Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 26.4.2011
Radikale slingrefise?
Af Lars Olsen
En ikke helt ny politisk gåde: »Hvad er verdens mest sultne menneske?« Svar: »En radikal foran et tag-selv-bord«. De radikales vægelsind har gennem årene ført til mange lystige bemærkninger. I sin tid sagde statsminister Anker Jørgensen, at de radikale var som et stykke vådt håndsæbe. Man tror, at man har fat – og svup, væk igen.
Billedet af de radikale slingrefise får nyt liv i disse uger, hvor Vestager & Co. klistrer sig op af Løkkes økonomiske politik, men peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Men billedet holder ikke. Det overser, at de radikale har skiftet karakter og forfølger mere entydige sociale interesser.
Historisk var Det radikale Venstre en koalition mellem meget forskellige samfundsgrupper: Husmænd, skolelærere, folk i liberale erhverv… I 1979 fik partiet 7 procent blandt de højtuddannede og 5 procent blandt de kortuddannede – en ret lille forskel. I 2007 var forskellen imidlertid markant: 13 procent blandt akademikerne, men kun 3 procent blandt de ufaglærte. De radikale er blevet et anderledes elitært parti; i dag repræsenterer de – sammen med konservative og Liberale Alliance – de rigeste vælgere.
Radikal politik er da også et klasserent forsvar for de privilegerede samfundslag. Tag de aktuelle forhandlinger om dansk økonomi. De radikale vil fjerne efterlønnen og forhøje pensionsalderen – såre logisk, deres højtuddannede vælgere kommer sent på arbejdsmarkedet, har attraktive job og lyst til at arbejde oppe i årene. Af samme grund støtter de en yderligere sænkning af topskatten. Derimod slår de radikale hælene i overfor besparelser på én offentlig ydelse: Statens Uddannelsesstøtte. Det rammer nemlig partiets egne vælgere og deres børn.
Eller tag indvandringspolitikken: De radikale er imod den stramme indvandringspolitik, men bor som regel i velstillede kvarter – på solid afstand af integrationsproblemer. Når dette ikke er tilfældet, finder de en udvej. Som undervisningsminister fornægtede Margrethe Vestager problemet med »sorte skoler«, men personligt fravalgte hun den indvandrertætte Amager Fælled Skole; i stedet kom børnene i en skole med mere favorabel elevsammensætning.
Splittelsen mellem de radikale og S-SF er del af et nyt mønster, hvor sociale konflikter udkæmpes indenfor de to blokke. Vi ser det samme i blå blok, hvor Dansk Folkeparti (DF) repræsenterer andre vælgergrupper end de konservative og Liberal Alliance. Disse ugers slagsmål i »rød« blok er således kun et forspil. Hvis Thorning danner regering efter valget, bliver forholdet til de radikale langt mere anspændt end 1990ernes SR-regeringer.
Dengang var der i årene forinden skabt et tæt forhold mellem de tre hovedaktører – Nyrup, Lykketoft og Jelved. Samtidig orienterede socialdemokraterne sig politisk imod nye og mere velstillede vælgergrupper, en strategi som Storbritanniens Tony Blair kaldte »den tredje vej«. Resultatet var, at S og R havde et fint samarbejde, mens forholdet til de socialdemokratiske arbejdervælgere blev stadig mere tyndslidt. Det var dét, Venstre og DF udnyttede ved »systemskiftet« i 2001.
Arbejdervælgerne er nu i stort tal vendt tilbage til S og SF, godt hjulpet på vej af Løkkes højredrejning i den økonomiske politik. Men hensyn til de underprivilegerede klasser skaber konflikter med de radikale – og berøringsflader med DF. Uanset om baglandet kan lide det eller ej, er S og SF i fordelingspolitikken tættere på DF end på de radikale. Politik handler ikke kun om taktik og »værdier«, men også om noget så gammeldags som forskellige sociale interesser.