Analyse i Politiken 22.9.2007

CHANCE. Er lighed den enkeltes ansvar?

Ulighed handler lige så meget om boligmønstre og skolepolitik som om de valg, den enkelte træffer

Af Lars Olsen

REGERINGEN FREMLAGDE for nylig udspillet »Lige Muligheder«. Målet er, at alle børn og unge får chancen for at gribe livets muligheder, og recepten er en forstærket indsats overfor socialt udsatte familier. Først og fremmest at udvikle deres personlige ressourcer:

»Forskelle i livschancer grundlægges tidligt i barndommen blandt andet som følge af forskelle i hjemmebaggrund. Hvor forskelle i livschancer tidligere i høj grad handlede om manglende adgang til uddannelse for alle og meget ulige økonomiske betingelser, har forskelle i livschancer i dag andre årsager, herunder at mangel på personlige ressourcer og social kapital videreføres fra forældre til børn,« hedder det i regeringens udspil.

På den baggrund foreslås en række initiativer, der skal udvikle de personlige ressourcer hos børn og forældre. For eksempel øget rådgivning af tosprogede elever på erhvervsskolerne, forældrekurser på højskolerne og et bogstartprogram, hvor sundhedsplejesker og bibliotekarer skal lære forældrene at læse med børnene.

Initiativerne skal bibringe den enkelte nogle af de vaner og normer, som de mangler i dag. »Kernen i denne problemstilling er personlige ressourcer«, fastslår udspillet.

DET ER DA OGSÅ rigtigt, at ulige livschancer handler om noget andet tidligere. Mindre om materielle forhold og mere om andre faktorer – for eksempel ulighed i forældrenes uddannelse. Regeringen har også ret i, at en styrkelse af den enkeltes personlige ressourcer er en vigtig del af løsningen. De 400 millioner kroner, der foreslås afsat til nye initiativer, er formentlig givet godt ud.

Udspillet er imidlertid også præget af det rent individuelle perspektiv, som kendetegner tidens debat om sociale problemer: Der fokuseres udelukkende på det enkelte barn og familie, ikke på den ulighed der bunder i samfundets strukturer for eksempel på skole- og boligområdet.

Hverken den nye eller den tidligere socialminister har sat tal på de socialt udsatte unge. For det meste henvises til små hårdt ramte grupper, der kun udgør få procent af en ungdomsårgang – børn i misbrugsfamilier, anbragte børn m.v.

Flere undersøgelser viser imidlertid, at ulige livschancer i høj grad handler om en bredere »risikogruppe«, der er storleverandør af sociale problemer og unge uden uddannelse. De præcise tal varierer lidt. Socialforskningsinstituttet skønner, at 20 procent af alle børn vokser op i helt eller delvist ressourcesvage familier, mens der ifølge AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) er mellem 11 og 14 procent med »svag hjemmebaggrund«.

Kun de færreste af disse familier er økonomisk fattige, men præges af et samspil mellem andre risikofaktorer – forældrene gik tidligt ud af skolen, mange er på overførselsindkomst og i en del tilfælde bor far og mor ikke sammen. Det er hér, vi finder de mest marginaliserede indvandrermiljøer, men den største gruppe er immervæk enlige mødre med dansk baggrund.

HVIS DER SKAL SIKRES lige muligheder for børn i »risikogruppen«, drejer det sig nok så meget om de bredere rammer om disse familiers liv, for eksempel hvor de bor og går i skole.

Grafikken viser en analyse, hvor AE fulgte skoleeleverne i København i 1981 og så på, om de som voksne havde fået uddannelse og arbejde. Undersøgelsen viste, at de sociale forhold i skolen og lokalområdet er afgørende for unge i risikogruppen.

På de socialt velstillede skoler kom unge med svag hjemmebaggrund i uddannelse og arbejde næsten i samme omfang som deres kammerater. I 2001 var det 32 procent, der ikke havde en uddannelse og/eller levede af overførselsindkomst – kun et par procentpoint mere end deres gamle klassekammerater fra ressourcestærke familier.

Helt anderledes var det gået de unge med svag hjemmebaggrund, som gik på socialt belastede skoler, for eksempel på Nørrebro. Her var det ikke mindre end 52 procent, der som voksne var uden uddannelse og/eller på overførselsindkomst. Tendensen på landsplan er den samme, om end knap så markant.

Københavns velstillede skoler lå typisk i blandede kvarterer som Brønshøj og Vanløse. Her er både børn fra villaveje og etagebyggeri, og skolerne kan trække på en »klassekammerateffekt«, hvor de ressourcestærke elever trækker de svage op.

Samtidig har lokalområdet stor betydning for, hvordan de unge håndterer årene efter skolen: Er det normen at fortsætte i uddannelse – eller er det lige så almindeligt at tage et ufaglært job eller gå på kontanthjælp? Børn og unge er rollemodeller for hinanden, både i undervisningen og ungdomsårene.

For risikogruppen er gode rollemodeller afgørende. Det er dem, der i hverdagen kan vise vejen til et andet socialt miljø. Naturligvis kan de unges personlige ressourcer styrkes ved hjælp af professionelle psykologer, vejledere, mentorer osv. Men det er mere effektivt (og billigere), hvis klassekammeraterne og deres forældre gør en del af arbejdet.

Desværre bliver der længere mellem socialt blandede skoler og lokalområder. Mange almene boligområder er inde i en social deroute, hvor skolerne i nærheden får en stadig mere skæv elevsammensætning. Frit skolevalg og flere privatskoler trækker samme vej. Strukturer og mønstre på skole- og boligområdet vanskeliggør således den sociale integration, der er afgørende for familierne i risikogruppen.

DEN OFFENTLIGE DEBAT bevæger sig som et pendul. I 1970erne blev sociale problemer udelukkende forklaret med samfundets strukturer, og en popgruppe sang med velvalgt ironi, at »det er samfundets skyld«. I dag havner vi ofte i den modsatte grøft: Sociale problemer ses kun som noget individuelt.

I virkeligheden er det både-og. Der er god grund til at fokusere på personlige ressourcer, men også til at se kritisk på strukturerne – boligmønstrene, arbejdsmarkedet, kulturen i uddannelsessystemet etc. Lige chancer handler om grundlæggende træk ved vores samfundsindretning.  

Lars Olsen er journalist og forfatter til »Den nye ulighed« (2007) og »Det delte Danmark« (2005).