Indlæg i Politiken 16.8.2008

EU-domme truer

velfærdsmodel

EF-domstolen baner vej for et stort antal familiesammenføringer og skaber en permanent etnisk underklasse. Danmark kan blive tvunget til civil ulydighed i EU – ellers risikerer vi et mere klassedelt og utrygt samfund

Af Lars Olsen,

journalist og forfatter

DRAMATIKKEN I EU-dommene kan ikke overvurderes. Det handler ikke bare om et sammenstød mellem EU og dansk udlændingelovgivning. Det handler heller ikke bare om et nederlag for det brede flertal, der står bag den stramme udlændingepolitik. På sigt handler det om vores velfærdsmodel.

Alt tyder på, at den nye EU-praksis vil få antallet af familiesammenføringer op på samme niveau som før stramningerne i 2002. Der bliver atter frit slag for et kulturmønster, hvor indvandrere i anden, tredje og fjerde generation henter ægtefæller i familiens gamle hjemland.

Dette ægteskabsmønster har allerede haft dramatiske følger. Der går en lige linje fra 1980ernes og 1990ernes mange familiesammenføringer til ghettoerne i vore boligområder og skoler. Der kom slet og ret for mange til, at vi kunne integrere dem ordentligt. For mange med rødder i før-moderne landsbykulturer – for mange uden uddannelsesmæssige, sproglige og andre forudsætninger for at begå sig i et højtudviklet videnssamfund.

Samfundets sociale sammenhængskraft afhænger af kapløbet mellem to processer:

På den ene side integrationen, hvor de nye danskere får arbejde, børnene begynder at klare sig i skolen og familien efterhånden bliver en del af det danske samfund. På den anden side tilgangen af nye, der kommer hertil.

I 1980erne og 1990erne vandt tilgangen tydeligvis over integrationen. Resultatet er en etnisk underklasse, der allerede i dag får advarselslamperne til at blinke:

Halvdelen af de nye danskere er udenfor arbejdsmarkedet. En stor del af deres børn forlader skolen uden elementære færdigheder. Og kriminalitets-statistikkerne taler deres tydelige sprog – den danske tradition for trygge byer er under pres.

Nuvel, vi er også ved at få en etnisk middelklasse – indvandrere der flytter i parcelhus og unge der tager gode uddannelser. Men det sker kun langsomt, og den etniske underklasse er al for stor.

VED FØRSTE ØJEKAST er tallene for familiesammenføringer ikke voldsomme: Før stramningerne 5-6.000 ægtefæller om året fra ikke-vestlige lande, i de seneste år 2-3.000. Men dynamikken er som renters rente. De 145 tyrkiske mænd, der i 1969-70 kom til Ishøj som »gæstearbejdere«, var i 2000 vokset til en befolkningsgruppe på 2813 personer, simpelthen fordi både mændene, deres børn og børnebørn hentede ægtefæller i Tyrkiet.

Samtidig betyder familiesammenføringerne, at integrationen i hver generation bliver slået tilbage til start:

Når Fatima i kraft af en kæmpe indsats fra pædagoger, lærere og andre har taget en uddannelse, bliver hun gift med Bilal fra bedstefars landsby - og han kommer hertil uden uddannelse og kendskab til dansk. Dermed starter hele møllen forfra. Der tales ikke dansk i hjemmet, familiens overhoved forstår ikke det danske samfund, børnene vokser op mellem to kulturer – og fundamentet er lagt for endnu en generation i den etniske underklasse.

Familiesammenføringerne betyder, at integrationen bliver en »evighedsmaskine«.

STRAMNINGERNE I 2002 løste langt fra alle problemer, men gav trods alt en vis ro til integrationsprocessen. Efter alt at dømme betyder EU-dommene, at tilgangen af nye definitivt vil vinde kapløbet med integrationen. Konsekvens? Øget ghettodannelse og en permanent etnisk underklasse, som sætter vores samfundsmodel under pres:

Danmark har historisk haft en god integration af lav- og mellemindkomster i kraft af to institutioner – folkeskolen og den almene boligsektor. Vores tradition for blandede boligområder og skoler er imidlertid allerede i dag løbet over ende mange steder.

Vore trygge byer risikerer at ryge samme vej, tænk bare på volden i nattelivet! Naturligvis er danske lømler en del af problemet, men kun en blind kan overse, at den etniske underklasse står for en stor del af løjerne.

Spørgsmålet er, om middelklassen også om 20-30 år vil betale for kollektiv social tryghed, hvis pengene især går til en underklasse med anden etnisk baggrund?

Her kan man få forstand af at læse en analyse af Alberto Alesina, der leder den økonomiske afdeling ved Harvard University. I en sammenligning af sociale udgifter i et stort antal lande påviser han, at graden af etnisk blanding spiller en afgørende rolle for graden af kollektive løsninger. Et etnisk opsplittet samfund gør det simpelthen sværere at skabe folkelig opbakning til social omfordeling fra de rige til de fattige.

Det er blevet sagt, at EF-domstolen bygger på en dynamisk retspraksis i stil med den amerikanske højesteret. Realiteten er, at domstolen også på anden vis er ved at skabe »amerikanske tilstande«, nemlig en udvikling i retning af det multikulturelle og usolidariske klassesamfund, vi kender fra USA.

DANMARK ER HAVNET i en kattepine af værste skuffe, hvor vi skal vælge mellem tre usikre strategier:

Ifølge statsminister Anders Fogh Rasmussen skal vi rette os efter EF-domstolen, men lede efter juridiske smuthuller og prøve at ændre direktivet i EU. Dette kræver imidlertid kvalificeret flertal mellem de 27 EU-lande, så familiesammenføringerne bliver næppe for alvor bremset ad den vej.

En alternativ mulighed er at gentænke den danske velfærdsmodel. For eksempel foreslår Politikens Tøger Seidenfaden, at man skal have betalt skat i en årrække for overhovedet at modtage sociale ydelser. Det vil mindske nytilkomnes træk på de offentlige kasser, men også skabe fattigdom af hidtil uset omfang. Titusinder af danskere og indvandrere ville i dag have svært ved at leve op til denne regel – mange af dem familier med børn.

Den tredje og sidste udvej er bragt til torvs af Danmarks førende ekspert på området. Professor i EU-ret Hjalte Rasmussen fremhæver, at EF-domstolen overskrider sine beføjelser med en vidtgående tolkning af direktiverne. Derfor foreslår han en slags civil ulydighed – at Danmark slet og ret ignorerer EU-dommene, kører videre som hidtil og dermed udløser en international debat om forholdet mellem EF-domstolen og demokratiet.

Hjalte Rasmussens forslag vil være et brud på dansk Europa-politik, der traditionelt har bekendt sig til EF-domstolen - og resultatet kan blive en krise i det europæiske samarbejde. Ikke desto mindre kan det være nødvendigt. Der står simpelthen for meget på spil.

Lars Olsen er journalist og forfatter til ”Den nye ulighed” (2007) og ”Det delte Danmark” (2005)