Analyse i Politiken november 2008.

Ulige. Kan vi mobilisere »intelligensreserven«?

Der kræves nytænkning i gymnasiet og de videregående uddannelser, hvis flere unge fra ikke-boglige miljøer skal læse videre.

Af Lars Olsen

NÆSTE GENERATION skal være bedre uddannede end deres forældre. Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 50 procent en videregående uddannelse.

Målene udspringer af globaliseringens krav om bedre uddannet arbejdskraft. Men hvis de skal blive virkelighed, kræves en indsats imod uligheden. Simpelthen fordi potentialet for dette uddannelsesløft især findes i miljøer uden boglig uddannelse.

Det dokumenterer en analyse, som Danmarks Statistik har foretaget for undertegnede og Fagbladet 3F . Her stilles skarpt på en årgang af 25-årige: Hvem har ikke en uddannelse – og er heller ikke i gang med én?

Billedet omkring de videregående uddannelser fremgår af grafikken. Som det ses, er der i alle sociale lag flere piger end drenge, der gennemfører en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse. Det afgørende skel er imidlertid socialt. Blandt drenge med akademikerbaggrund har 70 procent af de 25-årige en videregående uddannelse eller er i gang, blandt deres jævnaldrende med ufaglærte forældre er det kun 13 procent!

Det hører med, at en del af de unge fra faglærte og ufaglærte familier har en erhvervsuddannelse, mens andre er i »restgruppen« uden uddannelse. Statistikken taler imidlertid sit tydelige sprog. Potentialet for et uddannelsesløft findes især blandt unge fra faglærte og ufaglærte familier. Det er dem, der er langt fra 50-procent-målet og dermed udgør det moderne Danmarks »intelligensreserve«.

HVAD VED VI SÅ om unge fra ikke-boglige miljøer, der realistisk set kan gennemføre en videregående uddannelse? Ja, vi ved blandt andet, at familiekulturen spiller en afgørende rolle – at de potentielle »mønsterbrydere« især kommer fra aktive og stimulerende familier.

Når det drejer sig om, at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse, er der med rette fokus på den negative sociale arv. Det er ofte unge fra ustabile familier, som hverken gennemfører en faglig eller gymnasial uddannelse. Derfor er der på erhvervsuddannelserne indført mentorer, vejledning og andet, hvor det offentlige overtager den rolle, som far og mor udfylder i de almindelige familier.

Men det er sjældent situationen i gymnasiet og på de videregående uddannelser. Her viser undersøgelser, at de unge fra ikke-boglige hjem ofte kommer fra aktive og velfungerende familier. Forældrene er engagerede i børnenes skolegang, men har andre uddannelsesmæssige forudsætninger end de højtuddannede. Og de unge har ofte svært ved det sprog og de koder, der anvendes i uddannelsesverdenen.

DET SENESTE TIÅRS udvikling i gymnasiet og de videregående uddannelser er paradoksal. På den ene side er det en større del af en ungdomsårgang, der tager boglig uddannelse, og politikerne vil have tallet yderligere op. På den anden side er der sket en akademisering – også af uddannelserne udenfor den akademiske verden.

Især de mellemlange uddannelser har historisk været vigtige for den sociale mobilitet. Tusindvis af faglærte er eksempelvis gået videre på teknikum og blevet ingeniører. Det samme gælder læreruddannelsen – helt tilbage fra 1800-tallet. Det var bondestandens kvikkeste sønner, der gik på højskole og seminarium og vendte tilbage bag katederet i landsbyskolen.

I de seneste tiår har de mellemlange uddannelser imidlertid overtaget stadig flere akademiske elementer. Det nye navn – professionsbachelorer – taler for sig selv.

Problemet kom frem i offentligheden, da Politiken i 2006 kørte en artikelserie om sygeplejeruddannelsen. Startskuddet var en undersøgelse af det store frafald, der viste at mange af de studerende opfatter uddannelsen som for teoretisk og med for lidt praktisk indhold.

Samtidig gav læger og afdelingssygeplejersker udtryk for, at de nyuddannede er usikre på basale praktiske opgaver som at skifte en bandage eller tage et blodtryk. Den efterfølgende debat blev ikke mindst ført under overskriften: »Skal sygeplejerstuderende læse Habermas?«

I virkeligheden er det kun toppen af isbjerget. Samme tendens præger uddannelser til lærere, pædagoger, fysioterapeuter m.v. Akademiseringen har styrket almene og teoretiske sider af de mellemlange uddannelser, men svækket deres kerne – faget – og uddannelsernes forbindelse til det praktiske liv.

Resultatet er, at de mellemlange uddannelser mister det potentiale for social mobilitet, de ellers har haft. Akademiseringen gør det simpelthen sværere for unge fra ikke-boglige miljøer at afkode og gennemføre uddannelserne.

GYMNASIET ER PRÆGET af en lignende akademisering. For eksempel er 3g´ernes store projektopgave forlænget fra en til to uger. Videnskabsteori og metodeovervejelser spiller en langt større rolle end før, og abstracts på engelsk hører nu til standardudstyret ved større opgaver.

Tidligere på året viste en undersøgelse blandt gymnasieelever, at mange har det svært med de nye akademiske elementer i gymnasiereformen. 84 procent oplever, at den daglige undervisning hænger dårligt sammen på grund af det tværfaglige ”almen studieforberedelse”, og 62 procent savnede støtte under arbejdet med den store projektopgave. Det siger sig selv, at dette opleves særlig svært for unge, som ikke kan hente hjælp hos højtuddannede forældre.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) foreslår ændringer, der bringer gymnasiet tættere på det praktiske liv. Tværfagligheden skal skabes gennem konkrete projekter, ikke ved videnskabsteori og metodeovervejelser. DGS vil også indføre praktikperioder på virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

Forslag som disse er tiltrængt. Det er i dag 60 procent af en ungdomsårgang, som tager en gymnasial uddannelse. Gymnasiet er skiftet fra elite- til masseuddannelse, men har aldrig taget konsekvensen.

Forhåbentlig kan de politiske ambitioner om et massivt uddannelsesløft sparke gang i debatten. Hvis uddannelserne skal gennemføres af de mange, kan de ikke indrettes efter de få.

Lars Olsen er journalist og forfatter. Et notat om den nye undersøgelse af ulighed i uddannelse findes på www.larso.dk