Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 24.10.2011

Varmemesteren vender hjem

Af Lars Olsen

En million danskere bor i en almen bolig, men i det nye Folketing er der ikke én. I det gamle Folketing var der trods alt to – en socialdemokrat og en DF’er – men de røg ud ved valget.

Til gengæld har vi fået en boligminister, der på anden vis kender almene boliger indefra. Carsten Hansen (S) er udlært vvs-montør og en af de få arbejdere i Folketinget. Inden da var han i ti år varmemester i et boligkompleks. Carsten Hansen fremhævede da også »feltstudierne«, da han for nylig talte på Boligsocial Årskonference, arrangeret af boligselskaberne og KL. »Det er næsten som at komme hjem,« lød det rørstrømsk fra ministeren.

Helt præcist er han »minister for by, bolig og landdistrikter«. Carsten Hansen skal således tackle de voksende geografiske skævheder – mellem villakvarterer og boligblokke og mellem (stor)by og land. De kommende måneder vil åbenbare, hvad varmemesteren fra Fyn gør ved »udkantsdanmark«, men i boligpolitikken er regeringsgrundlaget påfaldende specifikt.

Alle kommuner skal forpligtes til en boligsocial indsats. Det gælder også »kommuner der har havudsigt« - som Carsten Hansen kaldte de rige af slagsen nord for København. Og nok så afgørende: Regeringen forbereder en finansieringsreform, som gennem billigere lån og lavere husleje vil gøre den almene sektor mere attraktiv.

Dette er et brud med VK-regeringens snævre fokus. Tidligere hørte almene boliger ganske symbolsk til i Socialministeriet, og vi hørte kun om dem i forbindelse med såkaldte »ghettoer«. De store hjul malede til fordel for ejerboligerne. Mens ejerne nød skattestoppet, måtte lejerne gennem Landsbyggefonden betale for både ghettoindsats og nybyggeri af almene familie-, ældre- og plejeboliger. En skævhed, der gjorde det sværere at tiltrække ressourcestærke beboere og undgå »ghettoer«.

Fremover kaldes de »udsatte boligområder«. Det vil glæde mange beboere, som er frustrerede over ghetto-stemplet. Borgerlige kritikere hævder, at skiftet fører tilbage til fortidens berøringsangst, men det sker næppe. Denne del af regeringsgrundlaget præges heldigvis mere af socialdemokraterne end af politisk korrekte radikale.

Thorning-regeringen bebuder mere nærpoliti i de udsatte områder. Samtidig iværksættes et nyt »fast-track«, så unge lovovertrædere ikke venter i månedsvis på dom og straf, men mærker hurtig konsekvens og kommer væk fra lokalområdet. Endelig skal der udvikles en ny type sanktioner overfor de helt unge »ballademagere« og deres »asociale adfærd«.

Utrygheden i udsatte områder handler tit om kliker af store børn på 10-15 år: Hærværk, røverier mod andre børn, piger der chikaneres som »hvide ludere«… Det er ofte i gråzonen mellem drengestreger og egentlig kriminalitet, og løsningen handler mere om konsekvent opdragelse end om traditionel straf. Sanktionerne kræver nye former for samarbejde mellem nærpoliti, sociale myndigheder og de berørte familier. Og udviklingen heraf ligger, ganske betryggende, hos den nye justitsminister, den håndfaste Morten Bødskov (S), der er valgt på den københavnske Vestegn.

Det store mysterium er, hvorfor S og SF ikke inden valget gjorde mere ud af lejere og almene boliger – en million beboere er vel også en slags vælgere. I starten af valgkampen fremlagde de to partier et boligudspil med nogle af ideerne, men det blev aldrig en mærkesag. Almene beboere var en af de underprivilegerede grupper, der havnede under Christiansborgs radarskærm. På den baggrund er boligpolitikken det modsatte af et løftebrud, nemlig en uvarslet og positiv overraskelse.