Politikens debatsider bragte 16.5.2009 denne brevveksling mellem forfatteren Lars Olsen og Mogens Hansen, der er rektor på Rungsted Gymnasium:

FOR OG IMOD ”AKADEMISERING” AF UDDANNELSESSYSTEMET

Kære Mogens

DET SENESTE TIÅRS udvikling i uddannelsesverdenen er et paradoks: På den ene side er der stærk fokus på mere uddannelse til flere. Et bredt politisk flertal vil have 95 procent gennem en ungdomsuddannelse – og 50 procent gennem en videregående uddannelse. Hermed menes ikke nødvendigvis akademisk uddannelse, men nok så meget korte og mellemlange uddannelser til lærere, sygeplejersker, autoteknikere etc.; alligevel et ambitiøst mål om et massivt uddannelsesløft.

Paradokset er, at uddannelsessystemet samtidig i stigende grad indrettes efter et højtuddannet mindretal. Akademisering og »ansvar for egen læring« cementerer uligheden. Blandt drenge med akademikerbaggrund har 70 procent af de 25-årige en videregående uddannelse eller er i gang, blandt jævnaldrende med ufaglærte forældre er det kun 13 procent!

Akademiseringen betyder, at kulturer og arbejdsformer fra de akademiske uddannelser har bredt sig til store dele af uddannelsesverdenen. Selv i folkeskolen er det ofte et krav ved projektarbejde, at eleverne skal skrive problemformuleringer, metodeovervejelser og perspektiveringer. Arbejdsformer, som de unge for 20-30 år siden ikke engang mødte i gymnasiet, men først på universitetet.

Resultatet er, at der etableres nye barrierer for det store flertal, der kommer fra hjem uden lange uddannelser. For dem bliver uddannelserne en endnu mere fremmed verden.

AKADEMISERINGEN ER SÆRLIG dramatisk i gymnasiet og de mellemlange videreuddannelser. Sidstnævnte kom frem, da Politiken for nogle år siden bragte en artikelserie om sygeplejeruddannelsen. En undersøgelse af det store frafald viste, at mange studerende opfatter uddannelsen som teoretisk og med for lidt praktisk indhold. Samtidig gav læger og afdelingssygeplejersker udtryk for, at de nyuddannede er usikre på basale praktiske opgaver som at skifte en bandage eller tage et blodtryk.

I virkeligheden er det kun toppen af isbjerget. Samme tendens præger uddannelser til lærere, pædagoger, fysioterapeuter m.v. Akademiseringen har styrket teoretiske sider af de mellemlange uddannelser, men svækket deres kerne – faget – og forbindelsen til det praktiske liv.

Gymnasiet præges af lignende akademisering. For eksempel er 3g´ernes store projektopgave forlænget fra en til to uger. Videnskabsteori og metodeovervejelser spiller en større rolle, og abstracts på engelsk hører nu til standardudstyret ved større opgaver. En udvikling, der opleves særlig svær for unge, som ikke kan hente hjælp hos højtuddannede forældre.

Det er fint med tværfaglighed. Men den må skabes gennem konkrete projekter, ikke ved videnskabsteori, metodeovervejelser og kunstige forløb. Det er i dag over halvdelen af en ungdomsårgang, som tager en gymnasial uddannelse. Gymnasiet er skiftet fra elite- til masseuddannelse, men har aldrig taget konsekvensen.

FORHÅBENTLIG KAN DE POLITISKE ambitioner om mere uddannelse sparke gang i debatten om de sociokulturelle barrierer. Uddannelsessystemet må reformeres, så samspil mellem teori og praksis bliver den nye røde tråd. Fra folkeskolen til de mellemlange uddannelser må begreber og teorier i højere grad læres gennem eksempler, empiri og erfaringer fra praksis.

Hvis uddannelserne skal gennemføres af de mange, kan de ikke indrettes efter de få.

