Manuskript til debatindlæg i Politiken 18.12.2010

Tag dog den ærlige indvandrerdebat

Et finmasket velfærdssamfund som det danske kan ikke holde til masseindvandring af store grupper uden kvalifikationer. Store dele af centrum-venstre sejler under bekvemmelighedsflag i debatten

Af Lars Olsen

SIDEN REGERINGEN fremsatte sit misfoster af et pointsystem har centrum-venstre-fløjen været ude i en verbal borgerkrig. Skældsordene er haglet ned over Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt. Derimod er der i meningsmålingerne fremgang til Enhedslisten og de radikale, der nok engang nyder rollen som de rene, ranke og ubesmittede.

Kritikken af pointsystemet er velbegrundet, men al for mange af kritikerne rejser under bekvemmelighedsflag. Højstemt retorik skjuler en kollektiv fortrængning: Størstedelen af centrum-venstre har aldrig forholdt sig til indvandringspolitikkens skarpe hjørne – til det der i den seriøse integrationsdebat kaldes dilemmaet mellem »åbne grænser« og »åbne kasser«.

Helle Thorning-Schmidt er faktisk en af de få, som siger det ærligt: At Danmark må føre en restriktiv indvandringspolitik, så antallet af nytilkomne holdes på et niveau, hvor vi kan integrere dem. S-toppen er også åbne omkring redskaberne: 24-års-reglen og de øvrige stramninger fra 2002, tilsat S-SFs pointsystem, der i praksis betyder, at familiesammenførte skal lære elementært dansk og stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Desværre præges kritikerne ikke af samme klarhed. De radikale og dele af venstrefløjen vil afskaffe 24-års-regel m.v., men taler sjældent om konsekvensen, nemlig at Danmark føres tilbage til 1980ernes og 1990ernes indvandringsmønster. Andre på venstrefløjen har accepteret stramningerne som et nødvendigt offer til folkedybet, for igen at komme ind i ministerbilerne. Den stramme udlændingepolitik handler imidlertid ikke om taktik, men om velfærdssamfundets fremtid.

MAN SKULLE TRO, at et kig ud over ligusterhækkene gav lidt stof til eftertanke. Det danske samfund kæmper stadig med massive ghettoproblemer, som er konsekvensen af 1980ernes og 1990ernes liberale indvandringspolitik.

Dengang langt de fleste i de etniske miljøer fandt ægtefællen i det gamle hjemland, ofte som resultat af aftaler mellem familier og klaner.

Dengang titusinder kom hertil uden de uddannelsesmæssige og andre forudsætninger, der skal til for at begå sig i et moderne samfund.

Dengang analyser viste, at over halvdelen af de familiesammenførte røg direkte på langvarig kontanthjælp – og mange af de øvrige på andre ydelser.

Sat på kort formel: Dengang der kom flere, end vi magtede at integrere.

Stramningerne i 2002 brød dette indvandringsmønster. Familiesammenføringerne blev bragt ned, integrationen fik en chance, og 24-års-reglen gav indvandrerpigerne ro til at tage en uddannelse. Det er det, stærke kræfter på centrum-venstre vil kuldkaste – og de arrangerede ægteskaber og patriarkalske familiemønstre vil igen tage over.

HVIS VIRKELIGHEDEN I DE underprivilegerede bydele ikke er nok, er der også stof til eftertanke i de mere fundamentale sammenhænge mellem indvandring, kvalifikationer og sociale systemer. Hvis man kommer til et hotel i USA, bliver kufferten allerede på fortovet hentet af tjenende ånder – ofte sorte der håber på lidt håndører fra den hvide mand. Mange af dem er »working poor« - i arbejde, men fattige.

I Danmark har vi valgt en anden vej: Høj mindsteløn og ordentlige sociale ydelser. Det giver rimelige levevilkår, også for dem der ikke er på den grønne gren. Men prisen er en »høj tærskel« på arbejdsmarkedet – alle skal være i besiddelse af et vist minimum af kvalifikationer, og folk uden havner let på overførselsindkomst. Vort finmaskede sociale system – »de åbne kasser« - tvinger Danmark til relativ lukkede grænser overfor grupper, der ikke kan forsørge sig selv.

Læg dertil to af velfærdssamfundets vigtige institutioner: Almene boliger og folkeskolen. De har sikret, at også folk med lave indkomster har ordentlige boliger og skoler til deres børn. I de seneste tredve år er der imidlertid opstået nye former for ghettoer på bolig- og skoleområdet, med al for høj koncentration af indvandrere og danskere på overførselsindkomst. 40 procent af beboerne på Nørrebro og Tingbjerg siger i dag, at de er bange for at gå ud om aftenen.

Baggrunden er, at den omfattende indvandring frem til 2002 spillede sammen med en polarisering på boligmarkedet, hvor »Brian skal integrere Mustafa« i det almene boligkompleks. Et opgør med 24-års-reglen vil givetvis få champagnepropperne til at springe blandt de radikale kernevælgere i de fashionable kvarterer, men være en katastrofe for Brian og Mustafa. Det bliver nemlig dem, der skal løfte integrationen af de nye – ikke de pæne mennesker på villavejene.

I REALITETEN ER DER kun to logiske svar på dilemmaet mellem »åbne kasser« og »åbne grænser«. Det ene er velfærdssystemet og en restriktiv indvandringspolitik, sådan som S-toppen og dele af de borgerlige vil.

Det andet svar kommer fra Liberal Alliance og ligesindede, nemlig »åbne grænser« og »lukkede kasser«: En liberal indvandringspolitik kombineret med en langt mere restriktiv socialpolitik, hvor tryghed mod sygdom og arbejdsløshed overlades til privat forsikring. Også Politikens kommentatorer sværmer ind imellem for denne cocktail.

Reelt er det opskriften på en dramatisk liberalistisk samfundsforandring. Hvis vi får en stor indvandret underklasse, som hverken kan få kontanthjælp eller andre ydelser, lægges et ubærligt pres på mindstelønnen. Vi vil få »working poor«, fattigdom og ulighed i en helt anden skala – langt flere vil sove på gaderne, sådan som det kendes fra amerikanske storbyer. Vi får slet og ret et mere brutalt samfund.

Men det liberalistiske svar har trods alt en indre logik. Det samme kan ikke siges om det mummespil, der opføres af de radikale og store dele af venstrefløjen, som stadig postulerer, at vi på én gang kan have »åbne grænser« og »åbne kasser«. Danmark prøvede dette i stor skala i de sidste årtier af 1900-tallet – og eksperimentet slog fejl. Men store dele af centrum-venstre har intet lært. Man går trygt tilbage til en fuser.