Af Lars Olsen,
journalist og forfatter
KØBENHAVNSKE FOLKESKOLER UDDELER dumpekarakterer på
stribe. På en hel række skoler er det faglige niveau slet og ret chokerende
lavt. Situationen i Århus og Odense er ikke helt så slem, men også
alarmerende.
Det viser nye tal, som Undervisningsministeriet
offentliggjorde i denne uge. De københavnske dumpeprocenter i matematik blev
med rette en mediehistorie: På 11 af byens skoler dumpede mere end hver tredje
elev, på 3 var det sågar halvdelen eller mere. Tallene for dansk er kun en
anelse bedre. På 9 af skolerne var det mere end hver femte elev, der dumpede i
dansk – på 3 skoler sågar mere end hver tredje.
Som noget nyt offentliggør Undervisningsministeriet ikke
bare skolernes karaktergennemsnit, men også den andel af eleverne, som får
under 6 eller over 9. Også andelen med over 9 er dramatisk forskellig fra skole
til skole. Skolerne med svimlende dumpeprocenter har som regel endnu et
kendetegn: At så godt som ingen elever får mere end 9. På de fleste af
skolerne er denne andel simpelthen nul.
Tallene må fremkalde røde ører hos politikerne og Lærerforeningen.
De er slet og ret en skamstøtte over et skolevæsen, som skaber en
marginaliseret underklasse i næste generation. For det er konsekvensen, når
hundredvis af unge forlader skolen uden helt elementære færdigheder i afgørende
fag som dansk og matematik. Disse unge får svært ved at klare sig videre i
uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
DEN ANSVARLIGE KØBENHAVNSKE borgmester, Per Bregengaard
(Enhl.), tog det dog roligt. Han gjorde opmærksom på, at de dramatiske
dumpeprocenter findes på ”skoler med mange tosprogede elever, og hvor forældrene
ikke har meget uddannelse i bagagen”. Så er den ged barberet!
Det er rigtigt, at forældrenes uddannelsesmæssige
baggrund er vigtig for børnene. Trods årtiers velfærdsstat er der stadig en
massiv social arv i karaktererne – både blandt nye og gamle danskere. Men forældrebaggrund
er kun en del af forklaringen. Det viser den københavnske PISA-undersøgelse,
som tegnede det samme forstemmende billede af det faglige niveau hos mange
tosprogede elever.
Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF)
konkluderer således, at forældrenes sociale baggrund kan forklare omkring
halvdelen af de tosprogede elevers ”underpræstation” i PISA-undersøgelserne.
Resten skyldes andre faktorer.
En af dem er – ifølge AKF – skolemiljøet. De
tosprogede elever går typisk på skoler med mange andre børn, hvis forældre
gik tidligt ud af skolen. Det skyldes dels at indvandrerbørnene klumpes sammen
på bestemte skoler, dels at også de danske børn på disse skoler kommer fra
hjem uden meget uddannelse. Disse skolemiljøer har endvidere to andre
kendetegn: At lærerne har færre faglige forventninger til eleverne – og at
eleverne har mindre respekt for lærerne.
Med andre ord: Københavns bolig- og skolepolitik har skabt
en hel stribe skoler med en negativ spiral – skæv elevsammensætning, lave
forventninger, for lidt respekt. Det er disse destruktive skolemiljøer, som
forstærker den sociale arv og udløser skandaløse dumpeprocenter. Og det er
disse skolemiljøer, som hindrer kvikke indvandrerelever i at opnå rigtig
flotte præstationer.
PER BREGENGAARD ER dog langt fra den eneste, der bør få røde
ører af de nye tal. Der må også sidde et par knaldrøde af slagsen på Anders
Bondo Christensen og den øvrige ledelse i Danmarks Lærerforening. De har i årevis
set problemerne tårne sig op på de belastede skoler landet over, uden for
alvor at tage fat om nældens rod.
Jeg har i de seneste måneder besøgt mange lærerkredse og
skolemiljøer i forbindelse med min bog, ”Det delte Danmark”. Masser af
almindelige lærere oplever, at de står overfor nogle massive udfordringer, som
kræver nye svar. Men jo tættere man kommer toppen i Lærerforeniningen, desto
mere beton: PISA-undersøgelserne affærdiges som utroværdige, fordeling af
indvandrerbørn stemples som ”tvangsspredning” og gang på gang jamres der
over ”hetzen” mod lærerne.
I stedet har Danmarks Lærerforening søgt at omsætte det
lave faglige niveau i klingende mønt: Hver gang der kommer fokus på
problemerne i bunden af skolesystemet, forlanger lærerne bare flere ressourcer.
Hér er de nye tal imidlertid gode til at få forstand af. Skolerne med
astronomiske dumpeprocenter har nemlig allerede astronomiske udgifter.
På den typiske folkeskole i København koster en elev
35.000 kroner om året – til tider kun 30.000. Men på de tre grundskoler med
højest dumpeprocent i dansk (Tingbjerg, Voldparken og Stevnsgade) var tallene i
2004 på 41.000, 50.000 0g 53.000. Et af kommunens prestigeprojekter - den nye
Heimdalsgade Overbygningsskole – glimrer ikke alene ved en dumpeprocent på 68
i dansk og 66 i matematik, men også med elevomkostninger på over 61.000
kroner!
DET ER PÅ HØJE TID at gå nye veje: Det nytter ikke at hælde
flere penge i et skole- og integrationssystem, der åbenlyst ikke fungerer. Vi må
tage fat på de grundlæggende strukturer. Indvandrerbørnene må i vuggestue og
børnehave, så de starter i skole med andre og bedre forudsætninger. Og der må
gøres op med den bolig- og skolepolitik, som fører til massiv koncentration af
svage elever på enkelte skoler.
Også hér giver Undervisningsministeriets nye tal stof til
eftertanke. Dumpeprocenterne er markant lavere i Esbjerg end i København, Århus
og Odense. Og fra tidligere analyser ved vi hvorfor: Esbjergs skolevæsen er
mindre socialt polariseret end de andre store byer. Næsten alle byskoler har et
socialt blandet skoledistrikt, og det hindrer de negative skolemiljøer, som præger
de andre store byer.
På lang sigt er løsningen flere socialt blandede
kvarterer. På kort sigt er det en bedre fordeling af de indvandrerbørn, der i
en sprogtest ikke kan nok dansk. Hvis vi fortsætter som nu, har vi en etnisk
underklasse – også om tyve og tredve år.