Manuskript til kronik i Jyllands-Posten 29.12.2010
Kampen om arbejderne
Engang var arbejderne stovte socialdemokrater, i dag er de en ny tids svingvælgere. Faglærte og ufaglærte er i stort tal på vej tilbage til rød blok, men holder det også på valgdagen?
Det var en lun sommeraften i 1992. Denne mærkelige sommer, hvor Danmark vandt EM i fodbold, flertallet stemte nej til Maastricht-traktaten og det gode vejr bare blev ved og ved. Vi var i Fredericia – på besøg hos min daværende hustrus mormor.
Hun var en ældre dame, der havde været socialdemokrat hele livet og fulgte godt med i politik. I starten berørte vi ikke EU-afstemningen nogle uger tidligere, men havde på fornemmelsen, at mormor – til forskel fra os – stemte nej. Der skulle en snaps eller to til, før det kom frem:
»For første gang nogensinde har jeg ikke gjort, som partiet sagde at jeg skulle. Jeg stemte nej,« sagde hun.
Op gennem 1900-tallet stemte en stor del af danskerne næsten pr. automatik på Socialdemokratiet. At gøre noget andet var udenfor ens forestillingsverden. Det gjaldt ikke mindst den store gruppe af faglærte og ufaglærte. Så sent som i 1990 stemte 57 procent af arbejderne på Socialdemokratiet og yderligere 10 procent på venstrefløjen. Arbejderne var røde, så det gjorde noget.
Dette ændrede sig i 1990erne, især på grund af to spørgsmål: Indvandringspolitikken, hvor det store flertal af arbejderne var skeptiske overfor datidens liberale indvandringspolitik – samtidig oplevede mange, at Socialdemokratiet ikke længere var for »sådan nogle som os«. For eksempel omkring social fordeling, skat, EU og velfærd.
I begge tilfælde var det tætte partnerskab med de radikale en dødbringende virus. De radikale trak på én gang Socialdemokratiet for langt »til venstre« i indvandrings- og retspolitik – og for langt »til højre« omkring fordeling og velfærd.
Det borgerlige »systemskifte« i 2001 var historisk i mere end én forstand. Venstre blev landets største parti, og jordskreddet skyldtes ikke mindst et hidtil uset borgerligt flertal blandt arbejdervælgerne. Forklaringen var ikke kun, at det nye Dansk Folkeparti manifesterede sig som et udpræget arbejderparti, men også at Venstre omhyggelig iscenesatte sig som »den lille mands parti« - som Anders Fogh Rasmussen udtrykte det.
Meget tyder på, at næste valg kan blive et nyt skred – bare den anden vej. Det fremgår af en undersøgelse fra Analyse Danmark, som Ugebrevet A4 offentliggjorde i efteråret. Ved valgene i 2005 og 2007 havde rød blok atter flertal blandt arbejderne, men kun spinkelt – i 2007 bare 3 procentpoint. Nu er forspringet imidlertid massivt, hele 19 procentpoint – langt mere end blandt vælgerne som helhed.
Trods megen snak om »videnssamfund« er det store flertal i Danmark stadig faglærte og ufaglærte. En del af disse er funktionærer, men i vælgeranalyser er det knap en tredjedel af alle danskere, der ifølge eget udsagn er faglærte eller ufaglærte arbejdere. Hér finder vi ikke bare mange ansatte i industri og byggeri, men også et stort antal servicearbejdere indenfor rengøring, handel, forlystelser etc. Det er således en ganske betydelig vælgergruppe. Og frem for alt: Det er en ganske mobil gruppe, en ny tids svingvælgere.
Det er især Venstre, der mister arbejdervælgere, derimod bevarer Dansk Folkeparti nogenlunde skindet på næsen. De tre store arbejderpartier i dag er Socialdemokratiet, DF – og SF. For første gang i årtier står SF stærkere blandt arbejderne end i befolkningen som helhed.
Atter engang skyldes skiftet en blanding af udlændingespørgsmål og bredere socioøkonomisk politik. S-SF har accepteret 24-års-reglen og de øvrige stramninger af indvandringspolitikken, og for S-toppen omkring Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen er det sket af overbevisning. Samtidig viser debatten om pointsystemet, at udlændingepolitikken ikke længere pr. automatik er en borgerlig vindersag – danskerne vil have stram indvandringspolitik, men også sund fornuft.
