Manuskript til artikel i Samfundsøkonomen nr.3 2011. Tidsskiftet udgives af Djøf

Djøf’ere og andre eliter

De ledende og højtuddannede er i dag delt i tre segmenter, med hver deres holdninger og magtbase. »Djøf-laget« i toppen af den offentlige administration er et af dem, og debatten om »djøfisering« er kommet for at blive.

Af Lars Olsen

cand.phil. i samfundsfag, journalist og forfatter

En sociolog fra Aalborg Universitet tog ud i et belastet boligområde på Amager. Hun ville gennemføre interviews til et forskningsprojekt, men blev overfuset af beboerne. De havde haft besøg af så mange etnologer, sociologer og psykologer, at de ikke orkede flere spørgsmål. Det, de havde mest brug for, var en ny trappe til cykelkælderen. Kunne hun ikke indstille studierne en måned og hjælpe med dén sag, spurgte de[1].

Vi har i de seneste årtier fået ganske omfattende viden om samfundets dårligst stillede. Ikke mindst i kraft af projekter finansieret af offentlige myndigheder, der vil kortlægge de grupper, som vejer tungt i de statslige og kommunale kasser. Derimod er vores viden om samfundets øvre lag langt mere begrænset.

For 30-40 år siden betjente forskerne sig af modeller, der analyserede den sociale lagdeling hele vejen op gennem samfundspyramiden. Den mest anvendte var de fem socialgrupper, som blev brugt i Socialforskningsinstituttets mange undersøgelser. De dårligst stillede var ufaglærte arbejdere i socialgruppe V. De bedst stillede var socialgruppe I, som bestod af selvstændige med større virksomheder, topledere og akademikere. Tilsammen omkring 5 procent af den mandlige befolkning.

Tre segmenter i samfundets øvre lag

I forbindelse med min bog Eliternes Triumf, der udkom i 2010, tegnes et grovmasket billede af nutidens socialgruppe I og dens holdninger. Det sker gennem en undersøgelse fra Capacent, der zoomer ind på »videnssamfundets øvre lag«. Det er omkring 6 procent af befolkningen, som enten har ledende positioner på offentlige og private arbejdspladser eller en kombination af længere uddannelse og relativ høj indkomst[2].

Undersøgelsen er inspireret af sociologen Pierre Bourdieu, der analyserer social dominans som produkt af både økonomisk og kulturel kapital; dens konkrete design blev til efter diskussion med professor emeritus Erik Jørgen Hansen, som stod for mange af de oprindelige analyser af socialgrupper i Danmark.

Der er således tale om eliter i ordets meget brede forstand. Capacents analyse afdækker ikke bare en lille overklasse, men snarere det der kan kaldes for den højere middelklasse. Det er en socialgruppe, der har stor indflydelse på samfundslivet og rammerne for danskernes hverdag: Direktøren for fabrikken eller bankfilialen, skolelederen, universitetslæreren, teaterchefen, projektlederen, advokaten, plejehjemslederen, kommunikationschefen, embedsmanden lidt oppe i graderne, den højtlønnede journalist…

Over halvdelen af dette øvre lag har en akademisk uddannelse. Der er imidlertid også mange akademikere, som ikke tilhører de seks procent; måske fordi de ikke har ledende stillinger, måske fordi de ikke tjener nok. I et ministerium omfatter Capacents analyse for eksempel afdelingschefen og seniorkonsulenten, men ikke den nystartede cand.jur. eller cand.scient.pol.

Undersøgelsen viser, at »videnssamfundets øvre lag« er delt i tre vidt forskellige segmenter:

·        Erhvervslivets øvre lag er massivt borgerligt. Næsten to tredjedele stemmer på Venstre og Konservative og yderligere 10 procent på de radikale. Rent holdningsmæssigt er dette segment især kendetegnet ved at være mere liberalistiske end folk flest. Flertallet vil have skattelettelser, selv om følgen er ringere offentlig service, og der er udbredt ønske om nedskæringer i dagpenge og andre sociale ydelser.

