Manuskript til indlæg, der i let forkortet form blev bragt i Politiken 13.3.2008

Søvndals næste svære erkendelse

Af Lars Olsen,
journalist og forfatter

VILLY SØVNDAL har i de seneste uger foretaget et imponerende ryk. De nye toner fra venstrefløjen synliggør den brede midte i udlændingedebatten, som har tegnet sig stadig tydeligere i de senere år. En midte, der lægger afstand til begge yderfløje: På den ene side til Dansk Folkeparti og andre islamofober blandt borgerlige. På den anden side til de tilbageværende »halalhippier« hos radikale og Enhedslisten.

Selvfølgelig får Søvndal knubbede ord fra Peter Mogensen, Tøger Seidenfaden og andre storbytosser på Politiken. Men det forstyrrer næppe SF-formandens nattesøvn. De pæne mennesker fra villavejene har længe været hamrende ligeglade med virkeligheden udenfor ligusterhækken.

Søvndals virkelige udfordring ligger et andet sted. Han har rykket venstrefløjen i værdidebatten og integrationspolitikken, men glider stadig udenom det afgørende spørgsmål, nemlig indvandringspolitikken.

Når Danmark i dag døjer med store uløste integrationsproblemer, er diskrimination og islamiske mørkemænd kun hjørner af forklaringen. Den afgørende årsag bunder hverken i uvilje hos »dem« eller »os«, men i manglende kvalifikationer.

1980ernes og 1990ernes indvandringspolitik åbnede for hundredtusinder med rødder i førmoderne landsbykulturer, præget af machokultur, fortidige æresbegreber og kvindesyn m.v. Mere end to tredjedele af indvandrere og flygtninge har ikke en uddannelse, og mange savner fundamental viden om det moderne samfund. Derfor har de svært ved at få arbejde – og at opdrage deres børn.

Venstrefløjen har ret i, at dårlig integration ofte bunder i »sociale problemer«. Men tit glemmes det, at disse sociale problemer er resultatet af 30 års urealistisk indvandringspolitik. Simpelthen fordi der kom for mange med for dårlige forudsætninger. Debatten havde været en helt anden, hvis den typiske indvandrer var en indisk it-specialist, der gik på arbejde, betalte skat og opdragede sine børn til det moderne samfund.

Søvndal & Co. må erkende, at »antallet betyder noget«. Det var den debat, som Socialdemokraterne førte for 5-7 år siden. Resultatet blev partiets accept af den stramme udlændingepolitik. Velfærdssamfundets sociale sammenhængskraft kræver simpelthen en håndfast regulering af indvandringen – enten gennem 24-års-reglen eller andet, der begrænser antallet med manglende kvalifikationer.

En moderne venstreorienteret politik må erkende denne banale sammenhæng. Integrationsproblemerne har lagt et voldsomt pres på den almene boligsektor og på folkeskolen i de mindre fashionable kvarterer. Uden regulering af indvandringen smadres de institutioner, som centrum-venstre opbyggede gennem 1900-tallets lange kampe. Det kan de ligusterliberale måske være ligeglade med, men det kan samfundets underprivilegerede ikke. Dét bliver Søvndals næste svære erkendelse.