Kronik til SFs medlemsblad F!
august 2009

Kampen mod ulighed

tager nye former

Centrum-venstre må træde op imod klasseskellene i det danske samfund. En ambitiøs lighedsstrategi må bygge på, at sociale konflikter i vore dages højtudviklede samfund er anderledes end den gamle klassekamp

Af Lars Olsen

Danmark er stadig et klassesamfund. Dét er det entydige budskab fra danskerne i en meningsmåling, som tænketanken Cevea har fået foretaget. Blandt folk med almindelige indtægter er det næsten tre fjerdele, der oplever betydelige klasseskel i det danske samfund. De ønsker, at politikerne gør mere for at mindske skellene.

Meningsmålingen viser dog også et tankevækkende mønster. Folk med årsindkomster på over 700.000 kroner kan ikke i samme grad få øje på klasseskellene. Det samme gælder folk med lange akademiske uddannelser. Blandt de højeste indkomster regnes det for gammeldags at tale om den slags.

De højtlønnede og højtuddannede har en anden dagsorden end almindelige lønmodtagere. Det er ikke dem, der i dagligdagen mærker de økonomiske, sociale og kulturelle klasseskel. Og mange af de højtuddannede er vokset op i et uddannelsessystem, der priser det såkaldt »postmoderne samfund«, hvor vi angiveligt former vores eget liv og »skriver vores egen biografi«.

Sådan er det bare ikke for folk flest. I arbejdslivet har de ikke den indflydelse på dagligdagen, som mange af de veluddannede kan glæde sig over. Og på nogle områder antager klasseskellene en uhyggelig brutalitet. En 30-årig mandlig akademiker vil i snit leve yderligere 49,5 år, mens den jævnaldrende ufaglærte kun har 44,7 år tilbage, altså en forskel på næsten fem år!

Materielle skel er stadig vigtige…

Befolkningens holdning er en kraftig opfordring til centrum-venstre. Historisk har kampen for social retfærdighed været hjerteblod for arbejderbevægelsen og venstrefløjen. I de seneste årtier er det imidlertid trådt i baggrunden til fordel for andre spørgsmål – miljø, ligestilling, udenrigspolitik m.v.

Det er på tide, at centrum-venstre genfinder den sociale indignation, men samtidig erkender, at uligheden antager andre former end i det gamle industrisamfund. »Klassekampen« skal kæmpes med nye midler og på nye frontafsnit.

I den klassiske venstrefløjsanalyse var økonomiske og materielle klasseskel afgørende. Og de er stadig vigtige:

Siden midten af 1990erne er indkomstforskellene vokset i det danske samfund. Den vigtigste årsag er ikke større fattigdom, men at de rige er blevet rigere. Det er frem for alt den rigeste tiendedel, der har nydt godt af stigende aktiekurser og store gevinster på fast ejendom.

Finanskrisen har måske klippet toppen af, men heller ikke mere. Alt tyder på, at den langsigtede tendens er større ulighed i vore indkomster og muligheder, medmindre vi gør noget.

Også boligmarkedet er mere skævt. Mens ejerne i de seneste årtier har kunnet glæde sig over betydelige friværdier, er den almene sektor i deroute. Al for mange boligområder har massiv koncentration af indvandrere og danskere på overførselsindkomst. En tredjedel af de almene boligområder er sociale ghettoer eller i fare for at blive det.

…men kulturel ulighed er blevet vigtigere…

På andre områder antager klasseskellene imidlertid nye former. De seneste årtiers velstandsfremgang betyder, at det brede lag af almindelige lønmodtagere har en levestandard, man kun kunne drømme om for 30-40 år siden. De ikke-materielle sider af livet fylder mere – og skaber nye mønstre.

Tag uddannelsessystemet. Det er fortsat de veluddannedes børn, der har størst chancer for at få de lange uddannelser og dermed de mest indflydelsesrige job. Og det er de kortere uddannedes børn, der har størst risiko for slet ikke at gennemføre en uddannelse.

Men faktorerne bag er anderledes end før. Velstandsfremgangen har, sammen med verdens højeste uddannelsesstøtte, mindsket de økonomiske barrierer, som tidligere blokerede for mange dårligt stillede. Til gengæld er de kulturelle barrierer i uddannelsessystemet ikke blevet mindre, snarere tværtimod!

Når Mathias skal have hjælp til projektet om Margrethe den første, er der stor forskel på, om mor er akademisk konsulent eller frisør. Det samme er tilfældet ved den engelske stil. Skævheden bunder også i kulturen i uddannelsessystemet. Når læreren beder 8.klasse om at »perspektivere« en tekst eller »skrive en synopsis«, er det lettere at afkode for professorens Amalie end for maskinarbejderens Susanne.

Reelt er det en social konflikt: Skal uddannelsessystemet indrettes efter de manges børn – eller efter de højtuddannedes? Hér har centrum-venstre langt fra altid kendt sin besøgelsestid, men ofte ladet sig besnære af en højtuddannet elite og dens pædagogiske buzzwords. »Ansvar for egen læring« og andet af samme skuffe!

…og nye spørgsmål trænger sig på

Samtidig har de seneste tiår ikke bare givet os større velstand, men også civiliseret omgangsformerne. Forældres revselsesret overfor børnene er afskaffet, og mange af de unge er mere lovlydige. Især vold er i højere grad knyttet til dem, der klarer sig dårligt i uddannelsessystemet og søger sammen i kliker og bander.

Resultatet er en markant ulighed i familiernes tryghed. For eksempel viser undersøgelser i København, at unge i mindre privilegerede bydele som Nørrebro og Sundby har 2-3 gange større risiko for at blive udsat for vold fra andre unge, end deres jævnaldrende i middelklassekvartererne.

Det er en form for ulighed, som centrum-venstre må forholde sig til. Hvis det overlades til højrefløjen, fordi vold og straf opfattes som borgerlige dagsordener, svigter venstrefløjen sit ansvar overfor samfundets underprivilegerede. Det er familierne i de almene boligkomplekser, der mærker konsekvensen – ikke dem på de pæne villaveje!

Der er på centrum-venstre-fløjen enighed om, at det afgørende er en social indsats, men kan den stå alene? Eller er der også brug for straffe - og måske især for tidligere og mere konsekvent indsats? Vi må se i øjnene, at virkeligheden nogle gange er mere brutal end dén, de fleste kender fra middelklassekvartererne.

Skel mellem store samfundsklasser

Med andre ord: Centrum-venstre må genfinde den sociale indignation og kæmpe for de underprivilegerede.

Det betyder ikke bare hattedameagtig medynk med 1 eller 5 procent forhutlede, sådan som det sker i den offentlige debat. Vi må igen få blik for uligheden mellem store samfundsklasser, som giver almindelige lønmodtagerfamilier færre muligheder end de højtuddannede og højtlønnede. Og vi må udvikle strategierne til at mindske skellene.

Opgaven klares således ikke bare ved at hente de røde faner ud af skabet og gentage fortidens paroler om klassekamp. Moderne sociale konflikter rejser ofte andre spørgsmål end før, men er fortsat en kamp mellem de økonomiske og kulturelle eliter - og folk flest.