Bragt i Politiken 07.05.2005

Middelklassens ansvar er i egen interesse

Af Lars Olsen,

journalist og forfatter

SOM FORFATTER er man tilfreds med, at ens debatbog skaber røre – også når folk er uenige. Jeg er dog ualmindelig glad for Henrik Dahls kritik af min bog »Det delte Danmark«. Henrik Dahl tilfører en fundamental ærlighed til en debat, som al for længe har bevæget sig som katten om den varme grød.

Henrik Dahl går i rette med mit syn på middelklassen og dens sociale ansvar (Pol. 23.4). Han mener, at jeg svigtede min datter ved at vælge den lokale folkeskole på Nørrebro. I stedet kunne jeg have gjort som ham: Da Henrik Dahls børn var små, flyttede han med sin daværende kone til Virum nord for København – med gode skoler, få sociale problemer og kun få velintegrerede indvandrere.

Jeg kommer tilbage til det personlige om lidt. Det interessante ved Henrik Dahls indlæg er det generelle: Han sætter ord på et mønster, som praktiseres diskret af mange velstillede danskere. Folk fravælger boligområder og skoler, hvor der er for mange integrationsmæssige og sociale problemer. Men det siges ikke så højt. Udadtil opretholdes en fernis, hvor virkelighedens valg ikke kommer åbent frem.

VI ER I DANMARK ved at få ghettoproblemer og socialt belastede områder, som vi kun kender fra udlandet. Og det får middelklassen til at »stemme med fødderne«. Ifølge ejendomsmæglerne trækker det ned i huspriserne, hvis der er almene lejligheder i nærheden af parcelhuset. Almene boliger er lig med »tyrkere og tabere«, og det kan køberne på boligmarkedet ikke lide.

Mønsteret er endnu tydeligere på skoleområdet. Familierne flygter fra skoler med store sociale problemer og massiv koncentration af indvandrerbørn. I stedet vælges privatskole eller folkeskole i et andet kvarter. I indvandrertætte bydele som Indre og Ydre Nørrebro, Vesterbro og Bispebjerg er det under halvdelen af børnene, der går i den lokale folkeskole. Det samme er tilfældet mange steder på Amager.

Men i den offentlige debat blev det indtil for nylig ikke anset for et problem. I stedet kunne vi læse et hav af artikler, hvor politikere, journalister og eksperter nedtonede ghettodannelsen på skoleområdet. De rigtige meningers vagtparade blev opretholdt af et lag, som aldrig selv ville lægge børn til de belastede skoler.

Tag bare Politikens interview med Margrete Vestager, fhv. undervisningsminister og radikal »kronprinsesse« (Pol.24.4). Hun fravalgte den lokale folkeskole – Amager Fælled med et flertal af tosprogede elever – og sendte i stedet sine børn til en skole længere væk. I interviewet siger Vestager, at Amager Fælled Skole er »for stor«, men at andelen af indvandrerbørn »ikke har haft nogen betydning« for valget… Ja, tja, bum, bum, bum… Uanset bevæggrundene er mønsteret påfaldende: Som undervisningsminister fornægtede Margrete Vestager problemerne, men hun lægger ikke selv børn til en af de skoler, der er resultatet af den radikale indvandrings-, bolig- og skolepolitik.

Derfor er det befriende, at en meningsdanner som Henrik Dahl sætter ord på, hvorfor middelklassen »stemmer med fødderne« og søger væk fra de belastede områder. Vi kan kun bryde den negative spiral ved at tale åbent om det og finde de nødvendige løsninger.

JEG ER ENG I, AT forældre må handle ud fra deres børns ve og vel. Da min eks-kone og jeg for ti år siden valgte den lokale folkeskole på Nørrebro, bundede det ikke i abstrakte principper, men konkrete overvejelser. Min datter, Pernille, kom på Blågårdsskolen, som dengang havde et godt ry og omkring en tredjedel indvandrerbørn. At de følgende år udviklede sig anderledes end forventet, kom bag på mig og mange andre forældre i kvarteret.

Danmark er i disse år ved at miste en flot tradition: Den socialt blandede folkeskole. I årtier har folkeskolen været et mødested for de sociale lag i samfundet – det var her, akademikeren og kassedamens børn lærte hinanden at kende. Op gennem 1900-tallet formåede denne skoletradition at forene social mangfoldighed med middelklassens egeninteresse. For også middelklassens børn vinder på den sociale blanding. Den giver bredere horisont og social kompetence i forhold til miljøer, der er anderledes end ens eget.

Men ghettodannelsen på skoleområdet har skabt en ny situation, hvor forældre tvinges til at vælge mellem fællesskabet og hensynet til deres egne børn. I den situation vælger de fornuftigvis deres barns ve og vel. Og de velstillede søger væk fra de belastede områder og skoler.

I SIDSTE ENDE ER det politikerne, der må bryde den negative spiral. Politikerne må skabe en realistisk social og etnisk balance, så familierne i tryghed kan vælge folkeskolen. Og politikerne må arbejde for socialt og etnisk blandede kvarterer. Men hvis de gør det, må middelklassen også spille med. Ved at vælge folkeskolen i stedet for privatskole. Og ved at støtte lejeboliger i de velstillede områder.

Jeg forstår godt, at folk med gode indtægter flytter ud til villakvarterne med de grønne områder. Her er ingen moraliserende pegefingre fra min side. Men middelklassen må erkende, at den ikke kan overlade hele ansvaret til politikerne – for eksempel når det gælder integration af de nye danskere.

En fornuftig social og etnisk blanding er også i middelklassens egen interesse. Sørens far og mor kan af gode grunde være kritiske overfor 1980ernes og 1990ernes liberale indvandringspolitik. Men realiteten er, at Søren bliver borger i et multietnisk samfund. Hvad enten han bliver arbejdsleder eller underviser, vil han møde mennesker med anden etnisk baggrund. 3-4 indvandrerelever i skoleklassen giver Søren en social kompetence, som han kan trække på senere i livet.

Middelklassens sociale ansvar drejer sig således ikke om politiske eksperimenter med ens børn, men at fastholde en dansk skoletradition, der er i alles interesse.

Forslag til udhævet citat:

»Også middelklassens børn vinder på socialt blandede klasser. Det giver bredere horisont og social kompetence i forhold til andre miljøer…«.