Vælg dog jeres kampe med omhu

Af Lars Olsen,
journalist og forfatter

Klumme i Politiken 25.2.2006

LÆRERNE ER gået på barrikaderne. Danmarks Lærerforening holder stormøde for tillidsfolk landet over, der samles underskrifter, og den 22.marts er der fælles aktionsdag. Protesterne er angiveligt de bredeste i mange år. En rundspørge i Politiken tyder på, at utilfredsheden har opbakning i mange lokale lærerkredse ude i landet.

Der er da også sider af skoleudviklingen, som kalder på protest. Problemet er bare, at kampen tages de forkerte steder.

Danmarks Lærerforening vender sig skarpt imod det skoleforlig, der er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Derimod går man let og elegant udenom andre spørgsmål – frem for alt den himmelråbende sociale skævhed i folkeskolen.

For at tage det sidste først. Vi har i de seneste år fået solid dokumentation for, at unge fra ikke-boglige hjem er taberne i det nuværende skolesystem:

PISA-undersøgelserne viser, at 17 procent af eleverne går ud af skolen uden tilstrækkelige læsefærdigheder til at klare sig på ungdomsuddannelserne og arbejdsmarkedet. Analyserne viser også, at det frem for alt er indvandrerunge og danske elever fra ikke-boglige miljøer, som ikke læser godt nok.

For nylig kunne Ugebrevet A4 så offentliggøre en undersøgelse, der viste en massiv social skævhed i karaktererne. En elev med akademikerbaggrund får i gennemsnit 9, mens et barn af ufaglærte forældre kun opnår 7,6. En vis forskel kan formentlig aldrig undgås, men en skævhed på næsten halvanden karakter er slet og ret en skandale!

MANGE ALMINDELIGE LÆRERE oplever denne skævhed i dagligdagen og er dybt bekymrede. Alligevel er Danmarks Lærerforening stort set fraværende i denne debat. I stedet hidser man sig gevaldigt op over, at der med det nye skoleforlig indføres test og individuelle elevplaner. Tiltag, der ellers kan modvirke den skandaløse sociale skævhed.

Personligt blev jeg overbevist om test som et nyttigt redskab, da jeg for nogle år siden besøgte Bakkeskolen i Esbjerg. Det er en af de skoler med mange tosprogede elever, som opnår de højeste karakterer. Og det bunder blandt andet i, at børnene lige fra skolestart testes i dansk og læsning. Hvis de ikke kan nok, udarbejdes der individuelle handleplaner og ydes særlig støtteundervisning.

Test kan også være et nyttigt redskab for kommunerne, sådan som det blandt andet er skitseret af Københavns nye overborgmester Ritt Bjerregaard (S): Hvis en skole systematisk klarer sig dårligere end forventet, skal skolelederen ifølge Ritt Bjerregaard komme med en plan for at rette op på miseren. Kommunen kan så år for år følge med i, om skolen og dens leder opnår de forventede resultater.

Det havde været yderst tiltrængt på de 11 skoler i København, hvor mere end hver tredje elev fik dumpekarakter i matematik, og hvor resultaterne i dansk var næsten lige så ringe. Her kunne test, individuel støtte og bedre skoleledelse sikre, at problemerne bliver opdaget før eleverne går til afgangsprøve i 9.klasse – og får dumpekarakter.

Det er frem for alt unge fra ikke-boglige hjem, der har brug for tidligere og bedre støtte fra skolen. I den velstillede middelklasse skal forældrene nok rette op på manglerne, hvis lille Frederik ikke lærer nok på grund af en dårlig lærer. Det er straks sværere for Ahmed eller Brian, hvis forældre gik tidligt ud af skolen og ikke har de samme ressourcer. Brian og Ahmed er dybt afhængig af en skole, der kompenserer for de sociale skel.

TEST ER IKKE ET mål i sig selv. Det er et redskab, der giver læreren bedre overblik over eleverne, skolelederen bedre overblik over lærerne og kommunen bedre overblik over skolerne. Hvis lærer Sørensen år efter år opnår dårligere testresultater end lærer Hansen i klasser, der ellers ligner hinanden, får skolelederen stof til eftertanke. Hun kan hanke op i Sørensen og sikre at undervisningen bliver bedre.

Måske er dette noget af årsagen til raseriet i Danmarks Lærerforening: De dårlige lærere kan ikke længere putte sig. Med protesterne har deres fagforening fundet et mantra, hvor forsvar for snævre standsinteresser pakkes ind i progressive ord om kreativitet og metodefrihed.

Det er rigtigt, at al for mange test vil gøre undervisningen snæver og svække de kreative og sociale sider af skolen. Men ifølge forliget skal der i alt indføres ti test i løbet af ni skoleår – altså cirka én om året. Det er muligt, at kræfter i de borgerlige partier gerne så endnu flere test, men så kan man jo protestere, hvis dét engang bliver aktuelt. Det konkrete forslag om test medfører bedre støtte til de svage elever – og tidligere indsats overfor dårlige lærere og skoleledere. Og det er tiltrængt.

REGERINGEN KAN MED rette kritiseres for at forstærke de sociale skel i skolen. Boligpolitikken skaber sociale ghettoer, som koncentrerer de svage elever på bestemte skoler og gør det sværere at bryde den negative sociale arv. Privatskoler og frit skolevalg trækker samme vej. Det er bare ikke dét, der er mål for protesterne. Det er tværtimod de uddannelsespolitiske beslutninger, som trækker lidt den modsatte vej.

I Politikens reportager retter lærerne nok så meget deres utilfredshed mod Socialdemokraterne, der angiveligt har svigtet lærerne. Men realiteten er, at partiet for én gang skyld står ved sine historiske rødder: At hensynet til de ikke-boglige hjem prioriteres forud for den velartikulerede middelklasse.

Måske skulle lærerne tænke lidt i de samme baner. Mange af dem gør en kæmpe indsats i hverdagen. De knokler for at gøre en forskel for de unger, som ikke er født med en sølvske i munden. Men når lærertoppen spiller op, går det sociale engagement i glemmebogen.