Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.4.2011

Talkrigere på glatis

Af Lars Olsen

Kampen om Danmarks økonomiske fremtid sætter atter dagsordenen. Regeringens plan for økonomien i 2020 er på trapperne, S-SF sysler med en lignende 2020-plan, og i sidste uge åbnede Dansk Folkeparti for at øge pensionsalderen for folk i 50erne. En optakt til de forhandlinger, der skal finde 50 milliarder, som angiveligt mangler i 2020.

De næste ugers historier i medierne kan næsten skrives på forhånd: Nu er der et stort »hul« i dén plan – og hov, minsandten også i dén plan. Politikerne vil dunke hinanden i hovedet med tal, økonomerne vil komme med prognoser 10, 20 og 30 år ude i fremtiden, og befolkningen vil sidde lettere mystificeret tilbage.

I sidste uge fik den store Christiansborg’ske talkrig en tankevækkende optakt. Regeringen kalkulerede ikke alene underskuddet i 2010 43 mia. kroner for højt, en lignende fejlkalkule er på vej for 2011 og 2012. Det viste beregninger fra Lån & Spar Bank, som anklagede regeringen for bevidst at overdrive underskuddet, så der udløses en henstilling fra EU:

»Målet har været at skabe en stigende krisebevidsthed i befolkningen – en slags brændende platform – som kunne skabe grundlaget for at lave om på de ting, man gerne ville lave om på,« sagde cheføkonom Kai Lindberg til Børsen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen indrømmede, at også Finansministeriet forventer et langt mindre underskud, men forsvarede sig med, at prognoser fra vismændene og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd også tog fejl. Et stort spørgsmål står imidlertid tilbage: Når prognoserne kan skønne 40 mia. kroner forkert et halvt eller helt år ude i fremtiden, hvordan kan regeringen så med stor præcision forudse underskuddet i 2020 – altså om næsten ti år? Realiteten er, at langsigtede prognoser er ekstremt usikre og bygger på et hav af forudsætninger, der kun skal ændre sig ganske lidt, før regnestykket bliver helt anderledes.

Kun en blind kan overse, at Danmark står med store økonomiske udfordringer. Hér tænker jeg ikke kun på den demografiske udvikling, men nok så meget på de andre faresignaler: Tab af private arbejdspladser, lav produktivitet, manglende uddannelsesløft og al for mange på overførselsindkomst. Økonomien i 2020 kan udvikle sig meget forskelligt afhængig af konjunkturerne – og af hvordan disse spørgsmål håndteres.

Et eksempel: Da Danmark i 1970erne blev ramt af langvarig massearbejdsløshed, kostede det ikke kun kassen på kort sigt. Det skabte også en langvarig social gæld. Årtier efter kunne man i analyser af de marginaliserede se en »pukkel« i de aldersgrupper, der forlod uddannelsessystemet under ungdomsarbejdsløsheden og aldrig fik fodfæste på arbejdsmarkedet. I disse årgange var der særlig mange, som år efter år udgjorde en dødvægt på de offentlige budgetter: Mindre skatteindtægter, højere overførselsindkomster, dyre sociale foranstaltninger – siden også til deres børn.

De offentlige budgetter i 2020 hænger blandt andet sammen med, om den nuværende ungdomsarbejdsløshed skaber en lignende social gæld. Hér risikerer regeringen med sin halvhjertede indsats at sende en stor regning videre til næste generation.

Cheføkonomen i Lån & Spar har en pointe: Regeringen bruger de dystre prognoser til at skabe en brændende platform. Det er helt legitimt, at V og K vil et samfund med lavere sociale ydelser, mindre skatter og mere privat forsikring. Men så sig det dog ærligt – og lad være med at pakke det ind i futuristiske regnestykker. Talkrigen blokerer for en meningsfuld samtale om de økonomiske problemer og skaber mest af alt politikerlede.