Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.7.2010

Folkeskolen som kastebold

Af Lars Olsen

Folkeskolen bliver et af efterårets store politiske emner. Det står klart, efter at undervisningsminister Tina Nedergaard (V) tidligere på ugen lagde op til »en omfattende reform«. Regeringens præcise tanker kendes endnu ikke, men et godt fingerpeg er Skolens Rejsehold, der på statsministerens initiativ foretog et 360 graders eftersyn af folkeskolen.

Rejseholdets anbefalinger blev offentliggjort i sidste måned og fik en relativ pæn modtagelse. En del af forslagene er da også noget, der allerede arbejdes med rundt om i skoleverdenen, for eksempel styrket ledelse og efteruddannelse. Derimod ligner to af de mere kontroversielle anbefalinger mest af alt politisk bestillingsarbejde:

For det første præsterer Rejseholdet endnu et eksempel på disse års hovedløse centralisering. Fremover skal alle skoler mindst være tresporede, dvs. have tre klasser på hver årgang. Det skal sikre stærkere lærerkompetencer, men er i virkeligheden ekstremt vidtgående – to tredjedele af landets 1500 folkeskoler er simpelthen for små.

Det kan være nødvendigt at lukke meget små og dyre skoler, men hvorfor er en typisk folkeskole – en tosporet med 500 elever – ikke stor nok? Rejseholdet gør et stort nummer ud af, at skolens praksis skal være »forskningsbaseret«, men leverer ikke selv dokumentation for, at tresporede skoler er bedre end tosporede.

Konsekvensen af Rejseholdets forslag er, at rigtig mange børn får rigtig langt til skole. Konsekvensen er også, at rigtig mange forældre gør som Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S): sender børnene i privatskole.

Et andet – og overset – forslag er, at eleverne i 7.-9.klasse deles i en række linjer – en samfundsfagslinje, en byggelinje, en designlinje etc. – hvor de både har linjefag og obligatoriske fag i de nye linjeklasser. Rejseholdet fremhæver, at delingen sker efter elevens interesser og ikke efter fagligt niveau, men i praksis er forskellen ikke stor.

Man behøver ikke være professor i sociologi for at forudse, at de fremtidige akademikere vælger samfundsfagslinjen, mens håndværkerne tager byggelinjen – og at opdelingen ofte afspejler elevernes sociale baggrund. Forslaget vil reelt genindføre den delte skole, som ældre læsere kender fra deres egen skoletid.

Det er fint nok med flere valgmuligheder i de store klasser. Men det kan sagtens ske indenfor den nuværende skolestruktur. For eksempel har skoler gode erfaringer med at styrke valgfagene ved at samle dem i pakker, så eleven vælger efter sin interesse, men stadig har obligatoriske fag som dansk, engelsk og samfundsfag i de oprindelige blandede klasser.

Heller ikke hér leverer Rejseholdet skyggen af dokumentation. Forslaget er ellers i lodret modstrid med utallige undersøgelser, som viser at blandede klasser skaber en positiv »klassekammerateffekt«, hvor de stærke elever trækker de svage op.

Hertil kommer, at samfundet netop i disse år præges af stigende opsplitning. Vi bor mere socialt opdelt end tidligere, og allerede i teenageårene søger de unge sammen i subkulturer med andre, der ligner dem selv. Mere end nogensinde har vi brug for, at folkeskolen etablerer et fælles dannelsesgrundlag, der bygger bro mellem sociale og kulturelle miljøer.

Det hører til på de allerførste sider i den politiske grønspættebog, at brede forlig om store reformer vanskeligt gennemføres lige før et valg. Måske er det heller ikke meningen – reformen kan være en del af regeringens valggrundlag. Folkeskolen er ved at blive tumleplads for toppolitikere, der ikke selv lægger børn til.