Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 7.3.2011
De nye arbejderstemmer
Af Lars Olsen
»Solen er ved at stå op over Amager Fælled, fuglene har allerede sunget i et par timer, men nu giver de den virkelig gas. Himlen bliver helt klar og lyseblå, skyerne bliver sat i brand, og så lige med ét kommer solen op over horisonten, stor, rund og et intenst orange lys (…) Det bliver ikke bedre«.
Passagen er en af de mere lyriske i »Beton – historier fra skurvognen«, der udkom i sidste uge. Forfatteren er den unge betonarbejder Jakob Mathiassen, en af de nye stemmer fra en del af samfundet, vi ellers ikke hører så meget til.
Han fortæller om livet som betonarbejder – på godt og ondt. Vi hører om tåbelige chefer, polske løntrykkere og faretruende arbejdsulykker, men også om hash på byggepladsen, drukture og en kollegas forsøg på import af thaipiger. Vi møder gamle Svend, som er slidt og ikke har råd til at gå på efterløn, men sidder i skurvognen og læser astronomi – det eftertragtede otium skal jo forberedes…
Mathiassen beskriver »pendlerhierarkiet«, hvor de højtlønnede bor tæt på hovedstaden, mens de lavtlønnede døjer med lang transport. Ifølge en uformel undersøgelse bor københavnske betonarbejdere i snit
Jeg kom i kontakt med Jakob Mathiassen for et års tid siden, han havde læst »Eliternes Triumf« og mailede til mig. På denne plads fortalte jeg om hans undersøgelse af partivalget i skurvognene. Blandt betonarbejderne er der kun tre store partier: Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti – og sofaen. Kollegerne vender ryggen til venstrefløjen, fordi »den ikke længere er en arbejderbevægelse, men er blevet en akademikerbevægelse«, mener Mathiassen.
Det synspunkt er han langt fra ene om. Den nyudsprungne forfatter tilhører en ny generation af røde arbejderstemmer. Sidste år udsendte den unge murersvend Matthias Tesfaye bogen »Vi er ikke dyr, men vi er tyskere«. På modkraft.dk findes flere skribenter med samme baggrund, jeg møder dem også ved foredrag rundt om i landet.
De unge arbejdere har en naturlig selvbevidsthed. De ved, at de repræsenterer en erfaringsverden, som jævnaldrende akademikere aldrig kommer i nærheden af. Mens de velstillede på begge fløje hylder globaliseringen, så er de nye arbejderstemmer bevidste om dens skyggesider – indvandrerproblemer, udenlandske løntrykkere, udflytning af arbejdspladser... Politisk korrekthed er erstattet af en ny form for social kampgejst.
En mere moderat udgave af samme tendens er på vej i Socialdemokratiet. Folketingsmedlem Leif Lahn Jensen, tidligere havnearbejder, har taget initiativ til et Arbejdernetværk, der skal få flere faglærte og ufaglærte ind i politik. Også hér er mange unge med. En ny generation, der ikke vil overlade samfundets udformning til dem med de lange uddannelser og det privilegerede liv.
Den nye selvbevidsthed er tiltrængt. Den klassiske arbejderbevægelse havde klassestolthed: »Gør din pligt – kræv din ret,« stod der på de gamle fagforeningsfaner. I dag betragtes faglærte og ufaglærte som tabere i et samfund, hvor vejen til status og succes er brolagt med fine eksamenspapirer. Det er dette billede, de nye arbejderstemmer antaster. De er kvikke og velformulerede, men har fravalgt den boglige uddannelse, der ellers regnes som det eneste saliggørende. »Videnssamfund« eller ej, Danmark har fortsat brug for praktisk arbejde – og respekt for det.