Kære Lars

Vi er enige om målet, nemlig at den sociale skævhed i uddannelsessystemet skal mindskes. Den problemstilling har jeg beskæftiget mig siden min allerførste opgave på universitet i 1971. Der foretog jeg en undersøgelse af den sociale rekruttering til gymnasiet og HF. Den viste – måske ikke så overraskende – at der var en større social skævhed i rekrutteringen til gymnasiet end HF.

Den sociale skævhed i uddannelsessystemet er således ikke af ny dato. Det uddannelsessystem, man havde tidligere var utvivlsomt mere socialt skævt end det, vi kender nu. Den moderne pædagogik og det mere teoretiske og metodiske indhold skaber ikke i sig selv større sociale skævheder i uddannelsessystemet. Tværtimod kan eleverne bedre lære den ”skjulte” læreplan i fagene, når metoder og arbejdsformer kommer i fokus. Der sker en reel demokratisering, fordi eleverne ikke selv skal afkode de akademiske dagsordener.

Hermed er jeg nået frem til den såkaldte akademisering-debat. Tænk sig, at akademisering skal blive et skældsord i et videnssamfund!! Du sætter et kunstigt skel op mellem den akademiske viden og de øvrige uddannelser. Akademisk viden og teoretisk og metodisk arbejde skal ikke forbeholdes de lange akademiske uddannelser, medens andre ”blot” skal lære deres fag. Det kan ikke være rigtigt, at ikke-akademiske uddannelser ikke skal stifte bekendtskab med projektarbejde, teoretisk viden og akademisk tænkemåde. På den måde vil man jo virkelig cementere forskellene.

Når man på alle niveauer i uddannelsessystemet skal arbejde tværfagligt og teoretisk og kunne indgå i projektarbejde og andre selvstændige arbejdsformer, er det jo ikke for disse arbejdsformers egen skyld. Det er fordi alle de job, man skal bestride efter endt uddannelse, indeholder disse elementer. Det er ikke forbeholdt de akademiske uddannelser. En pædagog, en sygeplejerske eller en socialrådgiver skal også kunne bestride disse arbejdsformer.

Det er godt, at uddannelsessystemet i dag ikke er forbeholdt en elite. Gymnasiet er i dag en bred ungdomsuddannelse, men vi skal ikke sænke ambitionsniveauet. Projektarbejde og tværfagligt arbejde kræver altid et minimum af metodiske og teoretiske overvejelser. Ellers bliver projekterne golde og uden værdi for de fremtidige kompetencer. Vejen frem er ikke sænkning af det faglige niveau, fordi det ikke må blive for vanskeligt, men en insisteren på, at vi skal leve op til fremtidens krav.

Derfor er opgaven ikke at fjerne de såkaldt akademiske elementer fra fagene, men at tilrettelægge pædagogik og undervisning, så det bliver muligt for alle at tilegne sig også disse færdigheder, fordi de er nødvendige. Og det indrømmer jeg meget gerne, at vi kan blive meget bedre til.

Vi skal tilrettelægge uddannelsessystemet, så de mange får adgang til så megen viden og så mange kompetencer som muligt – vi  skal give de unge med mindre stærk boglig baggrund adgang til den viden, der tidligere var forbeholdt eliten. Det er vejen frem både for at modvirke sociale skævhed og uddanne de unge til fremtidens arbejdsmarked.

Kære Mogens

Du har ret i, at den sociale skævhed i uddannelse langt fra er noget nyt. Men læs sociologen Lars Benjaminsens analyse: Uligheden i uddannelseschancer er lige så stor som for en generation siden. I mellemtiden har vi fået en kolossal velstandsstigning og verdens mest generøse uddannelsesstøtte, men afstanden mellem børn af højtuddannede og kortuddannede har ikke rokket sig.

Forklaringen er lige for: De økonomiske barrierer er mindre, men de sociale og kulturelle barrierer har blot antaget en anden form.

