Uddannelse til alle

kræver opgør

med uligheden

Notat til Fagbladet 3F

Af

Lars Olsen

journalist og forfatter

juli 2008

Politikerne har vidtrækkende mål: Alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse – og flere gennem videregående uddannelse. Det kræver et opgør med uligheden. De højtuddannedes børn lever allerede i dag op til målene – eller er tæt på. Det er frem for alt de faglærtes og ufaglærtes børn, der ikke kommer langt nok i uddannelsessystemet. Hvis alle skal med, må der anderledes fokus på disse unge.

Det dokumenterer en særkørsel, som Danmarks Statistik har foretaget for undertegnede og Fagbladet 3F. Danmarks Statistik sætter uddannelsessituationen for forskellige grupper af 25-årige i forhold til de to mål, som et bredt flertal i Folketinget er enige om:

§        At 95% af en årgang i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse, dvs. enten gymnasium eller erhvervsuddannelse.

§        At mindst 50% af en årgang i 2015 skal tage en videregående uddannelse.

Særkørslen dokumenterer hvilke grupper af unge, der allerede i dag lever op til målene – og hvilke grupper der ikke gør. Hermed påvises en markant social og kønsmæssig skævhed.

Dette notat præsenterer tallene i særkørslen og vurderer til sidst ulighedens årsager.

Det viser tallene

Målet om at 95% skal gennemføre en ungdomsuddannelse skyldes ikke mindst kravene på fremtidens arbejdsmarked. I den følgende tabel fokuseres på de 25-årige, der i 2006 ikke havde en ungdomsuddannelse og heller ikke var i gang med en. Samtidig undersøges deres forældres uddannelse. Gruppen af unge uden uddannelse er nemlig langt fra jævnt fordelt – hverken med hensyn til køn eller social baggrund:

Tabel 1. Andel af de 25 årige pr. 1.10.2006, der ikke har gennemført eller er i gang med ungdomsuddannelse, fordelt på køn og forældrenes højest fuldførte uddannelse[*]:

Tabellen viser to markante skel: For det første er det tydeligt, at pigerne klarer sig bedre i uddannelsessystemet end drengene. En tendens, der slår igennem i alle sociale lag.

For det andet er den sociale slagside endnu stærkere end den kønsmæssige. Unge med akademikerbaggrund har allerede opfyldt 95%-målet eller er tæt på – kun 5% af pigerne og 9% af drengene har ikke en ungdomsuddannelse og er heller ikke i gang. Målet er også tæt på at være opfyldt for piger fra hjem med mellemlange videregående uddannelser (dvs. at forældrene er skolelærere, sygeplejesker etc.).

Derimod ser det mere dystert ud for børn af faglærte og især ufaglærte. 33% af pigerne fra hjem uden uddannelse har ikke en ungdomsuddannelse som 25-årige, og blandt drengene topper tallet med 42%. Her er det således tæt på halvdelen, der hverken har erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse (alment gymnasium, hf, htx, hhx).

Samtidig skal det huskes, at de forskellige sociale lag ikke er lige store. Langt den største gruppe er unge med faglærte forældre – håndværkere, kontorassistenter m.v. Denne gruppe er for eksempel mange gange større end unge med akademikerbaggrund. Hvis man ser på gruppen af unge uden ungdomsuddannelse, er fordelingen på forældrenes uddannelsesbaggrund sådan:

Tabel 2. 25 årige pr. 1.10.2006, der ikke har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse, fordelt på forældrenes højest fuldførte uddannelse:

Den sociale skævhed kan således også udtrykkes sådan: Mere end tre fjerdedele af unge uden ungdomsuddannelse kommer fra faglærte og ufaglærte familier; derimod kommer kun 3% af disse unge fra akademikerhjem[†]!

Konklusionen ligger lige for: Hvis politikerne vil tættere på 95%-målet, må de fokusere langt stærkere på unge fra ikke-boglige familier.

Det samme er tilfældet omkring den anden målsætning – at mindst halvdelen af en ungdomsårgang skal tage en videregående uddannelse.

Her skal bemærkes, at dette mål ikke indebærer at det halve Danmark bliver akademikere. En videregående uddannelse er ikke kun lange akademiske uddannelser, men også mellemlange videregående uddannelser (f.eks. skolelærere, sygeplejesker, diplomingeniører) eller korte videregående uddannelser (f.eks. autoteknikere, markedsføringsøkonomer).

Også på dette område er der imidlertid en markant skævhed – både kønsmæssigt og socialt:

Tabel 3. Andel af de 25 årige pr. 1.10.2006, der ikke har gennemført eller er i gang med en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse, fordelt på køn og forældrenes højest fuldførte uddannelse:

Tabellen dokumenterer, at der stadig er langt mellem børn fra hjem uden uddannelse, der tager en videregående uddannelse. 87% af de ufaglærtes drenge har ikke en sådan uddannelse som 25-årige og er heller ikke i gang, for de ufaglærtes piger er tallet 75%.

Drenge fra faglærte familier er på samme niveau, mens de faglærtes piger klarer sig bedre. Her er det »kun« 56%, der ikke har/er i gang med videregående uddannelse – de faglærtes piger er således ikke så langt fra målet om at 50% skal gennemføre en sådan uddannelse.

