Manuskript til essay bragt i Information 27.3.2010

Favntag med de uddannede klasser

Af Lars Olsen

»Det er de begavede, dannede og formuende, som i ethvert civiliseret samfund har overvægten i de offentlige anliggenders bestyrelse…«

ORLA LEHMANN,

politiker og grundlovsfader, 1861

For nylig deltog jeg i debatprogrammet P1 Formiddag. Lytterne kunne ringe ind og diskutere min nye bog, »Eliternes Triumf«. Det gjorde rigtig mange. De fleste var også på bølgelænge med bogen, hvis hovedpointe udtrykkes i undertitlen »da de uddannede klasser tog magten«.

En lytter takkede høfligt for, at han kom igennem. Han mindede om, at de fleste seriøse debatprogrammer ikke længere inddrager lyttere og seere, men er en diskussion mellem eksperter. Efter hans mening symptomatisk for mediernes tilgang til den brede befolkning:

»Når jeg ser danske film – eller en udsendelse som ”de unge mødre” – kan jeg ikke genkende mig selv og de mennesker jeg kender. Der er blevet en ondskabsfuldhed overfor de lavere klasser. Os med kun ni års skolegang gør som regel noget forkert, vi er nogle som det er synd for – eller også er vi socialt udstødte«, sagde han.

Som eksempel nævnte han, at filminstruktøren Ole Bornedal glædede sig over at uddele »proletartæsk« i sin film Fri os fra det onde.

»Vi, der ikke tilhører de højtuddannede i storbyerne, fremstilles som enfoldige småfascister – nogle der garanteret stemmer på Dansk Folkeparti og ikke kan lide mennesker med anden hudfarve. Heltene er altid nogle fra den kreative klasse,« sagde lytteren.

Efter min mening har han ret. Sociale skel reduceres al for tit til forskellige »værdier«. Vi har mistet fornemmelsen for de klassebestemte forskelle i levevilkår, der stadig præger det danske samfund. Vi antages alle at tilhøre den samme velstillede middelklasse – bortset fra små grupper af udstødte som misbrugere, hjemløse, marginaliserede indvandrere og så videre.

Jeg gennemgår i »Eliternes Triumf« Politikens dækning af to konflikter i efteråret: Da utilpassede indvandrerunge fordrev den lokale præst fra Tingbjerg, sendte avisen en stjernereporter til bydelen og svømmede over i forståelse for de unge. Men da hvide københavnske skraldemænd strejkede, var dækningen langt mere nødtørftig. Samtidig blev læserne adskillige gange mindet om skraldemændenes »lukrative« løn og mulige politiske motiver bag strejken.

To tredjedele af de voksne danskere er ufaglærte og faglærte, men arbejderklassen er forsvundet fra det offentlige rum. Det samme er sociale konflikter og troen på kollektive løsninger. Det er »de uddannede klasser« og deres verdensbilleder, der præger medierne og samfundsdebatten.

Dette skel har også præget reaktionerne på min nye bog. Som forfatter kan jeg ikke klage over manglende interesse: Store omtaler i aviserne, debatter i medierne og på nettet, et hav af kommentarer.

Reaktionerne har imidlertid fulgt et tydeligt mønster: Blandt almindelige borgere er opbakningen næsten unison, mange oplever at der bliver sat ord på deres egne frustrationer. Men jo tættere vi kommer på hovedstadens højere klasser, desto mere kritik af bogen. Hvordan kan Lars Olsen dog sige sådan, han må være betonsocialist eller det, der i vore dage er værre: Populist.

De folkelige reaktioner kommer fra mange kanter: En måned som blogger på Jyllands-Posten, det før nævnte radioprogram, mails fra en del mennesker og foredrag landet over. Nogle reaktioner er naturligvis brokkerøve, som altid lufter deres mavesurhed, men påfaldende tit er det en velformuleret kritik af en samfundsudvikling, hvor de få bestemmer over de mange.

Mange tager naturligt nok udgangspunkt i deres egen situation. Folk i sundhedssektoren, der føler sig tromlet af alliancen mellem spareivrige politikere og verdensfjerne DJØF’ere i toppen af systemerne. Undervisere, der er frustrerede over, at stadig større dele af uddannelsessystemet indrettes efter akademiske undervisningsformer. For nylig modtog jeg et brev fra en pensioneret vicekriminalkommissær. Efter hans mening skyldes den fejlslagne politireform, at folkene bag savnede kendskab til praktisk politiarbejde:

»Forarbejdet til politireformen blev gjort i en samling af jurister – herunder en forhenværende svensk rigspolitichef – og et par erhvervsfolk og så en enkelt organisationsmand, som i øvrigt skulle varetage interesserne for ca. 70 procent af de ansatte i politiet. En i mine øjne meget skæv magtfordeling,« skrev han.

Billedet er lidt forskelligt fra område til område, men grundlæggende er mønsteret det samme: Reformer og styring udformes i et samspil mellem politikere, embedsmænd, forskere og konsulenter, tilsat lidt management fra det private erhvervsliv. Det er storbyernes overklasse og højere middelklasse, der sætter deres forestillinger igennem overfor »praktikerne« og dermed etablerer nye magtforhold.

