Manuskript til debatindlæg i Politiken 10.12.2011

De røde tænker som overklasse

Det ligner et paradoks: Arbejderne stemmer blåt, akademikerne rødt. Mysteriet har dog en forklaring – de nye brudflader i klassesamfundet 2.0.

Af Lars Olsen

LAD OS STARTE MED et tal: 17 procent. Så mange danskere med studentereksamen satte i 1966 kryds ved Socialdemokratiet og venstrefløjen. Over 80 procent af de bogligt uddannede stemte borgerligt – radikalt, Venstre og især konservativt. Folk fra »hjem med klaver« var borgerlige, så det gjorde noget.

Det var valget i 1966, som førte til Danmarks første arbejderflertal. Og udtrykket var ikke tom retorik. Det var de mange socialistiske stemmer blandt faglærte og ufaglærte, som banede vej for S-SF’s røde kabinet.

I dag er det historiske mønster næsten vendt på hovedet. Et stort flertal af akademikerne stemmer radikalt eller rødt, derimod er det ifølge Megafon hele 69 procent af de faglærte og ufaglærte, som vil stemme blåt. Undersøgelsen er før den seneste dramatik i »Troels Lund Gate«, men repræsenterer ikke desto mindre et skred, som centrum-venstre må tage dybt alvorligt.

VED FØRSTE ØJEKAST ligner det et paradoks. Dagens helt store stemmesluger blandt de faglærte og ufaglærte er Venstre. Et parti, der har sendt regningen for krisen til arbejderklassen ved massive forringelser af efterløn, dagpenge og efteruddannelse. Og så alligevel. De mange arbejderstemmer på Venstre – og Dansk Folkeparti – er en konsekvens af klassesamfundet 2.0.

For Danmark er stadig et klassesamfund med store uligheder – i indkomst, sundhed, arbejdsliv, børnenes uddannelsesmuligheder, you name it.  Men det er klassesamfundet 2.0, med andre brudflader end det gamle industrisamfund. Skellet går ikke kun mellem top og bund, men også mellem forskellige segmenter i over- og middelklassen. Sociologen Pierre Bourdieu kalder det økonomisk og kulturel kapital – forfatteren Magnus Marsdal kampen mellem »de pengestærke« og »de skolekloge«.

Flere undersøgelser dokumenterer, at det i høj grad er dette skel, der etablerer frontlinjerne i dansk politik:

De højere økonomiske klasser stemmer V, K og Liberal Alliance. Det er typisk folk, som har gode job i den private sektor, høje indkomster og mange tillige en længere teknisk/økonomisk uddannelse. De pengestærke er borgerlige, så det gør noget – recepten er skattelettelser, dårligere velfærd og lavere sociale ydelser.

Derimod sættes krydset i de højere kulturelle klasser helt anderledes – typisk ved de radikale, SF og Enhedslisten. De skolekloge har base i de øvre lag af den offentlige sektor og indenfor kultur og kommunikation – områder der er ekspanderet gevaldigt siden 1960erne. De er især kendetegnet ved længere humanistisk/samfundsvidenskabelig uddannelse, men også af gode indkomster.

De højere kulturelle klasser er progressive/politisk korrekte, men ikke røde i socialistisk forstand. De er optaget af liberal indvandringspolitik, human retspolitik og moderne pædagogik, men forringelsen af efterlønnen holder ikke dem vågne om natten. Ifølge analyserne oplever de i mindre grad end folk flest Danmark som et klassesamfund.

Dagens centrum-venstre har base hér. Det gælder især de radikale, men i et vist omfang også S og venstrefløjen. Resultatet er, at erfaringer nedefra kun trænger langsomt og glimtvis igennem. Tag årtiers slagsmål om indvandringspolitikken. For de højere kulturelle klasser var en fremmed i årevis »en ven du ikke har mødt« – sådan oplevedes det bare ikke af lavindkomsterne i det almene boligkompleks. Eller tag uddannelsespolitikken, hvor centrum-venstre medvirkede til »ansvar for egen læring« og lod de kortuddannedes børn i stikken.

Set nedefra er de skolekloge og deres verdensfjerne forestillinger en del af miseren i klassesamfundet 2.0.

HVOR ER ARBEJDERKLASSEN i dette mønster? En undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at skellet mellem de pengestærke og de skolekloge især findes blandt de bedrestillede. Professoren og bankdirektøren tilhører forskellige segmenter, det samme er i et vist omfang tilfældet med skolelæreren og butikschefen, men sosu’eren og fabriksarbejderen er ikke så forskellige.

De faglærte og ufaglærte oplever Danmark som et klassesamfund. De er mere skeptiske overfor globaliseringen – hvad enten det er udflytning af danske job eller udlændinge, som kommer hertil. Og så føler de sig under et dobbelt pres. »Oppefra« af de højtlønnede og højtuddannede, som kører samfundet hen over hovedet på dem. »Nedefra« af marginalgrupper, der får opmærksomhed og penge uden at arbejde.

I det seneste tiår har de især stemt S og DF, en overgang også SF, og nu rider V så på en popularitetsbølge. Arbejderne er blevet svingvælgere, mange føler at politik handler om nogle andre end dem.

S-SF SØGTE I 2009-10 at nærme sig de gamle kernevælgere. Ja, forfatteren Klaus Rifbjerg mente ligefrem, at de to partier var på »populistisk speed«. Det varede nu ikke så længe. Valgkampen endte i en abstrakt appel om »fornyelse«, og samarbejdet med de radikale dræbte den røde fordelingspolitik.

Millionærskat og bankskat røg ud, forringelsen af efterlønnen står ved magt, og den nye regering kittes især sammen af forskning, uddannelse, ulandsbistand og miljø – alt sammen hjerteblod for de højere kulturelle klasser. Senest har regeringen afskaffet de særlig lave »fattigdomsydelser«. Det giver marginalgrupperne bedre liv og de skolekloge bedre samvittighed.

Der er også fremskridt for arbejderklassen – den økonomiske kickstart skaber job, og der er gode tiltag omkring social dumping og praktikpladser. Den store tegning er imidlertid tegnet af de skolekloge. Arbejdsmiljø er ikke-eksisterende i regeringsgrundlaget. Der bruges store summer på højere uddannelse, mens forbedringer af erhvervs- og efteruddannelse er »sendt til trepart«. Mens middelklassens unge får pengene af staten, skal bedre uddannelse til arbejderklassen betales af modydelser fra fagbevægelsen.

CENTRUM-VENSTRE MÅ ud af de skolekloges mentale fængsel. Ulighed skal ikke reduceres til hattedameri overfor marginalgrupperne, men handle om brede spørgsmål som indretningen af uddannelserne, et bedre arbejdsliv og ikke mindst økonomisk fordeling. Nok så tiltrængt er et opgør med de let tjente penge i den økonomiske overklasse: Grådige finansfolk, uanstændige banker, direktørlønninger ude af proportion.

Socialdemokratiet og venstrefløjen må tage udgangspunkt i det brede lag af faglærte og ufaglærte, der tager de hårde job og yder deres til samfundet. Hvis dette ikke sker, bliver andre spørgsmål afgørende for dem – surhed over betalingsringen, de nye afgifter og andet af samme skuffe. I så fald bliver den røde regeringsmagt kun en kort parentes.