Tabellen viser imidlertid også, at målet for længst er passeret af unge fra hjem, hvor forældrene har boglig uddannelse. De fede typer markerer de grupper, hvor over 50% allerede i dag har videregående uddannelse. Det er især unge, hvor far og/eller mor også har lang eller mellemlang videregående uddannelse.

Med andre ord: Det er frem for alt lægernes og lærernes børn, der bliver – læger og lærere.

Det hører med, at mange af de 25-årige fra faglærte og ufaglærte familier har en faglig uddannelse. Alligevel viser tallene en tankevækkende ulighed. Vi ved, at der på fremtidens arbejdsmarked er brug for flere med forskellige videregående uddannelser. Tabellen viser, at de højtuddannedes børn allerede går i fars og mors fodspor, og at potentialet for et uddannelsesløft især findes blandt unge fra ikke-boglige miljøer. Det er dem, der er det moderne Danmarks »intelligensreserve«.

Den sidste tabel går mere i dybden med størrelsen af de forskellige forældregrupper. Dette er afgørende for at forstå, hvor de store udfordringer ligger:

Tabel 4. Andel af 25 årige 1.10.2006, fordelt på forældrenes højest fuldførte uddannelse:

Danmarks Statistik mangler uddannelsesoplysninger for knap en tiendedel af forældrene. Det medfører, at man for 11% af de 25-årige ikke har data på far, mor eller begge – og at familien derfor havner i gruppen »ingen uddannelsesoplysninger«.

Disse unge er ikke medtaget i de tidligere tabeller, men kan ikke lades helt ude af betragtning. Gruppen uden uddannelsesoplysninger er nemlig langt fra jævnt fordelt. Mange af disse forældre er formentlig uden uddannelse, ligesom der sandsynligvis er mange indvandrerfamilier.

Særkørslen viser da også, at de 25-årige fra denne kategori klarer sig usædvanlig dårligt – 71% har ikke en ungdomsuddannelse og er heller ikke i gang. Unge fra hjem uden uddannelsesoplysninger er simpelthen den gruppe, der præsterer dårligst i uddannelsessystemet. Et forhold, der også tyder på at denne gruppe består af mange indvandrere og familier uden uddannelse.

Samtidig er det værd at hæfte sig ved en anden pointe. Det antages ofte i debatten, at Danmark med et stigende uddannelsesniveau nærmest er befolket af højtuddannede. Tabel 4 viser, at det er en myte. Langt den største gruppe er familier med faglig uddannelse. Samtidig er der stadig mange, hvor både far og mor er uden uddannelse. Det gælder naturligvis de 14% i gruppen »ingen uddannelse efter grundskolen«, men også en stor del af de 11%, hvor Danmarks Statistik mangler uddannelsesoplysninger.

Alt i alt er det kun en tredjedel af familierne, hvor Danmarks Statistik har registeret at far og/eller mor har videregående eller gymnasial uddannelse. De faglærte og ufaglærte er stadig det store flertal.

Ulighed og negativ social arv

For nogle af de hårdest ramte 25-årige bunder manglende uddannelse i det, der kaldes den negative sociale arv.

Vi ved fra andre undersøgelser, at 10-20% af en ungdomsårgang vokser op i ressourcesvage familier. Forældrene er ikke bare uden uddannelse, men også præget af andre risikofaktorer – nogle har været længe udenfor arbejdsmarkedet, ofte er mor alene om ungerne og til tider kommer der misbrugsproblemer og depressioner oveni. Alt sammen risikofaktorer, der slår hårdt igennem blandt børn og unge i disse familier.

Blandt de ressourcesvage familier er der mange med indvandrerbaggrund. Der er også mange danske enlige mødre, der er gået tidligt ud af skolen, mangler fodfæste på arbejdsmarkedet – og til tider har fået børn i en ung alder.

I Danmarks Statistiks særkørsel findes disse ressourcesvage familier dels blandt de 14% uden uddannelse, dels blandt de 11% hvor der mangler uddannelsesoplysninger. Kategorien »ingen uddannelse efter grundskolen« omfatter imidlertid også den klassiske arbejderfamilie, hvor far/mor har et ufaglært job, altså mange af 3Fs medlemmer. Det er således en bred og forskelligartet gruppe, der rækker fra hjem med store sociale problemer til helt almindelige lønmodtagerfamilier.

Tallene viser imidlertid også, at den negative sociale arv ikke kan forklare hele uligheden i uddannelse. Der er også en bredere ulighed mellem forskellige sociale lag.

Det bliver tydeligt, hvis man for eksempel zoomer ind på skellet mellem de faglærtes og akademikernes børn. Begge familietyper er typisk i arbejde og sjældent præget af det, man vil kalde en hård social arv. Men blandt de faglærtes drenge er det 23%, der ikke som 25-årige har en ungdomsuddannelse – blandt drenge med akademikerbaggrund kun 9%. Dertil kommer, at akademikerbørnene langt hyppige tager en videregående uddannelse.

