Fri os for de retrøvedes lige vej

 Af Lars Olsen,
journalist og forfatter

Klumme i Politiken 31.12.2005

STATENS UDDANNELSESSTØTTE SKAL ændres, så de unge presses til at gå lige fra gymnasiet til universitetet. Det mener Velfærdskommissionen, og regeringen vil til februar foreslå det samme.

Velfærdskommissionen vil give 1.000 kroner mere om måneden i SU til dem, der starter på en videregående uddannelse højest et år efter studentereksamen. Derimod er der ingen bonus til dem, der venter mere end to år. Og denne del af kommissionens rapport har på forhånd opbakning fra regeringen: »Vi vil bruge SU som pisk og gulerod til at få unge hurtigere i gang med en uddannelse,« siger videnskabsminister Helge Sander (V).

Baggrunden er reel nok. Danske unge er relativ gamle, før de bliver færdige med en uddannelse – også i forhold til Norge og Sverige. Det kan blive et problem, når færre på arbejdsmarkedet skal forsørge flere ældre. Men der findes andre og bedre løsninger. Det vender vi tilbage til.

REFORMEN AF SU skal gøre op med de såkaldte »sabbatår« - en mærkelig betegnelse for år, hvor unge laver noget andet end at sidde på den flade i det formelle uddannelsessystem. Man overser, at kun de færreste ligger hjemme på sofaen og holder sabbat. Langt de fleste arbejder på cafeer, i børnehaver eller lignende og er del af den arbejdsstyrke, som forsørger de ældre.

Andre tager på højskole eller på en længere rejse. De møder nye miljøer og bliver klogere på andre dele af verden. Og heldigvis for det. Det får samfundet igen, når de som færdiguddannede har en bredere horisont end dem, der gik den lige vej fra gymnasiet.

Dette er især tiltrængt i disse år, hvor Danmark splittes op socialt og kulturelt. Mange studerende er vokset op i parcelhuskvarterer, hvor alle har deres på tørre – og har gået i skole med andre, der ligner dem selv. Årene i en børnehave eller rejsen til Latinamerika repræsenterer det mest realistiske bud på at møde andre miljøer, og det skal nu skæres væk.

Forslaget betyder, at hr. og fru Friværdis datter ligefrem skal have penge for at gå den lige vej fra Flinkeskolen til universitetets grønne bord, uden nogensinde at møde andre miljøer. Måske bliver hun færdig et år eller to før sidekammeraten, men er hun mere kvalificeret som lærer, arbejdsleder eller dommer? Har hun overhovedet begreb skabt om de mennesker, som hun skal undervise, lede eller dømme?

Forslaget bunder i et gammeldags akademisk syn på menneskelig udvikling. Den eneste kompetence er den, der opnås i det formelle uddannelsessystem og måles ved eksamensbordet. Men sådan er det ikke i virkeligheden.

Jeg kan se det på min 17-årige datter, som har prøvet flere kroge af skolesystemet, men for alvor er modnet af et ufaglært arbejde på et hospital. Hun har mødt tonen på en arbejdsplads, oplevet gode og dårlige kolleger, lært at tage en anden slags ansvar osv. Ifølge den nye filosofi på bjerget er det tidsspilde. Men hun vil begynde på en uddannelse med større modenhed og til sin tid blive en arbejdskraft med bredere horisont end de retrøvede, der gik den lige vej.

Velfærdskommissionens forslag bliver ikke bedre af, at den nye bonus skal betales ved at afskaffe de såkaldte »cafepenge« - SU til hjemmeboende på ungdomsuddannelserne. Forslaget er tydeligvis blevet til i velaflagte akademikerhjem, hvor de unges SU bruges på cafe. Man glemmer, at enlige forsørgere og hjem med lave indkomster har god brug for pengene: Hvis Søren ikke får SU i gymnasiet, er han måske nødt til at vælge en uddannelse med lærlingeløn – eller tage et job. Forslaget forstærker den sociale skævhed i uddannelsessystemet.

NÅR DET ER SAGT, så har Velfærdskommissionen og politikerne en pointe: Det er nødvendigt med reformer, når færre på arbejdsmarkedet skal forsørge flere ældre. Svaret må især være, at efterløns- og pensionsalderen hæves i takt med at vi bliver ældre, men måske skal det suppleres med tiltag, som får unge til at blive hurtigere færdige med uddannelsen.

I så fald er et andet forslag bedre: At støtten på anden del af de lange videregående uddannelser ikke gives som stipendier, men statslån. De studerende vil hermed få en egeninteresse i at blive hurtigere færdige og vælge uddannelser med realistiske erhvervsmuligheder.

Forslaget er tidligere fremsat af de økonomiske vismænd og nævnes som overvejelse i LO’s velfærdsoplæg. Men det blev faktisk fremsat allerede i 1975 af daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard. Det er imidlertid altid stødt på forbitret modstand. Meningsdannerne på højre- og venstrefløjen kan som regel blive enige om en ting: At de selv og deres børn skal have snablen ned i den fælles kasse.

Forslaget indebærer nemlig en markant social omfordeling. Folk med lange videregående uddannelser har også de højeste indkomster. Allerede som 31-årig har en akademiker større samlet livsindkomst end en ufaglært, der har arbejdet siden folkeskolen – og så vokser forskellen bare resten af livet. Her kan der godt flyttes lidt fra akademikeren til kassedamen ved at højtuddannede betaler noget af deres egen SU.

Når lånene indføres så sent i uddannelsessystemet, har det ikke store følger for unge fra lavindkomst-familier. De er flyttet hjemmefra, har bestået universitetets første del og blikket rettet imod de fremtidige indtjeningsmuligheder.

Desværre ender enhver reform af SU-systemet pr. automatik i gamle skyttegrave. På den ene side Velfærdskommissionen og regeringen, der vil stramme op uden at skele til bredere følger for samfundet. På den anden side oppositionen og de studerende, som siger nej til enhver forandring. Velfærdsdebatten har brug for en tredje og mere nuanceret tilgang.