Indlæg i Politiken 2.6.2007:

De kreatives sociale blindhed

Den kreative klasse har skabt et uddannelsessystem i eget billede: Individualistisk, akademisk og med ensidig fokus på gymnasiet. Resultatet er en social skævhed, der er lige så graverende som i den sorte skole.

Af Lars Olsen

JEG HØRER TIL en af de sidste årgange, der gik i den gammeldags »sorte skole«. Da jeg begyndte i skole, stillede vi op på rækker i skolegården og gik klassevis op til lokalet. Vi rejste os pænt op, når læreren kom ind i klassen.

Den fysiske revselse af eleverne var godt nok afskaffet, men historielæreren brugte stadig pegepinden. Man kom op i et hjørne ved tavlen, vendte rumpen til og fik et par hastige svirp.

Jeg hører også til den første generation af danske elevrådsaktivister. Engang midt i 1960erne deltog jeg i det første elevrådsmøde nogensinde på min folkeskole – Rødkilde Skole. Siden sad jeg i ledelsen af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og var aktiv i den uddannelsespolitiske debat.

Jeg hører således til den generation, der fulgte efter studenteroprøret i 68 og deltog i en bred ungdomsbevægelse. Jeg er ikke lige stolt af alle datidens excesser, men grundlæggende var oprøret godt og nødvendigt. Det banede vej for mere utvunge omgangsformer og et uddannelsessystem, som lagde anderledes vægt på deltagelse og medleven. Fremskridt, som de borgerlige »glemmer« i deres angreb på 68erne.

Til gengæld blev et andet af datidens mål aldrig gennemført – det gik i glemmebogen hos mange af dem, der siden havnede i gode stillinger i toppen af systemerne: Større lighed i unges muligheder. Dengang troede vi, at opgøret med »den sorte skole« også førte til større lighed. Det skete bare ikke.

HVORFOR? LEVESTANDARDEN er ellers flerdoblet siden 1960erne. Det brede lag af lønmodtagere bor ikke i små overbefolkede lejligheder, men har carport, udestue og trygge rammer om børnenes opvækst. Også Statens Uddannelsesstøtte har en helt anden størrelsesorden end dengang. Alligevel har den sociale ulighed i unges chancer ikke rokket sig i de seneste generationer.

Bare et par tal: En ung, der vokser op i en akademiker-parfamilie, har 13 (tretten) gange større chance for at gennemføre en ungdomsuddannelse end en jævnaldrende hos en enlig mor på kontanthjælp. Og uligheden grundlægges allerede i skolen – ja, ofte før. Et barn af en akademiker får over 9 i snit, et barn af en ufaglært 7,6!

I grunden ligger forklaringen lige for: Vi har fjernet mange af de økonomiske barrierer, der hindrede arbejderklassens kvikke børn i at tage en uddannelse. Men de kulturelle barrierer er der stadig. Vore dages uddannelsessystem er stadig indrettet efter de velstillede samfundsgrupper, bare på en anden måde end før.

Moderne forældre er nærmest blevet konsulenter for deres børn. Med »ansvar for egen læring« lægges mange opgaver over på eleverne – og dermed på deres forældre. Men forældre har vidt forskellige forudsætninger for at hjælpe med projekter, for at læse opgaver og give gode råd. Der er stor forskel på, om mor er akademiker eller sidder ved kassen i Netto.

I ungdomsuddannelserne møder de unge et individualiseret system med et hav af valg, mest markant på erhvervsuddannelserne. Her er de gamle stamklasser som regel afløst af korte moduler, hvor man skifter kammerater hver 5.uge for at realisere sin helt personlige uddannelsesplan. Resultatet er, at mange savner tætte venner og faste rammer og derfor falder fra.

Vore dages magtudøvelse er mere raffineret end min historielærers pegepind; den bygger i høj grad på systemets indbyggede koder og krav. For eksempel ledsages projektarbejde lige fra folkeskolens ældste klasser af krav om, at eleven skal perspektivere og redegøre for valg af emne og metode.

Det oprindelige argument for projektorienteret undervisning var ellers, at det var konkret, tæt på elevernes hverdag. Derfor ville projektarbejde lette vejen for unge fra ikke-boglige hjem, lød argumentet. Men sådan gik det ikke. Det er ikke nok at sætte sig ind i et konkret emne og give en god fremstilling af det. Ofte vejer den teoretisk-akademiske skabelon nok så tungt.

Det er ikke noget tilfælde, at dagens unge flokkes om gymnasiet og betragter erhvervsuddannelser som noget for tabere. De unge og deres forældre aflæser blot de signaler, de møder i uddannelsessystemet – og medierne.

UDDANNELSESSYSTEMET ER I HØJ grad historien om en ny elite og dens sociale opstigning. I min barndom var skolen en af det borgerlige samfunds solide institutioner. Hvis Kaj Holger, fabrikanten fra tv’s Krønike, havde ringet til min skoleinspektør, havde de delt både normer og idealer.

Sådan er det ikke længere. Erhvervslivet domineres stadig af en borgerlig elite, men i vidensproduktionen står en ny og mere progressiv stærkt. Kald dem »kundskabsmagten« eller »den kreative klasse« - det nye lag af velstillede højtuddannede, der ikke bygger deres magt på økonomisk kapital, men på positioner i toppen af den offentlige sektor, medierne og oplevelsesøkonomien.

Det er i høj grad denne nye progressive elite, der præger uddannelsessystemet. Det er dem, der spiller førsteviolin på Danmarks Pædagogiske Universitet, i embedsapparatet og i det akademiske konsulentlag i partier og organisationer. De står også stærkt i medieverdenen og den offentlige debat. Denne kreative klasse har skabt et uddannelsessystem i eget billede, skræddersyet til børn fra deres eget sociale miljø.

Som foredragsholder rejser jeg meget rundt og taler med folk i forskellige dele af uddannelsesverdenen. Det er slående, i hvor høj grad systemets praktikere føler sig tromlet af denne akademiske elite. Deres mere jordnære indvendinger bliver overhørt – eller betragtes som udtryk for manglen på modernitet og forandringsparathed. Den kreative klasse ser nemlig ikke sig selv som en elite; den er bare mere refleksiv og fremsynet end det brede lag.

DE SENESTE ÅRS uddannelsesdebat har været et destruktivt opgør mellem det moderne Danmarks to konkurrerende eliter: I den ene skyttegrav den traditionelle borgerlige elite anført af undervisningsminister Bertel Haarder, i den anden den kreative klasse med de radikale og diverse kloge-Åge’er, sekunderet af interesseorganisationer som Danmarks Lærerforening.

En indsats imod uligheden kræver en »tredje vej«. Det handler til dels om bedre støtte til unge fra dårligt stillede miljøer, men også om at se kritisk på uddannelsessystemets egne koder og krav. Kulturen i uddannelsesverdenen må tættere på de to tredjedele af danske familier, hvor forældrene ikke har længere boglig uddannelse.

De seneste årtier har mindsket mange af de økonomiske barrierer, der hindrer lige chancer – nu må vi turde tage fat på de sociale og kulturelle barrierer.

Lars Olsen er journalist og forfatter og aktuel med bogen Den nye ulighed (Gyldendal)