Mekanismer bag uligheden

Dette skel skyldes en række mekanismer, der skaber den moderne ulighed. Og disse mekanismer grundlægges allerede i skolen – ja, ofte før. Vi ved fra andre undersøgelser, at der i folkeskolen er en benhård social forskel på elevernes karakterer. Et barn af en ufaglært opnår 7,6 i snit, et barn af en faglært 8,0, mens akademikernes børn får over 9[1]. Det er frem for alt de højtuddannedes børn, der har let ved at leve op til skolens krav og forventninger.

Skellene i karakterer og uddannelsesmuligheder bunder især i tre mekanismer bag den moderne ulighed:

§        At der er ulighed i familiernes hverdagskultur.

§        At forældre ikke har de samme forudsætninger for at støtte deres børn omkring lektier, projekter, vejledning etc.

§        At uddannelsessystemets sprog og kultur passer bedst til de højtuddannede familier.

I det følgende et par ord om de tre mekanismer:

Kulturen i hjemmet er afgørende for børns udvikling: Er der stabile rammer, hvor familien samles om middagsbordet, taler om hvordan det går i skolen m.v.? Tager man ofte på ture til museer, Zoologisk Have og andet, der giver børnene nye oplevelser? Diskuterer familien en hel masse – fra tv til samfundsproblemer – eller kører »tossekassen« stort set hele tiden?

Undersøgelser viser, at børn fra »aktive« familier klarer sig langt bedre end børn fra »inaktive« familier[2]. Kulturen i hjemmet har især stor betydning for de faglærtes og ufaglærtes børn. »Mønsterbryderne« findes frem for alt i de ikke-boglige familier, der har stabile rammer, diskuterer tv og samfundsforhold, læser, tager på ture sammen m.v. Det er især børn fra »aktive« familier uden boglig uddannelse, der klarer sig godt i skolen og fortsætter i gymnasiet.

Helt anderledes går det mange af de unge, der vokser op i »inaktive« faglærte og ufaglærte familier. Det er især unge fra disse familier, som har stor risiko for hverken at gennemføre en faglig eller gymnasial uddannelse. Ofte har de klaret sig dårligt i skolen, og mange savner opbakning fra forældrene, hvis der for eksempel er problemer på teknisk skole.

Undersøgelser viser imidlertid også, at vaner og mønstre i familien langt fra kan »forklare« hele uligheden; det drejer sig nok så meget om en social slagside i de undervisningsformer og den kultur, der præger uddannelsessystemet.

Forældre har vidt forskellige forudsætninger for at støtte deres børn. Nutidens skole stiller store krav til forældrene omkring støtte til projektarbejde og lektier. Når eleven skal lave et projekt om Rifbjergs forfatterskab, er der stor forskel på, om mor er gymnasielærer eller rengøringsassistent. Det samme er tilfældet, hvis der skal skrives engelsk stil eller løses en svær matematikopgave. Forældrene har også vidt forskellige forudsætninger for at gennemskue kravene til videre uddannelse – i gymnasiet, erhvervsuddannelserne og på de videregående uddannelser.

Endelig skal det nævnes, at uddannelsessystemets sprog og kultur tit er indrettet efter familier med længere uddannelse. Hvem forstår det umiddelbart, når læreren siger at klassen skal »perspektivere« en tekst eller skrive en »synopsis«? I de seneste 10-15 år er der sket en omfattende akademisering af hele uddannelsessystemet. For eksempel er det helt ned i folkeskolens ældste klasser blevet normen, at projekter ledsages af krav om problemformulering, metodeovervejelser og perspektivering – arbejdsformer der stammer fra universiteterne og tidligere var ukendte i folkeskolen.

Akademiseringen af uddannelsessystemet forstærker den sociale ulighed. Den giver et stort fortrin til elever og forældre fra højtuddannede familier.

Endelig skal det nævnes, at traditionen i hjemmet spiller en rolle for de unges uddannelsesvalg. Mange håndværkeres børn bliver håndværkere – og mange akademikeres børn bliver akademikere. De politiske mål om mere uddannelse til de unge kræver imidlertid, at næste generation sætter sig ud over traditionen og kommer længere end deres forældre:

Alle unge skal gennemføre en faglig eller boglig uddannelse, også unge fra hjem hvor far og mor ikke har en uddannelse.

Langt flere skal tage en videregående uddannelse, og her findes potentialet nok så meget blandt de faglærtes og ufaglærtes børn.

Danmarks Statistiks nye særkørsel dokumenterer, at målet om et uddannelsesløft er snævert knyttet til opgøret med uligheden. Dermed rejses fundamentale spørgsmål:

§        Hvordan bliver vi bedre til at bryde den negative sociale arv, herunder ruste alle forældre til at yde den nødvendige støtte til deres børn?

§        Hvordan indrettes uddannelsessystemets kultur og undervisningsformer, så det passer bedre til det flertal af de unge, der ikke kommer fra hjem med lange boglige uddannelser?

Svarene på disse spørgsmål afgør, om næste generation rustes til fremtidens arbejdsmarked – og om Danmark tager et skridt frem mod lige muligheder. Det handler både om samfundsøkonomi og social retfærdighed.