·        Kultur- og uddannelseseliten er ledere og nøglemedarbejdere indenfor kultur, kommunikation, uddannelse og sundhed. To tredjedele stemmer på centrum-venstre-partierne – især de radikale og SF. Dette segment er progressive / politisk korrekte omkring emner som indvandring, retspolitik og pædagogik. Derimod er de ikke specielt røde i socioøkonomiske spørgsmål. Kultur- og uddannelseseliten er for eksempel mere rede end befolkningen til at skære i sociale ydelser, de opfatter heller ikke i samme grad Danmark som et klassesamfund.

·        Djøf-laget er det mindste af de tre segmenter og udgøres af ledere og nøglemedarbejdere indenfor offentlig administration, for eksempel i ministerier og kommuner. Også hér stemmer næsten to tredjedele på centrum-venstre-partierne, men holdningsmæssigt er de mere moderate. Langt det stærkeste parti er Socialdemokratiet, der får en tredjedel af stemmerne i djøf-laget – markant mere end i de øvrige segmenter af »videnssamfundets øvre lag« og i befolkningen som helhed[3].

Analysen viser således, at den økonomiske, kulturelle og bureaukratiske magt har vidt forskellige ansigter. Det er ikke bare magtens kilder, som adskiller de tre segmenter – de har også vidt forskellig politisk og holdningsmæssig profil.

Dette er relativ nyt. Tidligere tænkte fabrikanten og kontorchefen måske lidt forskelligt, men frem til 1960erne var de ledende og højtuddannede samfundslag overvejende borgerlige. I 1966 fik Socialdemokratiet og venstrefløjen kun 17 procent af stemmerne blandt vælgere med studentereksamen[4].

Globalisering deler top og bund

Det hører dog med, at nutidens socialgruppe I på vigtige områder er mere enige med hinanden end med resten af befolkningen. Alle tre segmenter er i højere grad end folk flest rede til at skære i sociale ydelser som dagpenge og efterløn. De opfatter heller ikke i samme grad Danmark som et klassesamfund. Jo mere vi tjener, desto mere uenige er vi i synspunktet, at der stadig er betydelige klasseskel i det danske samfund.

De afgørende brudflader mellem »videnssamfundets øvre lag« og folk flest drejer sig imidlertid om forskellige aspekter af globaliseringen. I det følgende ses holdningerne til to af de vigtigste og mest omdiskuterede spørgsmål – udflytning af danske arbejdspladser og indvandring.

»At danske job flytter til udlandet er en pris, der er værd at betale, for de andre fordele ved globaliseringen?«

»Danmark er tæt på grænsen for, hvor mange indvandrere og flygtninge fra mindre udviklede lande vi kan integrere?«

Den første tabel viser et klart mønster: Nutidens socialgruppe I mener, at globaliseringen er en stor fordel, selv om danske job flytter til udlandet. Synspunktet står særlig stærkt i erhvervslivets ledende lag, men har også klart flertal i de to andre segmenter. Hos befolkningen som helhed ser man imidlertid anderledes på dén sag. Hér er et klart flertal betænkelige ved udflytningen af danske arbejdspladser.

Også den nederste tabel viser en tydelig brudflade mellem folkeflertallet og samfundseliterne i ordets brede forstand. Blandt vælgerne som helhed er det store flertal enige i, at »Danmark er tæt på grænsen for, hvor mange indvandrere og flygtninge vi kan integrere«. Billedet er imidlertid et andet i samfundets øvre lag. Især kultur- og uddannelseseliten er tilhængere af en liberal indvandringspolitik, det samme er djøf-laget – dog knap så markant.

Det samme billede tegner sig i andre spørgsmål, der knytter sig til globalisering og europæisering. Et klart flertal i de øvre lag vil af med EU-forbeholdene, derimod er befolkningen langt mere delt. I de øvre lag er der heller ikke samme grad af bekymring over, at danske lønninger og overenskomster undergraves af østeuropæisk arbejdskraft.

Der er givetvis flere forklaringer på dette mønster. Mange af de ledende og højtuddannede vil selv mene, at de i kraft af moderne værdier og særlig indsigt har en bredere horisont – og at de derfor kan se længere end umiddelbare problemer ved globalisering og åbne grænser. Det er også en del af forklaringen. En anden er imidlertid, at forskellige sociale lag har vidt forskellige erfaringer med globaliseringens ændringer af vores hverdag.

