To foredrag, der på forskellig vis tager udgangspunkt i bogen ”Eliternes Triumf – da de uddannede klasser tog magten”:

 

Eliternes triumf – folkestyret under pres

·        Over 70 procent af de yngre folketingsmedlemmer er i dag akademikere eller studerende på akademiske uddannelser. For bare en generation siden var det anderledes. Næsten halvdelen af Folketinget var faglærte og ufaglærte, og mange havde praktisk erfaring som arbejdere eller landmænd.

·        Lars Olsen beretter om dette skifte og dets konsekvenser. Han tager også tilhørerne på en lille rejse tilbage i tiden til de kampe, der i 1800- og 1900-tallet banede vej for folkestyret. Det var i høj grad de brede folkelige bevægelser blandt arbejdere og bønder, som skabte det danske demokrati.

·        Men også på anden vis er »de uddannede klasser« ved at sætte sig på magten. Det er storbyernes eliter af embedsmænd, eksperter og politikere, som sætter deres forestillinger igennem i reformer af politi, kommuner, uddannelser m.v.

·        Et foredrag, der fortæller om hovedpointerne i bogen Eliternes Triumf.

 

 

Klassesamfundet version 2.0

·        I den offentlige debat reduceres sociale skel ofte til små marginalgrupper – utilpassede indvandrere, misbrugere etc. Det antages, at 90 procent af befolkningen tilhører den samme brede middelklasse – at vi lever i et såkaldt »postmoderne« samfund, hvor vi hver især »skriver vores egen biografi«.

·        Det er en myte, hævder Lars Olsen. Buschaufføren har fortsat helt andre levevilkår end overlægen og it-millionæren: Mindre indflydelse på arbejdet, dårligere uddannelsesmuligheder for børnene, ofte tillige en ringere sundhedstilstand.

·        Men vi oplever også nye former for skel. Danmark har fået ghettoer og en etnisk underklasse, vi ikke kendte før. Også samfundseliterne har ændret sig. Mens erhvervslederne er borgerlige, er der opstået en ny progressiv elite indenfor kultur, medier m.v. Resultatet er nye brudflader mellem top og bund i samfundet.

·        Et foredrag, der gør op med etablerede dogmer og skyder til både højre og venstre.