Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 20.6.2011

Ups, der er krise

Af Lars Olsen

Er billedet ved at krakelere? I det seneste halve år har regeringen sat dagsordenen for den økonomisk-politiske debat i en grad, som ingen spindoktor kan drømme om. Økonomisk ansvarlighed er blevet til et spørgsmål om offentlig budgetbalance i 2020 – om næsten ti år.

Det bliver imidlertid stadig tydeligere, at dette snævre fokus fører til katastrofal passivitet overfor de store problemer her og nu. For nylig kom advarslen fra en af landets førende eksperter i finansiering:

»Mens politikerne lader som om, at vi har lagt krisen bag os, ligger en række helt kortsigtede problemer som en bombe under dansk økonomi,« fastslog professor i økonomi ved CBS, Finn Østrup, i forbindelse med en analyse i Politiken.

Mens regeringen ser den offentlige gæld som det store problem, advarer Finn Østrup imod den store private gæld i husholdninger og virksomheder. Gælden er en følge af boligboblen; den kan gøre det svært for bankerne at låne internationalt, gør Danmark sårbar overfor rentestigninger og tilskynder befolkningen til økonomisk forsigtighed. Af samme grund vil Finn Østrup, ligesom S og SF, fremrykke offentlige investeringer, der kan sætte gang i økonomien.

Jeg har tidligere på denne plads nævnt, hvordan fhv. overvismand Christen Sørensen kritiserer »langdistance-blænderne« blandt økonomer og politikere med ensidig fokus på 2020. At Østrup & Sørensen har en pointe blev slået fast med syvtommersøm, da Danmarks Statistik for nogle uger siden offentliggjorde tal, som viser negativ vækst i de to seneste kvartaler. I den vestlige verden er kun tallene for Japan lige så dystre, men det er på baggrund af jordskælv, tsunami og A-kraft-katastrofe.

De nye tal kom ubelejligt for regeringen, midt under Folketingets afslutningsdebat. Statsministeren havde netop afsluttet sit økonomiske skønmaleri og så – ups, Danmark er i recession. Selv økonomernes førende »langdistance-blændere«, vismændene, drøfter nu behovet for at sætte mere gang i hjulene.

Det er da heller ikke alle Danmarks tal, der er negative. Væksten er i bund, men vi tilhører heldigvis den mindre gruppe EU-lande, som har relativ begrænset offentlig gæld. Vi har således spillerum til at forbedre budgetterne frem til 2020 på den gode måde: Højere vækst, flere i arbejde, færre på overførsler, større skatteindtægter…

Problemet er, at regeringen sidder på hænderne, for eksempel omkring offentlige investeringer. I stedet bruges landets dårlige økonomi som løftestang for sociale nedskæringer – 2020-debatten giver liberalistiske forandringer af det danske samfund et skær af nødvendighed.

Passiviteten overfor den aktuelle økonomi kan blive dyr på længere sigt. Især ungdomsarbejdsløsheden burde vække anderledes opmærksomhed. Erfaringerne fra 1975-85 viser, at arbejdsløshed er den værst tænkelige start på arbejdslivet. Dengang gik store grupper af unge lige fra eksamensbordet til bænken og guldbajerne, og de kom aldrig videre. Hvis ungdomsarbejdsløsheden bider sig fast, bliver konsekvensen en stor social gæld – og dræn på de offentlige kasser både før og efter 2020.

Statsministeren går til valg på økonomisk ansvarlighed og kompetence. Han har siden 2001 haft ledende ministerposter i en regering, der med Dansk Folkeparti rådede over et usædvanlig stabilt flertal. Da han trådte ind i ministerkontorerne, var dansk økonomi en af de sundeste i Europa – i dag konkurrerer vi med Japan om rekord i lavvækst. Måske er det på tide, at Løkke & Co. bedømmes på de faktiske resultater og ikke på futuristiske regnestykker for økonomien om ti år?