For dele af erhvervslivet er globaliseringen lig med gode fortjenester. For mange i det bredere lag af velstillede er der andre fordele – nye rejsemuligheder, kontakter i andre lande, nye udfordringer i arbejdslivet m.v.

For mange ufaglærte og en del faglærte er perspektivet imidlertid et andet. Det er dem, der mister jobbet som følge af outsourcing til Østeuropa eller Kina. Det er også dem, der oplever presset på løn og arbejdsforhold som følge af udenlandsk arbejdskraft.

Perspektivet er også et andet for lejerne i dele af den almene boligsektor, typisk folk med lave indkomster. Det er dem, som står med de daglige integrationsproblemer i forhold til vores nye medborgere blandt indvandrere og flygtninge.

Sat på kort formel: Globaliseringen har både positive og negative sider, men de er langt fra jævnt fordelt. Det er ofte de bedrestillede, der får fordelene, mens de knap så privilegerede må leve de negative sider.

Nye politiske brudflader

Konsekvensen er nye former for sociale konflikter, der har sat scenen for nogle af disse års hårdeste politiske opgør.

I løbet af 1980erne og 1990erne blev integrationsproblemerne stadig mere tydelige. Men de blev skubbet til side af toneangivende politikere, mest dramatisk i Socialdemokratiet hvor daværende partiformand Svend Auken hældte de utilfredse borgmestre på Københavns Vestegn ned af brættet. Dette gav – sammen med den bredere bekymring for globaliseringen – grobund for Dansk Folkeparti.

Perspektivet rækker således længere end indvandringspolitikken. Dansk Folkeparti mobiliserede store grupper af klassiske arbejdervælgere imod kultur- og uddannelseseliten – eller »de definerende klasser« som de kaldes af folketingsmedlem Jesper Langballe (DF)[5]. Og Venstre slog på de samme strenge, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2002 italesatte konflikten med »smagsdommerne«.

Det er i høj grad denne konfliktlinje, der har præget dansk politik i 00erne, med bestandige »værdikampe« mellem det borgerlige flertal på Christiansborg og kultur- og uddannelseseliten. Det er kendetegnede, at billedet først for alvor skiftede med finanskrisen og statsminister Lars Løkke Rasmussens fokus på økonomien. I dag er det Socialdemokratiet og SF, der mobiliserer de gamle kernevælgere imod de økonomisk velstillede samfundslag, for eksempel med krav om millionærskat og skarpere kontrol med bankerne.

Dette er imidlertid en langt mere klassisk brudflade. Mange af 1900-tallets sociale konflikter stod mellem arbejderbevægelsen og de økonomisk dominerende klasser. Det nye er, at samfundets øvre lag er delt i flere adskilte segmenter, med forskellige holdninger og magtbaser. Resultatet er nye former for sociale konflikter, der artikuleres af vidt forskellige politiske kræfter. Det gælder også omkring djøf-laget og udviklingen af den offentlige sektor.

Kontrol ude af kontrol?

Djøf-laget er som nævnt socialdemokratisk orienteret og holdningsmæssigt moderat. I de fleste spørgsmål befinder det sig mellem erhvervseliten og kultur- og uddannelseseliten, dog tættere på de sidste end på de første. Samtidig kendetegnes djøf-laget af de samme fællestræk som andre i nutidens socialgruppe I, for eksempel i synet på globaliseringen.

Ledere og nøglemedarbejdere i offentlig administration skiller sig kun ud med stærke holdninger til ét spørgsmål i Capacents undersøgelse, nemlig om balancen mellem effektivitet og kontrol af de offentlig ansatte.

»Det er vigtigt, at den offentlige sektor bliver mere effektiv og bedre ledet, selv om følgen er mere kontrol med medarbejderne?«

Djøf-laget er lodret imod, at den offentlige sektor skal effektiviseres, når følgen er mere kontrol med de ansatte. 55 procent er uenige, kun 30 procent enige. Dette er en langt mere afvisende holdning end samtlige andre grupper i undersøgelsen.