Nok så afgørende er imidlertid Venstres ryk til højre. Arbejdervælgerne er stadig »røde«, når det handler om velfærd og social fordeling. Og disse holdninger udfordres, når regeringen forkorter dagpengeperioden, skærer i børnechecken og pålægger kommunerne massive nedskæringer. Besparelserne begrundes med finanskrisen, men mange føler med rette, at Venstre under Lars Løkke Rasmussen er vendt tilbage til en mere klassisk borgerlig-liberal politik. Den offentlige sektor skal rulles tilbage – og dén køber tømrersvenden og buschaufføren ikke.
Meningsmålinger er imidlertid ingen garant for, at skreddet blandt arbejderne også manifesterer sig på valgdagen. S-SF står overfor to vanskelige snubletråde: Den ene er – nok engang – Det radikale Venstre.
Parløbet mellem Thorning og Søvndal har bygget på en fælles interesse i at undgå fortidens tætte binding til de radikale og nærme sig mere folkelige vælgergrupper. Kalkulen var, at Vestager & Co. ikke kan pege på en anden statsminister – og at en S-SF-regering har flere forskellige flertalsmuligheder. For eksempel at føre udlændingepolitik med V og K, sådan som Helle Thorning-Schmidt en overgang lagde op til.
Tidligere på denne måned blev der imidlertid skiftet signaler. Meningsmålingerne giver fremgang til de radikale og Enhedslisten, og S- SF-toppen er under pres fra dele af baglandet. Nu hedder det sig pludselig, at »centrale politikområder« under en ny regering kun bliver til sammen med de radikale og Enhedslisten. Venstre er da heller ikke sene til at pege på, at S-SF giver de radikale vetoret i udlændingepolitikken.
Det antages tit, at klasser og sociale konflikter er forsvundet fra moderne politik. Men det er ikke rigtigt. Blandt de borgerlige repræsenterer Dansk Folkeparti andre sociale lag end de konservative. Det samme er tilfældet i oppositionen, hvor de radikale entydigt er blevet interesseparti for storbyernes højere middelklasse.
De radikale vælgere tjener godt og bor på behagelig afstand af integrationsproblemerne. De har ofte lange uddannelser, kommer sent på arbejdsmarkedet og har sjældent brug for efterløn eller sociale ydelser. I det radikale vokabularium er »reformer« lig med forringelser for dem med korte uddannelser og lave lønninger.
Dertil kommer S-SFs anden snubletråd: Det store antal tvivlere og løse vælgere. Trætheden overfor regeringen er åbenlys, tiltroen til oppositionen langt mindre stålsat. Mange føler, at politik i dag bliver til på en anden planet. Lad mig illustrere det med en enkelt episode:
Jeg holdt for nylig foredrag ved et offentligt møde på Københavns Vestegn. En yngre mand i islandsk sweater tager ordet, han er bygningsmaler og socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen:
»Folk på Christiansborg har simpelthen ikke forstået desperationen på arbejdspladserne. Det ender med kampe mellem danskere og folk udefra. Og det ender med, at også jeg deltager i slagsmålene. Jeg kan ikke leve med, at mine kollegers løn og arbejdsforhold bliver bombet år tilbage, fordi østeuropæere og andre kommer hertil og underbyder os,« siger han.
En cocktail af udlicitering, nye arbejdsorganiseringer og social dumping har brutaliseret arbejdslivet for hundredtusinder af lønmodtagere, men problemet befinder sig under den politiske radarskærm. SF har indrykket nogle annoncer mod social dumping, men S-SF giver den ikke for alvor gas.
Christiansborg er blevet en boble, hvor politik bliver til i en trekant mellem politikere, medier og embedsmænd/eksperter. Det er de nedtrampede stiers univers, som ikke kan håndtere mere end et par store spørgsmål ad gangen. Spørgsmål, der ofte udspringer af spindoktorernes taktik – eller af pres fra økonomiske og kulturelle eliter.
På Christiansborg og omegn drejer den økonomiske diskussion sig om udfordringerne på lang sigt, når globalisering og demografi spidser til. Det er vigtige spørgsmål, men for masser af almindelige mennesker handler problemerne nok så meget om her og nu. S-SF adresserer de spørgsmål, der allerede er på dagsordenen – udlændingepolitik, økonomisk politik og nu folkeskolen. Men oppositionen sætter ikke en ny dagsorden, der rækker ud over Christiansborg-universets blinde vinkler. For eksempel brutaliseringen af arbejdslivet, centraliseringen om storbyerne eller lejernes forhold.
Konsekvensen er, at emner som disse fortsat befinder sig under radarskærmen. Konsekvensen er også en voksende afstand mellem det politiske system og de folkelige lag, herunder arbejderklassen. Meget taler for, at det nye år bringer et regeringsskifte; men det vil i højere grad være funderet i borgerlig metaltræthed og højredrejning end i troen på et alternativ for folk flest.