Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.7.2010

Sparevej og arbejdsvej

Af Lars Olsen

Hvis man har fulgt den politiske debat i nogle årtier, er der noget déja-vu over disse måneders opgør. Rigtig mange af argumenterne er hørt før. Nærmere bestemt i første halvdel af 1990erne.

Da Nyrup i 1993 tog over efter Schlüter, var Danmark også præget af krise og arbejdsløshed. Men den nye regering valgte en anden vej end den stramme økonomiske politik. Den satte gang i hjulene – blandt andet gennem offentlige investeringer og en skattereform.

Strategien var, at når flere kom i arbejde og betalte skat, så opløstes mange af de hidtidige dilemmaer i den økonomiske politik, og der blev plads til mere velfærd. Sat på formel: Nyrup & Co. valgte »arbejdsvejen« frem for »sparevejen«.

På kort sigt kostede det imidlertid. Der var uro på finansmarkederne, og her og nu røg de offentlige udgifter i vejret. Borgerlige politikere og kommentatorer kritiserede især det sidste. Venstres daværende næstformand, Anders Fogh Rasmussen, blev verdensberømt i Danmark for, at »pengene fosser ud af statskassen«. Politikens tegner, Roald Als, portrætterede konsekvent Fogh som en lille hulemand, der stod nede i hjørnet og messede om pengene og statskassen.

Det holdt han op med efter nogle år. Det stod klart, at »arbejdsvejen« virkede, efterhånden vakte den ligefrem international interesse. Fogh fandt andre og bedre mærkesager – skattestop og udlændingepolitik, der lå udenfor de socialdemokratiske velfærdsingeniørers univers.

Når S og SF siger, at »hvis du har 12 minutter, så har vi en løsning«, er det på sin vis i forlængelse af 1990ernes økonomiske politik – man vælger »arbejdsvejen« frem for »sparevejen«. Den borgerlige argumentation er også klassisk, nemlig at pengene fosser ud af statskassen, og at planen ikke leverer besparelser her og nu. Realiteten er imidlertid, at Danmark trods voksende underskud stadig har en af de bedste økonomier i EU. Der er spillerum til en lidt mere langsigtet løsning.

Når de konservative taler om »græske tilstande«, hører det således til i afdelingen for sommerunderholdning. Ifølge EU udgør Grækenlands offentlige gæld 125 procent af nationalproduktet, Danmarks 46 procent. Rent økonomisk befinder de to lande sig på hver deres planet.

Problemet i S-SF-planen er dét, som også prægede medierne i denne uge: Kan fagbevægelsen overhovedet levere varen? Nyrup-regeringen drejede med stor succes på nogle skruer, som politikerne selv er herrer over, mens Thorning & Søvndal er afhængige af trepartsforhandlinger med fagbevægelse og arbejdsgivere.

LO-toppen har givet håndslag på »arbejdsvejen«, men fagbevægelsen er ikke enig. FOA’s Dennis Kristensen udnytter enhver lejlighed til at rokke båden, det samme gør Bente Sorgenfrey fra den anden store hovedorganisation, FTF (paradoksalt da netop de offentlig ansatte i FOA og FTF har særlig interesse i at undgå »sparevejen«). Samtidig er det usikkert, i hvor høj grad det lokale tillidsmandslag vil bakke op om at arbejde mere.

Alligevel er det for tidligt at dømme planen ude. Fagbevægelsen har en solid egeninteresse i at få det til at lykkes. Samtidig er den offentlige debat med til at etablere en krisebevidsthed, også blandt fagbevægelsens medlemmer: Flere får øjnene op for, at en times længere arbejdstid trods alt er bedre end massive nedskæringer.

Der er fornuft i at vælge »arbejdsvejen« frem for »sparevejen«, den kan blive omdrejningspunkt for mere fremadrettede og solidariske løsninger. Men det kræver, at fagbevægelsen vedstår sit medansvar for landets økonomi – hér er brug for en tydeligere forpligtelse.