Manuskript til
analyse bragt i Politiken 22.3.2008
Arv.
Aktive familier skaber mønsterbrydere
»Mønsterbrydere«
kommer frem for alt fra ikke-boglige familier, der har en aktiv familiekultur.
Men uddannelsessystemet passer bedst til de højtuddannedes børn.
Vaner og omgangsformer i
familien er afgørende for, hvordan børnene klarer sig i uddannelsessystemet.
Det har stor betydning for resultaterne i skolen, om man som regel spiser sammen
med sine forældre, vokser op i et hjem med bøger og ofte diskuterer tv og
samfundsforhold.
Det viser en ny undersøgelse,
som seniorforsker Beatrice Schindler Rangvid fra Anvendt KommunalForskning (AKF)
har foretaget for Ugebrevet A4. Analysen bygger på det omfattende skema, der
ligger til grund for PISA-undersøgelserne. Her testes ikke kun elevernes færdigheder;
de unge svarer også på en række spørgsmål om forholdene derhjemme.
Den nye analyse dokumenter
to vigtige mekanismer:
·
Det er frem for alt unge fra aktive
ikke-boglige familier, der bliver »mønsterbrydere«. Det er især unge fra
hjem med en aktiv hverdagskultur, der klarer sig godt i skolen og fortsætter i
gymnasiet, selv om forældrene ikke har boglig uddannelse.
·
Familiekulturen kan imidlertid ikke
tilsidesætte de sociale skel. For eksempel klarer børn fra »inaktive«
akademikerfamilier sig bedre i uddannelsessystemet end børn fra »aktive«
familier med faglig uddannelse.
DE MEST OMFATTENDE spørgsmål
om forholdene i hjemmet blev stillet i PISA2000. Undersøgelsen blev i 2004
fulgt op af nye interview med de nu 19-årige unge. Dermed ved man ikke kun,
hvordan familiekulturen påvirker eleverne i folkeskolen, men også hvad den
betyder for deres videre færd gennem ungdomsuddannelserne.
AKFs analyse bygger på de
seks forhold i hjemmet, der har størst betydning for de unges læsefærdigheder.
Det er, om man hyppigt diskuterer tv/bøger og samfundsforhold/politik, spiser
aftensmad sammen, tager på museer m.v. samt har mange bøger og klassisk
litteratur derhjemme.
På den baggrund inddeles
familierne i dem med »høj kulturel aktivitet« og »lav kulturel aktivitet«.
Som det ses i grafikken, er der både aktive og mindre aktive familier i alle
sociale lag. Samtidig ses et klart mønster: Unge fra hjem med en aktiv kultur
klarer sig bedre i skolen end tilsvarende unge fra mindre aktive familier. De
fortsætter også oftere i gymnasiet, og færre er som 19-årige droppet ud af
uddannelsessystemet.
Forklaringen ligger lige
for. Samtaler med forældrene om alt fra tv-programmer til samfundsforhold giver
børnene en vigtig ballast. Det samme gør stabile rammer, stimulerende
udflugter og en opvækst med bøger.
Undersøgelsen viser således,
at 50 procent af de unge fra aktive ufaglærte familier tager en gymnasial
uddannelse (gymnasiet, hf, hhx eller htx); i inaktive ufaglærte familier er det
kun 30 procent. Blandt familier med faglig uddannelse er tallene 63 procent og
40 procent.
Samtidig er vaner og
omgangsformer i hjemmet afgørende for, om de unger dropper ud af
ungdomsuddannelserne. Kombinationen af en inaktiv familiekultur og manglende
uddannelsestradition er således en giftig cocktail. Langt det største frafald
findes blandt unge, der er vokset op i familier, som både er »inaktive« og
uden boglig uddannelse.
Det er der flere årsager
til. Disse unge har ofte klaret sig dårligt i folkeskolen. Samtidig mangler de
opbakning fra forældrene, hvis de får problemer med
erhvervsuddannelsen/gymnasiet og er ved at droppe ud.
DA VI STARTEDE projektet,
havde vi flere hypoteser. Den ene var, at aktive ikke-boglige familier er »rugekasser
for mønsterbrydere«. Dét blev til fulde bekræftet. Det samme er imidlertid
ikke tilfældet med en anden hypotese – at »de velstilledes forsømte børn«
klarer sig skidt – for eksempel fordi forældrene prioriterer karrieren forud
for kontakten til børnene.
Dette bekræftes ikke af
tallene. Der er et relativ højt frafald blandt 19-årige fra akademikerfamilier
med en »inaktiv« kultur, men ellers går det bemærkelsesværdigt godt for
denne gruppe. Faktisk klarer de inaktive akademikeres børn sig bedre i skolen
end børn af aktive faglærte, og flere fortsætter i gymnasiet.
Hér dokumenteres »eksamensbevisets
jernhårde lov«. Tallene viser, at de højtuddannedes børn ikke kun klarer sig
bedre, fordi deres forældre har en
mere udviklende familiekultur. Forældrenes uddannelse har også i sig selv stor
betydning.
Den vigtigste forklaring
er formentlig skolens kultur og arbejdsformer. Når eleverne skal lave et
projekt om Rifbjerg eller skrive engelsk stil, kan gymnasielærerens datter få
en helt anden hjælp derhjemme end maskinarbejderes søn. De højtuddannedes børn
vil også på forhånd være mere fortrolige med de ord og koder, der giver
bonus i uddannelsessystemet.
Dette illustreres af en ny
bog, »Ingen arme – ingen kager« (Unge Pædagoger), hvor forfatterne fulgte
et projektarbejde i 8.klasse. Titlen stammer fra et motto blandt lærerne:
Eleverne måtte selv henvende sig, hvis de ville have hjælp til projektet. Der
er jo »ansvar for egen læring«.
Projektforløbet var da
også lettere for de veluddannedes børn, som havde en intuitiv forståelse for
arbejdsformen og for ord som synopsis, perspektivere m.v. Samtidig viser bogen,
at lærerne ofte belønner evnen til at præsentere projektet højere end
arbejdsindsats og indhold. Også det er til fordel for middelklassebørnene, der
roses for sikker og rolig fremtoning og for at kunne reflektere og
perspektivere.
Den nye undersøgelse fra
AKF / Ugebrevet A4 afdækker flere fronter i kampen mod uligheden. Det er
vigtigt, at så mange forældre som muligt rustes til at give deres børn
udviklende rammer. Men der er også god grund til at se kritisk på
uddannelsessystemets egen kultur og arbejdsformer. Uddannelsessystemet er med
til at skabe social sortering og ulige chancer.
Lars
Olsen er journalist, tilknyttet Ugebrevet A4, og forfatter til »Den nye ulighed«.