Manuskript til klumme i Metroxpress 1.9.2011

Reform ”sikrer” øget ulighed

Indgrebet mod efterlønnen skaffer slet ikke de mange milliarder, som regeringen hævder. Eneste sikre effekt er øget ulighed blandt de ældre.

Af Lars Olsen

Forringelsen af efterlønnen er krumtappen i regeringens økonomiske ansvarlighed. Det er tilbagetrækningsreformen, der skaffer rigtig mange milliarder i regnestykket for 2020. Og derfor regeringen hævder, at den har »samlet regningen op« og »skaffet pengene«.

Realiteten er bare, at det ikke hænger sammen. Det dokumenterer en ny bog af økonom Niels Enrum og journalist Jacob Andersen. Her påvises det, at reformen slet ikke giver de mange ekstra hænder på arbejdsmarkedet, som regeringen regner med.

Problemet er ikke kun usikkerhed om, hvorvidt der overhovedet er job til så mange ældre medarbejdere – verdensøkonomien ser jo ikke for god ud. Med til billedet hører også, at mange høj- og mellemindkomster fortsat vil forlade arbejdsmarkedet, bare med en privat efterlønsordning. Bunden kan lægges med det efterlønsbidrag, man får udbetalt til næste år, derefter vil det for mange kun koste omkring 500 kroner om måneden.

Forsikringsbranchen har allerede skufferne fulde med gode tilbud. Alm. Brand havde sågar en hjemmeside, men den blev lukket igen, formentlig fordi forsikringsselskaberne ikke vil skabe støj om en reform, som kan blive en lukrativ forretning.

Samtidig vil de svagere efterlønnere i stort tal være for dårlige til at arbejde. Enrum og Andersen påviser, at der aldrig er foretaget en officiel analyse af efterlønnernes arbejdsevne. Regeringen henviser til Arbejdsmarkedskommissionen, men den undersøgte det ikke for alvor. Andre analyser tyder imidlertid på, at mellem en fjerdedel og halvdelen af efterlønnerne har stærkt nedsat arbejdsevne og sandsynligvis havner på andre sociale ydelser.

Regeringen forudsætter, at 68 procent af dem, der ville gå på efterløn, får et ustøttet fuldtidsjob. I virkelighedens verden er dette fuldstændig urealistisk. Reformens eneste sikre effekt er øget ulighed blandt fremtidens ældre.

Fagforeningerne beretter da også om stor vrede blandt arbejdergrupperne, især dem med fysisk hårde job som har mest brug for efterløn. Spørgsmålet er, om dette bliver en faktor ved valget. Inden sommerferien sagde S og SF, at de ville gøre valget til en folkeafstemning om efterlønnen, men indtil videre er det ikke blevet til så meget. Hvis vreden skal omsættes i politik, er det op til de faglige tillidsfolk.