Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 10.10.2011

 

Mere uddannelse – til hvem?

 

Af Lars Olsen

 

Den nye regering gennemfører et massivt uddannelsesløft. Det er et mål, som forener de tre regeringspartier, men lige under overfladen lurer striden: Mere uddannelse til hvem? Det er ikke kun i fordelingspolitikken, de radikale trækker Danmark skævt – det er også i uddannelsespolitikken.

Der har længe været bred enighed om, at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Der vil nok gå mange år, før det er realiseret, men ikke desto mindre er det et vigtigt pejlemærke. Jo flere der får en faglig eller boglig uddannelse, desto bedre er fundamentet for et arbejdsliv, hvor vi skal skifte job og lære nyt mange gange i livet.

Regeringsgrundlaget udvider imidlertid dette mål. I 2020 skal 25 procent af en ungdomsårgang tage en akademisk uddannelse og hele 60 procent en kortere eller længere videregående uddannelse (i dag er målet 50 procent). De radikale foreslog det i valgkampen, og tallene er nu – uden substantiel argumentation – den nye regerings politik. Konsekvensen kan blive yderligere skævhed i uddannelsessystemet:

Hvis 60 procent allerede i de unge år skal tage en videregående uddannelse, er gymnasiet hovedsporet efter folkeskolen. Erhvervsuddannelserne bliver blindtarm i et hovedsagelig bogligt uddannelsessystem. Det hedder godt nok i regeringsgrundlaget, at »samtidig er det regeringens mål, at flere gennemfører en erhvervsuddannelse«, men modstridende mål er typiske for et kompromis, indgået i hast i tårnet på Crowne Plaza.

Også de gymnasiale uddannelser kommer under pres. De favner i dag 60 procent af en årgang, men er for mange en blindgyde. 8 procent af en årgang bruger aldrig deres studentereksamen, men bliver ufaglærte, yderligere 14 procent fortsætter i en erhvervsuddannelse efter at have været en tur forbi gymnasiet. Samtidig har gymnasierne store problemer med pjækkeri og umotiverede elever. Al for mange er havnet på den forkerte hylde og var reelt bedre tjent med en erhvervsuddannelse.

Regeringsgrundlaget henviser til, at der vil mangle arbejdskraft med videregående uddannelse. Der kommer imidlertid også til at mangle folk med faglig uddannelse. Samtidig er der grund til at skelne mellem forskellige uddannelser. Mens der bliver mangel på ingeniører og teknikere, så arbejder næsten halvdelen af de humanistiske kandidater udenfor deres fagområde.

 

Hvis 60 procent målet skal give mening, må det ses i et livsperspektiv. Ifølge Undervisningsministeriets analyser er der ikke så langt. Når dagens 9.klasser bliver omkring 40 år, forventes 49 procent at have en videregående uddannelse og yderligere 4 procent at være i gang med en. Vi skal i højere grad tænke uddannelse som noget, der foregår hele livet – og ikke kun i de unge år.

Inden valget lagde S-SF op til styrket voksen- og efteruddannelse, men det er sendt til hjørnespark – og skal op i trepartsforhandlingerne med arbejdsgivere og fagbevægelse. Denne del af øvelsen er imidlertid nok så vigtig. Der er brug for et dobbelt uddannelsesløft, hvor ufaglærte bliver faglærte – og flere faglærte læser videre til ingeniør eller meritlærer.

 

Med forringelsen af efterlønnen har politikerne besluttet, at de faglærte og ufaglærte skal arbejde til de er over 70. Hvis dette skal have bare et skær af realisme, må flere have mulighed for at skifte spor midt i livet. Der må skabes bedre rammer for, at den 38-årige tømrer kan uddanne sig til bygningskonstruktør. Forhåbentlig bruger de radikale ikke alle pengene på at få de mest dovne og umotiverede middelklasseunge igennem en højere uddannelse.