De uddannede klassers triumf har således mange ansigter. Et er den voksende afstand til hverdagens praksis blandt politifolk, lærere og sygehuspersonale. Et andet er centralisering omkring storbyer og store enheder. Et tredje er den voksende klassearrogance i kultur og samfundsdebat.

Det er imidlertid langt fra alle, som kan se dette magtskifte – endsige betragter det som et problem. For en del højtuddannede er deres egen magt nærmest udtryk for »naturens orden«. Det gælder også mange intellektuelle. For en generation siden tordnede progressive intellektuelle imod klassesamfundet, i dag betragtes ens egen sociale position som det eneste logiske.

»Selvfølgelig har eliterne triumferet. Det er jo det, der kendetegner dem. Og selvom de har lavet mange fejl, bør vi tørre vore øjne. Der er intet, der tyder på, at det ville have været federe at leve i et samfund, hvor det var de dårligst uddannede og mindst indsigtsfulde, der bestemte«, skrev sociologen Henrik Dahl i Weekendavisens anmeldelse.

Tænksomme læsere undrer sig måske over, hvorfor valget kun står mellem de højtuddannedes herredømme eller de dårligst uddannedes ditto. Lad det ligge. Jeg vil give ordet til en anden Henrik fra hovedstadens akademiske ekspertise. Lektor i statskundskab, Henrik Bang, kommenterede bogen i et debatinterview i Berlingske Tidende:

»Lars Olsen har ret i, at magten er gledet over til et stort netværk af professionelle, eksperter og kendte – både når det kommer til at sætte dagsordenen og til at udføre politik (…) De udfordringer, vi står overfor, kræver bare mere og mere ekspertviden og kompetente eliter, der kan få tingene gjort (…) Virkeligheden er alt for kompleks til, at vi kan vende tilbage til det gamle repræsentative system, hvor vi diskuterede alting i timevis«, forklarede han.

Sådan reduceres politik til teknokrati. Det afgørende er ikke sociale konflikter, heller ikke politiske valg, men såkaldt »kompetence«. Dermed lukkes øjnene for to afgørende kendsgerninger:

For det første er der stadig sociale forskelle i vores politiske holdninger og interesser. Overklassen/den højere middelklasse er godt nok delt i konkurrerende segmenter, men har også meget til fælles. For eksempel langt mere positive holdninger til globaliseringen end folk flest.

For det andet er disse holdningsforskelle ofte udtryk for forskellige levevilkår og hverdagserfaringer. Folk i samfundseliterne er ikke bare bedre uddannede, men lever også på anden vis et andet liv. De bor i storbyerne, ikke i provinsen. De bor i ejerbolig, ikke til leje. Deres børn går i gymnasiet, ikke på erhvervsuddannelse. Konsekvensen er andre vinkler på centralisering, boligpolitik og uddannelsespolitik.

Det demokratiske problem beskrives ganske præcist i den norske Magtudredning, der udkom i 2003 med en langt mere samfundskritisk konklusion end den samtidige danske:

»Mens folkeflertallet vil have økonomisk udjævning, social stabilitet og national kontrol, vil beslutningseliterne have effektivitet, omstilling og internationalisering,« konstaterer den norske Magtudredning og fortsætter:

»Selv om samfundseliterne danner undergrupper med forskellige holdninger, formes der ikke længere en alternativ elite gennem arbejderbevægelsen. Ledere i Arbejderpartiet indgår ofte i samme form for elitecirkulation som politikere i andre partier, med pendling mellem politik, erhvervslivsledelse, informations- og lobbyvirksomhed«.

Bedre kan det ikke siges! Naturligvis var der også eliter for 50-70 år siden, og rent økonomisk var klasseskellene større end i dag. Forskellen er imidlertid, at mange af datidens ledere havde rødder i arbejderbevægelsen og landboorganisationerne. Dansk politik var formet af »landsbylærere, bønder, husmænd og arbejdere« - som historikeren Hal Koch skrev i 1945.

De politiske ledere udgjorde naturligvis eliter i den forstand, at de havde større indflydelse end almindelige borgere. Men de var helt anderledes forbundet med de brede samfundsklasser. I kraft af deres sociale rødder i arbejderklassen og landbomiljøerne. Og i kraft af folkebevægelsernes stærke tillidsfolk, der hørte til de politiske lederes nærmeste omgivelser.

På få årtier er der sket et dramatisk brud med disse værdier. Over 70 procent af de yngre folketingsmedlemmer har i dag akademisk baggrund. Også på anden vis har de bedrestillede klasser erobret nye positioner – DJØFisering, akademisering, centralisering og mere af samme skuffe.

Samtidig har vi svært ved at håndtere uddannelse som en social skillelinje. Mange akademikere »glemmer«, at højere uddannelse ikke kun giver viden og overblik, men også er adgangsbillet til privilegerede levevilkår og magtfulde positioner. Når intellektuelle affejer sociale skel som et spørgsmål om kompetence, optræder de med samme klassearrogance som det gamle borgerskab.

Min bog indledes med Orla Lehmanns klassiske citat om »de begavede, de dannede og de formuende«, som også bringes i starten af dette essay. Det var ment som et finurligt apropos, men er desværre brandaktuelt.