Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 28.3.2011

Social kontrakt, tak

Af Lars Olsen

For en del år siden interviewede jeg en af de borgerlige ledere i EU-parlamentet. Han var kristelig demokrat og tidligere vicestatsminister i Belgien. I småsnakken efter interviewet sagde han: »Hvis jeg boede i Skandinavien, var jeg sikkert socialdemokrat. Jeres fagbevægelse er anderledes end vores. Den er rede til at tage et ansvar for samfundet…«

Det var dengang, Danmarks statsminister hed Poul Schlüter. I 1987 indgik regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne den såkaldte fælleserklæring, som fagbevægelsen tilsluttede sig under mottoet »hellere jobfest end lønfest«. Lønfremgang blev vekslet til pensionsopsparing – af hensyn til landets konkurrenceevne.

I dag står Danmark igen med økonomiske problemer, der nærmest skriger på brede aftaler. Hér tænker jeg ikke så meget på den prokuratoragtige diskussion om offentlig budgetbalance i 2020, men nok så meget på de alvorlige bagvedliggende faktorer: For lav produktivitet, manglende uddannelsesløft, al for mange i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomst. Problemer, der kalder på omfattende løsninger – på det der under andre himmelstrøg kaldes en »social kontrakt«.

Med de efterhånden forkætrede »12 minutter« lægger S-SF, støttet af fagbevægelsen, op til en ny omfattende trepartsaftale. Planen har fået en ilde medfart i medierne og kommentator-Danmark, men er faktisk bedre end sit rygte. Trods uenigheder og løse ender er der elementær sund fornuft i en bred aftale, som omfatter både den korte og lange bane.

Et af de største problemer er folkeligt – nogle vil sige pædagogisk – og rammer både regeringen og S-SF. Politikere, økonomer og medier er optaget af, hvordan vi øger arbejdsudbuddet, når der engang i fremtiden bliver mangel på arbejdskraft. Mange almindelige mennesker har det imidlertid som Storm P.: De tager først hatten af, når de møder manden. De kan ikke se visdommen i at arbejde mere, samtidig med at kollegerne får fyresedlen.

I årevis forudså prognoserne, at manglen på arbejdskraft ville blive dramatisk fra 2010. Men da vi nåede 2010, var der tværtimod arbejdsløshed – der kom lige en finanskrise forbi. De demografiske ændringer, med flere ældre og færre på arbejdsmarkedet, betyder formentlig, at prognoserne får ret på længere sigt. Spørgsmålet er bare hvornår – og hvordan det håndteres folkeligt og demokratisk.

I toppen af fagbevægelsen tales der om en omfattende trepartsaftale, som rækker mindst tre år frem. En S-SF-regering skal forpligte sig til fra år 1 at skabe øget vækst og lavere arbejdsløshed. Til gengæld vil fagbevægelsen forpligte sig til i år 2 eller 3 at skaffe de manglende ekstra hænder – hér kan også højere arbejdstid komme i spil.

I sidste uge kom den mest kritiske forbundsformand i LO, FOA’s Dennis Kristensen, med sin version. Det store offentlige forbund smider den 5.ferieuge på bordet, hvis politikerne leverer noget den anden vej – tryghed, medindflydelse, bedre efteruddannelse etc. Dennis Kristensen har længe været mediernes darling og de øvrige fagbossers hadeobjekt, med de nye meldinger kommer han mere ind på geled.

Der vil givetvis komme andre emner på bordet – en indsats imod social dumping er tiltrængt. Vi vil også opleve mere støj og flere uenigheder, sådan er den slags forhandlingsspil. Ikke desto mindre er denne bøvlede og usikre vej at foretrække frem for den nuværende regerings nedskæringer, som entydigt vender den tunge ende nedad. Danmark må finde tilbage til traditionen for socialt afbalancerede løsninger, hvor vi løfter i flok. Brede aftaler er bedre end klassekamp.