Manuskript til klumme i Metroxpress 23.9.2011

Den maskerede klassekamp

De radikale udgør igen midten i dansk politik, men er et mere elitært parti end før. Dets vælgere er blandt de rigeste og højest uddannede.

Af Lars Olsen

Der udspiller sig i disse dage et højspændt drama ved kommende statsminister Helle Thorning-Schmidts forhandlingsbord. S-SF må nødtvunget sluge de forringelser af efterløn og pension, som de radikale i maj aftalte med VKO. En anden knast er forkortelsen af dagpengeperioden, midt i en krise hvor jobbene ikke ligefrem hænger på træerne.

Det er en social konflikt. Politik analyseres ofte som taktik og »værdikamp«, men handler også om noget så gammeldags som sociale interesser. Partierne har vidt forskellige vælgergrupper, som de tager hensyn til.

Det radikale Venstre har siden 1920erne udgjort midten i dansk politik, men er et mere elitært parti end før. Historisk var det en koalition af meget forskellige samfundsgrupper: Husmænd, skolelærere, folk i liberale erhverv… I 1979 fik partiet 7 procent blandt de højtuddannede og 5 procent blandt de kortuddannede – en ret lille forskel. Ved sidste valg, i 2007, viste analyserne et anderledes markant skel: 13 procent blandt akademikerne, men kun 3 procent blandt de ufaglærte. R repræsenterer – sammen med de konservative og Liberal Alliance – de rigeste og højest uddannede vælgere.

For de radikale kernetropper er efterløn og tidlig folkepension en unødvendig luksus. De tager lange uddannelser, kommer sent på arbejdsmarkedet, har attraktive job og lyst til at arbejde oppe i årene. De lever simpelthen et andet liv end de arbejdervælgere, som S og SF skeler til. De faglærte og ufaglærte er på arbejdsmarkedet som 18-20-årige og langt mere slidt, når de kommer op i 60erne.

Under regerings-forhandlingerne vil milliarderne sidde anderledes løst hos Margrethe Vestager ®, når det handler om de lange uddannelser. Ifølge partiet skal 25 procent af en ungdomsårgang være akademikere – godt i tråd med partiets vælgere og deres børn. Det samme er det radikale forslag om yderligere lettelser i topskatten.

Uenigheden i »rød blok« er del af et nyt mønster, hvor sociale konflikter udkæmpes indenfor begge lejre. Vi ser det samme hos de blå: Dansk Folkeparti (DF) repræsenterer mindre privilegerede vælgergrupper end de konservative og Liberal Alliance. Under VKO-flertallet søgte DF at bremse lettelser af topskatten og ville bevare en form for efterløn, i det mindste kosmetisk. Ifølge skolebøgerne har vi lagt klassekampen bag os, men sådan er det ikke altid i virkeligheden.