Skæv debat om ulighed

Af Lars Olsen,

journalist og forfatter

ULIGHED OG FATTIGDOM er for alvor kommet på dagsordenen. I de seneste måneder har medierne berettet om større økonomiske forskelle mellem rige og fattige. Og på Socialdemokraternes kongres i sidste weekend var der fokus på ulighed og ”den nye fattigdom”.

Det er tiltrængt, at middelklasse-Danmark får øjnene op for dem, der ikke er på den grønne gren. Men desværre: Debatten hænger al for tit fast i fortidens billeder. Der fokuseres på økonomisk fattigdom, selv om moderne ulighed fundamentalt handler om noget andet – om ulige chancer i livet.

Danmark har fået en ny underklasse, hvor op mod 15 procent af de unge vokser op under helt andre vilkår end det store flertal. Som børn har de markant større risiko for at blive et sagsnummer på socialforvaltningen. Som voksne har de langt færre chancer for job og uddannelse. Nogle af disse hjem er også økonomisk fattige, men de fleste er det ikke. Den nye fattigdom er i sit væsen social og kulturel – og løses ikke bare ved flere penge.

EN KRONIK SATTE FOR nylig præcise billeder på den nye form for ulighed. Forfatteren er Aia Rebecca Fog, der i mange år har arbejdet frivillig på Københavns Lærerforenings Kolonier, hvor børn fra storbyen får en billig ferie i sommerlandet. Aia Fog har registreret et fundamentalt skifte hos de socialt udsatte børn, siden hun i 1984 var med for første gang:

”I gamle dage kunne børn møde op ved færgen med en Nettopose med vasketøj og kun det par hullede gårdsangersko, som de havde på fødderne. De børn ser vi stort set ikke mere. Det er også mange år siden, vi sidst købte sko til et barn, som ikke selv havde ordentligt fodtøj, ligesom jeg ikke kan huske, hvornår vi kontaktede forældre for at bede dem sende deres barn et postkort eller en pakke”, skrev Aia Fog i Berlingske Tidende og fortsatte:

”I dag er det som udgangspunkt de svageste børn, der får de største pakker med slik sendt hjemmefra. De er ofte også de mest overvægtige. De har stort set alle sammen mobiltelefoner… De er ikke desto mindre svage, fordi de ikke kender og magter nogle af de mest grundlæggende regler for menneskeligt samvær. De kan ikke sidde ordentligt ved et bord og spise sammen med de andre. De har meget svært ved at modtage kollektive beskeder”.

”Fuck dig”, ”bøsserøv” og ”fede nar” hører til det almindelige ordforråd, skriver Aia Fog, og på et splitsekund går små konflikter fra verbale udfald til slag og spark. Skiftet er udtryk for ”en samfundsudvikling, hvor fattigdom ikke længere har økonomisk markør, men social og kulturel markør”, konkluderer hun.

DEN NYE FATTIGDOM er på mange måder bagsiden af en gigantisk social succes.  Store dele af fortidens arbejderklasse er blevet middelklasse – og deres børn har helt anderledes muligheder end før. Det fremgår blandt andet af en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd foretog for Ugebrevet A4. I 1981 var det stadig 39 procent af de 25-årige, der ikke havde en uddannelse efter folkeskolen. I 2001 var denne ”restgruppe” skrumpet til 21 procent.

Det er især det brede lag af almindelige lønmodtagerfamilier, der har nydt godt af fremgangen. I 1981 fik næsten alle unge med akademikerbaggrund en uddannelse. I dag er det også tilfældet for børn af maskinarbejdere, pædagoger og andre med erhvervsuddannelse. Fremgangen har også gavnet mange unge fra ufaglærte arbejderhjem, som er vokset op under stabile familieforhold, hvor far og mor er i job og bor sammen.

Derimod er den sociale arv anderledes benhård for de familier, som præges af flere ”risikofaktorer” – hvor forældrene er marginaliserede på arbejdsmarkedet, skilt og selv gik tidligt ud af skolen. Her er det stadig over halvdelen, der aldrig når længere end folkeskolen. Og risikoen for at blive en ”børnesag” hos kommunen er mere end 30 gange større!

For nogle er økonomisk fattigdom en del af problemet. Der findes ”lommer” af fattigdom blandt nogle indvandrere og enlige mødre, men det er – heldigvis – ret begrænset. For langt de fleste bunder problemerne i en cocktail af arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau, rodede familieforhold, mangel på ”kulturel kapital” m.v. Den sociale arv handler frem for alt om forældre, der ikke magter at støtte deres børn – og offentlige systemer der ikke magter at gøre en forskel.

En del af den nye underklasse har anden etnisk baggrund, men langt de fleste er ”gammeldanskere”, der ikke fik løst billet ved arbejderklassens rejse til middelklasse-Danmark.

DEN NYE UNDERKLASSE er således radikalt forskellig fra fortidens underprivilegerede samfundsgrupper. Den har ikke den selvbevidsthed, som for eksempel kendetegnede arbejderne og husmændene. Og det er helt afgørende for de politiske løsninger.

Tidligere var vejen ud af uligheden hovedsageligt bedre materielle forhold. Hvis de underprivilegerede samfundsklasser fik adgang til gode boliger, ordentlig skolegang, uddannelsespladser og SU, så greb de og deres børn også livets muligheder. Sådan er det ikke i dag.

Den moderne underklasse tror ikke på sig selv, den mangler personlige og sociale kompetencer til at gribe de tilbud, som velfærdsstaten stiller til rådighed. Hvis de og deres børn skal blive en del af samfundet, må de støttes – og puffes – på vej. Det afgørende er øgede kompetencer, ikke flere penge. Derfor handler løsningen på den nye ulighed mere om gode børnehaver og projekter for enlige mødre end om højere overførselsindkomster.

Desværre hænger både medier, politikere og dele af det socialpolitiske Establishment fast i fortidens billeder. Det giver hurtige historier og lette point, men gør de nye fattige en bjørnetjeneste.