Kontrol er et hedt spørgsmål i den offentlige debat. For eksempel viser en undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening, at socialrådgiverne på jobcentrene bruger 58 procent af arbejdstiden på indberetning, dokumentation og anden administration – tid der går fra arbejdet med de ledige[6]. Det er i høj grad djøf-laget – de øvre lag i den offentlige administration – som står for disse registrerings- og styringssystemer, men Capacents analyse viser, at djøf-laget selv er stærkt skeptisk overfor denne udvikling. Onde tunger vil sikkert tale om »kontrol ude af kontrol«.

Tallene er også tankevækkende i forhold til debatten om »djøfisering«. Den stigende tendens til registrering, dokumentation og kontrol ses som et centralt element i djøfiseringen, men paradoksalt nok er djøf-laget selv de allermest kritiske.

Undersøgelsen giver imidlertid også fingerpeg om, hvorfor disse styringssystemer er så svære at få bugt med: Det øvre lag i den private sektor har nemlig en helt anden holdning. Hér er massiv tilslutning til, at den offentlige sektor skal være mere effektiv, selv om det fører til mere kontrol med de ansatte. Borgerlige politikere som Anders Samuelsen (LA) og Lene Espersen (K) kritiserer, at de omfattende krav om indberetning og dokumentation skader arbejdsglæden blandt de offentligt ansatte, men de er oppe mod stærke forestillinger i det borgerlige bagland.

Også blandt vælgerne som helhed er der et udbredt ønske om større effektivitet i det offentlige. Hér viser Capacents analyse imidlertid stor forskel på privat og offentligt ansatte.

»Det er vigtigt, at den offentlige sektor bliver mere effektiv og bedre ledet, selv om følgen er mere kontrol med medarbejderne?«

Blandt de offentlig ansatte er flertallet uenige i, at den offentlige sektor skal effektiviseres, selv om følgen er mere kontrol. Men deres skepsis bliver mere end opvejet af de privat ansatte. Hér er det ikke mindre end 71 procent, som vil have mere effektivitet, selv om følgen er mere kontrol – de privat ansatte vil simpelthen have noget for skattekronerne. Balancen mellem ledelse/effektivitet og dokumentation/kontrol er i praksis sværere end som så.

En lille Aarhus-historie

Registrering og kontrol er da også kun ét aspekt af »djøfiseringen«. Et andet er et mere generelt skifte blandt de offentligt ansatte. For eksempel viser tal fra Aarhus Kommune, at der i det seneste tiår er ansat langt flere chefer og akademikere end almindelig kommunalt ansatte. Når maj 1999 sættes til indeks 100, var de ansatte som helhed i august 2010 steget til indeks 120. Antallet af akademikere var imidlertid vokset til indeks 226 og antallet af chefer til indeks 283[7].

Tallene kom frem efter et forløb, der illustrerer dynamikken i den slags konflikter. To medarbejdere, der foretrak at være anonyme, foretog en uformel opgørelse ud fra kommunens interne telefonbøger, som udgives hvert år. Opgørelsen viste, at der set over en årrække var sket et dramatisk skifte fra frontpersonale til akademikere / chefer. Medarbejderne gav tallene til Jyllands-Posten, som gjorde en stor historie ud af det. For SF blev det en mærkesag, at der skulle skæres i toppen, så kommunen kunne prioritere »de borgernære områder«[8].

Kommunale chefer satte spørgsmålstegn ved medarbejdernes uformelle opgørelse, men tendensen blev mere end bekræftet af forvaltningens egen analyse. Resultatet blev en bred politisk enighed i forbindelse med budgetforliget for 2011. Dette fastslår, at de omfattende kommunale besparelser især søges indfriet ved »afbureaukratisering«, »besparelser på administration og tværgående funktioner« samt en kritisk gennemgang af »antal ledere og antal ledelseslag«.

»Kolde hjerner« og »varme hænder«

Politikernes holdning er ikke overraskende. Blandt lærere, pædagoger og omsorgspersonale landet over opleves »djøfiseringen« som et stort problem. Dels som følge af voksende krav om registrering og dokumentation, dels som følge af en mere generel oplevelse af, at magt og ressourcer flytter op i hierarkierne.

