Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 15.8.2010:

Demokratiets A- og B-hold

Af Lars Olsen

Det danske folkestyre præges af et nyt skel. Unge og indvandrere vender i stigende grad ryggen til politik, og vores sociale baggrund er i dag afgørende for, om vi stemmer eller ej. Et mønster, der truer den danske tradition for et bredt favnende folkestyre.

Det fremgår af en analyse, som Kasper Møller Hansen og Yosef Bhatti fra Institut for Statskundskab i København har foretaget. Den kortlægger stemmeafgivningen blandt næsten 2,4 millioner vælgere i 44 kommuner ved kommunalvalget i 2009.

Bare to tal: Blandt borgere med akademisk uddannelse stemte 78 procent. Derimod var det kun 56 procent blandt den store del af befolkningen, der ikke har anden uddannelse end folkeskolen. Altså en forskel på mere end 20 procentpoint.

Analysen blev omtalt i Politiken for nylig. Hér hæftede man sig især ved, at indvandrernes valgdeltagelse faldt fra 1997 til 2009 i både København og Århus. Et fald, der især blev begrundet med den negative offentlige tone overfor indvandrere – en figur der bruges til at forklare hvad som helst.

Uanset årsagen er det bekymrende, at indvandrere og efterkommere i stigende grad vender ryggen til det danske demokrati. Analysen viser imidlertid, at dårlig etnisk integration kun er en del af billedet. Indvandrernes lave valgdeltagelse er også del af en bredere polarisering mellem det, forskerne kalder »A-holdet« og »B-holdet«.

Valgdeltagelsen faldt ligeledes blandt de unge. Samtidig er der et markant socialt skel, også blandt danskerne. Det afgørende er ikke indkomst, men frem for alt uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Blandt kontanthjælpsmodtagere var valgdeltagelsen helt nede på 32 procent, mere end to tredjedele brugte ikke deres stemmeret!

Dette skel er velkendt i andre vestlige demokratier, men historisk set har de skandinaviske lande skilt sig ud ved stor social bredde og høj valgdeltagelse. Det hænger sammen med selve den måde, vort folkestyre blev til, nemlig gennem omfattende mobilisering af to store underprivilegerede samfundsgrupper: Først bønderne, der organiserede sig i andelsbevægelser, højskoler og Venstre. Siden byernes arbejderklasse, der gjorde det samme i fagforeninger, oplysningsforbund og Socialdemokratiet.

Den kollektive mobilisering betød, at også de kortuddannede og dårligt stillede deltog i demokratiet. Det blev simpelthen anset for en borgerpligt at stemme. Den nye analyse tyder på, at dette er ved at glippe blandt de unge og de ressourcesvage. Hér spiller det givetvis ind, at fagbevægelsen er svækket, og at der ikke diskuteres så meget politik på arbejdspladsen og i nabolaget – politik er blevet en privatsag. Samtidig bor de svage grupper mere koncentreret i belastede bydele, hvor mange ikke stemmer.

I de seneste årtier er valgdeltagelsen faldet i mange vestlige lande. I Storbritannien er den ofte under 60 procent, også i Sverige er den faldende. Danmark har hidtil holdt sig fri af den tendens. Valgforskere har blandt andet peget på, at Dansk Folkeparti mobiliserer grupper, der i Sverige er holdt op med at stemme. Af samme grund har vi haft mindre sociale skel i politisk deltagelse end på den anden side af Øresund.

Den nye analyse tyder på, at tendensen fra andre lande med nogle årtiers forsinkelse kan være på vej til Danmark. Perspektivet er bekymrende. Politikerne rekrutteres i stigende grad blandt de højtuddannede og velstillede. Hvis vælgerne efterhånden gør det samme, bliver politik for alvor en lukket fest for de bedrestillede samfundslag.