Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.6.2010

Den ekskluderende skole

Af Lars Olsen

Eleverne skal ud af specialundervisningen og ind i de normale klasser. Sådan lyder et nøgleelement i den aftale, som regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) indgik i sidste weekend.

»Vores folkeskole skal være mere inkluderende, fordi det skaber et mere tolerant samfund«, fastslår den nye undervisningsminister, Tina Nedergaard (V), der på rekordtid har lært uddannelsesverdenens progressive buzzwords.

Det er da også rigtigt, at specialundervisning sluger en al for stor del af folkeskolens budget. Problemet er bare, at hverken regeringen eller KL stiller Holbergs klassiske spørgsmål: Hvorfor drikker Jeppe? Omfattende skandinavisk forskning dokumenterer ellers, at det i høj grad er den moderne individualiserede og selvansvarlige skole, som selv skaber sine utilpassede elever.

Sidste år udsendte den svenske socialantropolog Åsa Bartholdson afhandlingen »Den venlige magtudøvelse«, som satte fingeren på ømme punkter i både den svenske og danske skole. Hun pegede på, at eleverne skal tage ansvar for egen læring, styre sig selv og evaluere sig selv i en grad, som mange børn ikke er i stand til. Parallelt hermed er opstået en »autoritetskrise« - lærerne tør ikke åbent stå ved deres magt, men søger at styre gennem bløde og til tider usynlige rammer.

»Der findes selvfølgelig børn, der har problemer, som kan kobles til andre sammenhænge. Men den stigning, vi ser i antallet af børn med psykiske diagnoser, bliver en måde for skolerne at løse en situation, hvor man har overladt alt for meget ansvar til eleverne«, sagde Åsa Bartholdsson til Information.

En omfattende statistisk analyse fra det svenske Skolverket peger samme vej. Det faglige niveau i den svenske skole er faldende, samtidig med at de sociale forskelle er øget. Afstanden mellem de højtuddannedes og de kortuddannedes børn er større end for tyve år siden, og en af forklaringerne er skolens undervisningsformer.

Skolverket peger på, at klasseundervisning og gruppearbejde viger for den enkeltes individuelle arbejde. Baggrunden er, at eleverne skal lære selv at finde information og drage konklusioner, men hertil »behøver eleverne mere lærerstøtte end de faktisk får«, konkluderer rapporten.

Konsekvensen er, at støtte fra forældrene får større betydning, det samme gør forældrenes sociale baggrund. Danske og norske undersøgelser peger i samme retning. Men politikere, embedsmænd og størstedelen af den pædagogiske elite sætter kikkerten for det blinde øje. Det moderne skoleideal er en vidtgående individualisering, som ikke kan lade sig gøre i en klasse med 25 elever – den fordrer et omkostningsniveau, politikerne ikke vil betale for, og som vi realistisk set ikke har råd til.

Dobbeltmoralen findes i renkultur i det skoleudspil, KL udsendte for nylig. Kommunerne ønsker, at fire femtedele af eleverne i specialundervisning føres tilbage til normalklasserne. Men samtidig sættes turbo på præcis de mekanismer, der ekskluderer store elevgrupper:

KL vil fra 6.klasse opløse den udelte skole, bygget op om klassen som social enhed. Fra da af skal eleverne vælge deres eget individuelle forløb og afslutte med en prøve, der svarer hertil. Konsekvensen bliver større ulighed. Det er de stærke elever, bakket op af uddannelsesvante forældre, som kan styre »det fleksible skema« og shoppe rundt mellem forelæsninger, projekter og forskellige kurser.

Forhåbentlig får disse ideer ikke for alvor medløb på Christiansborg. Men udspillet viser en gammel sandhed: Når politikere vil spare, er intet så godt som en omgang progressiv pædagogik.