevelse er ikke grebet ud af den blå luft:

·        I interviews i forbindelse med PISA-København sagde 40 procent af skolelederne på de danske privatskoler, at det er sandsynligt at »elever flyttes til anden skole på grund af ringe boglige færdigheder«. Dette gav stort set ingen skoleledere i folkeskolen udtryk for.

·        Mere end 80 procent af lederne på de danske privatskoler regner det for sandsynligt, at »elever flyttes til anden skole på grund af adfærdsproblemer«. Også hér var det tilsvarende tal i folkeskolen markant lavere.

Privatskolerne har naturligvis også specialundervisning for elever, der har brug for det. Pointen er bare, at behovet for forskellige former for støtte er dramatisk mindre, når der sorteres i eleverne. Men i kraft af tilskudsreglerne får privatskolerne del i de penge, som folkeskolen bruger på alskens støtteforanstaltninger - specialundervisning, to-lærer-ordninger, små hold m.v.

FLERE UNDERSØGELSER viser, at privatskolerne har godt fat i de højtuddannede familier. For eksempel går 38 procent af københavnske børn med akademikerbaggrund i friskoler og privatskoler. Og tilskudsreglerne betyder, at privatskolerne står ganske stærkt i konkurrencen om disse familier – også rent økonomisk.

Tag et område som Indre Østerbro i København. Her går hvert tredje barn i privatskole. Kvarteret huser da også mange af de kendte navne indenfor den private skoleverden, for eksempel Ingrid Jespersen, Bording, Institut Sankt Joseph og Krebs Skole, der har haft kongehuset blandt sine elever.

I 2004 modtog disse skoler typisk 33-36.000 kroner per elev i offentlige tilskud, mens forældrene yderligere betalte 10-12.000 kroner i skolepenge. Samlet set havde de således 43-48.000 kroner til lærere, undervisningsmateriale og andre dele af skolens drift.

Dette var markant mere end de lokale folkeskoler. Her var udgifterne typisk 30-33.000 kroner per elev. Folkeskolerne på Indre Østerbro har få indvandrerelever og beskedne sociale problemer. Det betyder, at kommunens udgifter til disse elever havner i andre kvarterer – og i kraft af tilskudssystemet tillige på privatskolerne.

FOLKESKOLEN ER PÅ flere måder under pres. I 1970erne var det kun 6 procent af børnene, der gik i friskole og privatskole. I dag er det 13 procent, i København 26 procent.

Dette skred beklages fra mange sider, da folkeskolen er en kulturbærende institution i vort samfund. Langt ind i friskolemiljøet siges det, at man er et supplement til folkeskolen, ikke en konkurrent.

Privatskolernes fremmarch bunder imidlertid delvist i et offentligt tilskudssystem, der giver de private en langt bedre økonomi end den typiske folkeskole i et »hvidt« middelklassekvarter. Skoleområdet har brug for en kulegravning i stil med den, som Lars Løkke Rasmussen har iværksat omkring privathospitalerne.

Lars Olsen er journalist tilknyttet Ugebrevet A4 og forfatter til ”Den nye ulighed” (2007) og ”Det delte Danmark” (2005)