Uenigheden mellem dig og mig handler ikke om tværfaglighed og projektarbejde, men om hvordan det praktiseres. Hvis vi vil bekæmpe uligheden – og ikke blot tale om det – må tværfaglighed være konkret. Det må tage udgangspunkt i konkrete problemer, sådan man siden skal i arbejdslivet – ikke i videnskabsteori og metodeovervejelser.

Det er simpelthen ikke rigtigt, at en stor del af jobfunktionerne i videnssamfundet kræver videnskabsteori og abstrakt metodeovervejelse. Seminarier og teknika fungerede tidligere som springbræt for unge fra uddannelsesfremmede miljøer. Fagligheden på de mellemlange uddannelser var tæt forbundet med praksis. Men også hér er uddannelserne tit blevet »mini-universiteter« i stedet for rettet imod professionen.

DET LYDER SMUKT, at alle skal have adgang til de akademiske dyder, men etablerer reelt nye sociokulturelle barrierer. Når gymnasieelever på 17 år pålægges at skrive abstracts på engelsk, kan man pakke det ind i alskens »moderne« ord, men realiteten er nye stopklodser for dem, der ikke kan få hjælp af højtuddannede forældre.

Den akademiske elite har skabt et uddannelsessystem i eget billede: Gymnasiet forbereder til universiteterne, og folkeskolen forbereder til gymnasiet. Resultatet er, at store dele af uddannelsessystemet indrettes efter de kun 15 procent, der tager lange akademiske uddannelser.

Lyt dog til brugerne: Det store flertal af de lærerstuderende siger i en AKF-undersøgelse, at uddannelsen er for teoretisk og løsrevet fra praksis. Og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning kritiserer akademiseringen på baggrund af spørgeskema blandt gymnasieeleverne. Forhold dig til virkeligheden, Mogens!

Kære Lars

Det er et kendt argumentationsteknisk kneb at bede ens modstander om at forholde sig til virkeligheden, for så får man jo sagt, at vedkommende er verdensfjern og uden kendskab til denne. Men hvad er det for en virkelighed, du befinder dig i, Lars?

Det er ikke virkeligheden i fremtidens vidensamfund. Skulle det være en ”akademisk stopklods” at skulle skrive på engelsk i gymnasiet og HF? Stort set alle skal bruge engelsk i uddannelse og arbejdsliv. Det er ikke forbeholdt de akademiske uddannelser. Uden sådanne krav havner man bagerst i arbejdsløshedskøen.

Et andet argumentationsteknisk kneb er at beskylde modstanderen for at tilhøre den såkaldte elite. Underforstået at man selv repræsenterer folket. En smart, men falsk modstilling – folket er praktisk – eliten er teoretisk og verdensfjern. Men den holder ikke. Skal vi skære al viden og alle arbejdsformer væk, der kan virke teoretiske og akademiske, så vi tilrettelægger uddannelserne efter laveste fællesnævner? Så ved vi jo godt, hvor Danmark havner i fremtidens globale konkurrence, nemlig bagerst.

Problemet er, at du har en snæver og statisk opfattelse af, hvad viden og faglighed er. Uanset hvilke job, man skal bestride, er viden ikke en fast og konkret størrelse. Al viden og alle fag ændrer sig, så hvis man ikke gennem uddannelsen lærer at arbejde selvstændigt og med metoder, der kan lære en at sætte sig ind i ny viden, så havner man der, hvor alle med manglende uddannelsesbaggrund altid har befundet sig, nemlig bagerst.

Og så er det i øvrigt ikke rigtigt, når du skriver, at uligheden i uddannelseschancerne er lige så store i dag som for en generation siden. I dag er det faktisk sådan, at antallet af piger, der går på universitet og hvis mor ingen uddannelse har, er tredoblet i forhold til for 20 år siden. Så de sociokulturelle barrierer kan brydes, men ingen har sagt, at det er let. Det kræver bl.a. indsigt hos lærerne og fokus på de metoder, der kan bryde disse. Men dit alternativ, nemlig at man ikke skal uddanne til fremtidens vidensamfund, vil fastholde klasseskellene.

Med venlig hilsen

Mogens