Fagforbundet FOA har længe agiteret imod skiftet fra »varme hænder« til »kolde hjerner«. Og flere andre fagforbund arbejder med ledelsesmodeller, hvor effektivitet / bedre ledelse i højere grad opnås ved at styrke de lokale institutionsledere frem for ved hjælp af »djøf’erne« i forvaltningerne. Fagforbundet BUPL bruger eksempelvis begrebet »pædagogfaglig ledelse«, hvor man kan »tænke anderledes og i langt større udstrækning inddrage den pædagogfaglige tankegang i ledelsesudøvelsen, end man gør i den traditionelle ledelsesteoretiske tilgang«[9]. Med andre ord: Bringe ledelse og styring tættere på professionen og dens faglighed.

Den samme diskussion føres i andre lande. I Storbritannien er der udbredt kritik af den såkaldte »managerialism«, der med udgangspunkt i New Public Management introducerer nye styringsmodeller i den offentlige sektor. Mange ser videreuddannelse af fagprofessionelle ledere – skoleinspektører m.v. – som et alternativ, da de angiveligt i højere grad kan lede og styre i pagt med professionernes værdisæt. Disse har da også fået den positive betegnelse »leaders« til forskel fra de udskældte »managers«[10].

Herhjemme føres debatten især af specialister og grupper af offentlig ansatte, men er kun langsomt slået igennem på Christiansborg. Det er der flere grunde til:

For det første er der også et vælgerpres den modsatte vej, især de privat ansatte ønsker som nævnt mere effektivitet i den offentlige sektor.

For det andet har der i de seneste årtier været bred politisk enighed om behovet for »modernisering« af den offentlige sektor. Hvortil kommer, at de mange yngre akademisk uddannede MFere er opflasket med New Public Management og de forestillinger, der knytter sig hertil.

I de seneste fem år er stemningen imidlertid skiftet – pø om pø. På tværs af det politiske spektrum tales der om »afbureaukratisering« og »regelforenkling«, og det seneste år har budt på adskillige andre markeringer, hvor politikere sætter ord på den folkelige skepsis overfor »djøfisering« og centralisering. Tre eksempler fra vidt forskellige dele af det politiske spektrum:

Socialdemokraterne og SF har flere gange foreslået omfattende besparelser på statens brug af konsulenter.

Dansk Folkeparti har stillet spørgsmål ved centraliseringen af sygehusene, især i Vestjylland. En centralisering, der legitimeres af stordriftsfordele og såkaldte »eksperter«, men angiveligt svækker trygheden i yderområderne.

I skrivende stund er den kritiske plejehjemsleder Thyra Frank, kendt fra plejehjemmet Lotte, blevet spidskandidat for Liberal Alliance. Der er brug for »en Thyra-revolution i hele den offentlige sektor«, hedder det i store annoncer fra partiet.

Meget taler for, at dette kun er starten på en mere omfattende debat om »djøfiseringen« og fremtidens offentlige sektor:

·        Selv om djøferne selv slår syv kors for sig, er »djøfisering« på godt og ondt blevet et kodeord for de seneste års omfattende ændringer af den offentlige sektor. Ændringer, der både handler om nye styringssystemer, større enheder og skift i prioriteringer og magt. Disse ændringer opfattes som problematiske af mange grupper – fra institutionsledere over frontpersonale til borgere i yderområderne.

·        Samfundets konfliktlinjer løber ad andre spor end i industrisamfundet. Protester fra folkelige grupper kan have brod mod forskellige segmenter af samfundets øvre lag – de kan både være rettet imod den økonomiske elite, kultur- og uddannelseseliten og djøf-laget. Vidt forskellige organisationer og partier artikulerer i dag disse konflikter.

·        Disse sociale konflikter bliver ikke mindre af den økonomiske krise og de store demografiske udfordringer. Når riget fattes penge, bliver der hårdere kamp om fordeling og ressourcer. Det gælder ikke mindst i en offentlig sektor, som står overfor en årrække med smalhals og skarpere prioritering.

Det store spørgsmål er snarere, hvorvidt utilfredsheden med »djøfiseringen« blot tager form af populistiske enkeltmarkeringer – eller vi vil se substantielle bud på alternativ udvikling af den offentlige sektor.

Under alle omstændigheder er debatten kommet for at blive.