Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.4.2010

To byer – to strategier

Af Lars Olsen

Landets to store byer kæmper med mange af de samme integrationsproblemer. Titusinder af indvandrerunge forlader folkeskolen uden at have lært nok. Og skoleverdenen er stærkt polariseret. Skoler i belastede områder er ved at gå til i en cocktail af sociale problemer og dårlig integration.

Hér hører lighederne imidlertid også op. København og Århus har, begge under socialdemokratisk ledelse, valgt vidt forskellige strategier for bedre integration. I de seneste år har Århus gennemført en omfattende fordeling af sprogsvage børn, så de ikke klumpes sammen på et mindre antal skoler. »Tvangsspredning« - råber kritikerne.

Drivkraften er borgmester Nicolai Wammen, der i 2005 vendte tilbage til kommunalpolitik efter en tid i Folketinget. Fordelingen sker på basis af en sprogtest. Hvis indvandrerbørn har »et ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte«, kan de henvises til en anden folkeskole. Ingen skole med over 20 procent sprogsvage, lyder princippet.

Indtil videre er erfaringerne blandede. I en del tilfælde er det ikke lykkedes at skabe fælles fritidstilbud for indvandrerbørnene og deres danske skolekammerater. Det store billede er dog positivt. Elevernes faglige udvikling tegner rimelig, og nok så vigtigt: Børnene kommer ud af ghettoernes parallelsamfund og får kontakt til danske jævnaldrende. Undersøgelserne viser da også, at forældre til »tvangsspredte« børn er lige så tilfredse som alle andre. Dertil kommer, at fordelingen har bremset den sociale deroute på en række skoler med skæv elevsammensætning.

Tilstanden før 2005 er da heller ikke værd at prale af. Analyser dokumenterer, at socialt belastede skoler fører til markant ringere resultater. Blandt unge fra dårligt stillede familier, der som børn gik i skole i det socialt blandede Åbyhøj, har 80 procent en ungdomsuddannelse, når de bliver 23. Blandt tilsvarende unge fra Brabrand (Gellerup og omegn) er tallet kun 20 procent.

Med andre ord: Et dårligt skole- og lokalmiljø forstærker den negative sociale arv, det låser børnene fast.

Denne erkendelse er ikke for alvor nået til hovedstaden. København har forsøgt sig med diverse mindre tiltag, men alene ordet »tvangsspredning« udløser nervøse trækninger på Rådhuset. Udgangspunktet er ellers bedre end i Århus. I København ligger de såkaldt »sorte« og »hvide« skoler ofte tæt på hinanden. En bedre fordeling kan ske uden de lange afstande, der kendes i Århus.

Situationen i København kalder da også på handling. Andelen i privatskole er over dobbelt så høj som i Århus, næsten 30 procent. Den bredt favnende folkeskole – skolen for alle samfundslag – er mange steder brudt sammen.

Sidste år tydede alt på, at Borgerrepræsentationen omsider var rede til en omfattende redningsaktion for folkeskolen, med bedre fordeling som et af elementerne. Men så kom kommunevalget. København fik ny overborgmester, nyt børne- og ungeudvalg og en ny borgmester for området – den unge socialdemokrat Anne Vang.

Hun henviser til, at de økonomiske problemer i børne- og ungeforvaltningen skal løses først. Dermed har bedre fordeling lange udsigter. De tilbagevendende underskud i Københavns skolevæsen er som regnvejr i Danmark: Man ved at det kommer, bare ikke hvornår. Reelt er forklaringen nok en anden. Anne Vang viger tilbage fra at starte karrieren med en stor og kontroversiel beslutning, der uundgåeligt skaber ballade. Så hellere træde vande.

Måske skulle overborgmester Frank Jensen tage en snak med Nicolai Wammen. Ellers bliver han overborgmesteren, der definitivt lukker og slukker for den københavnske folkeskole.