Manuskript til klumme i Metroxpress 8.9.2011

Kriser kræver retfærdighed

Når riget fattes penge, er det særlig vigtigt, at alle bidrager til regningen. Mærkelig nok er det ikke for alvor et tema i valgkampen.

Af Lars Olsen

»De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder«. Sådan lyder en gammel talemåde, der i mange år var en del af vores kollektive selvforståelse.

Måske er vi ved at glemme det. Krise og økonomi er valgets hovedtema, men mest som en dyst på økonomiske planer og prognoser. Spørgsmålet om hvem der betaler regningen, kunne ellers godt trænge til et tjek. I sidste uge viste en analyse, at de seneste års økonomiske politik i ekstrem grad vender den tunge ende nedad.

Frem mod 2020 kan den rigeste tiendedel af befolkningen se frem til en gevinst på over 10.000 kroner om året, primært som følge af lavere top- og mellemskat. Derimod er der indkomstnedgang for de 80 procent laveste indkomster. Blandt andet som følge af de beskæringer af dagpenge og børnefamilieydelse, som regeringen og Dansk Folkeparti vedtog med Genopretningspakken sidste år. Den økonomiske opstramning betales i høj grad af dem, vi tidligere kaldte arbejderklassen: Kortere dagpengeperiode, forringelse af efterlønnen, dårligere efteruddannelse.

To tredjedele af de arbejdsløse metalarbejdere vurderer, at de må gå fra hus og hjem, hvis dagpengene ryger. De kan ikke få kontanthjælp, fordi ægtefællen er i arbejde, men én indtægt er ikke nok til at betale huset. Vi har stadig tv-billederne med flyttebilen til gode. De arbejdsløse ryger først ud af systemet til næste år – efter valget.

Krisepakkerne kommer efter mange års stigende ulighed. Flødeskumsårene fra midt i 1990erne til 2008 gavnede især den rigeste tiendedel – det var primært dem, som nød godt af gigantiske arbejdsfri gevinster på aktier og fast ejendom. For nogle år siden fortalte en af mine venner, at han tjente mere på at eje sin bolig end på sit ganske velbetalte job.

Krisepolitikken forstærker denne sociale skævhed. Vi er imidlertid holdt op med at diskutere fordelingspolitik. Det antages, at 90 procent af befolkningen tilhører den samme velbjærgede middelklasse. Spørgsmålet interesserer heller ikke de bankøkonomer og kommentatorer, der agerer overdommere i medierne – krisepolitikkens menneskelige omkostninger titter kun frem i små glimt.

Det er ærgerligt. Krisetider kalder på evnen til at løfte i flok, men det fordrer én ting: Retfærdighed. Og det er et fremmedord i den førte politik.