Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 21.2.2011
Akademiske unoder
Af Lars Olsen
6-8 timers undervisning på en hel uge. Sådan er forholdene for mange studerende indenfor velfærdens kerneopgaver som lærer og pædagog. Det dokumenterer Nyhederne på tv2, som i den forløbne uge satte spot på problemet.
Men det lave timetal er slet ikke noget problem, lyder det fra dele af uddannelsesverdenen. Nutidens studerende er forkælede, de kan bare tage »ansvar for egen læring« og boge den noget mere hjemme i studerekammeret. For åben skærm gik Kirsten Balle, studiechef ved læreruddannelsen på Zahle, i clinch med en af de utilfredse studerende – Nina Jensen som kun har 7 ½ times undervisning om ugen:
»Du giver udtryk for en forkælet opfattelse af, at bare jeg får nogle flere timer, så bliver jeg en bedre lærer. Jeg kunne jo være fræk nok til at spørge: Hvad forhindrer dig i at læse noget mere,« spurgte Kirsten Balle.
Nutidens unge er muligvis forkælede, men dette er først og fremmest en syg uddannelseskultur. Stadig flere uddannelser overtager akademiske unoder fra universiteterne. Folk som Kirsten Balle »glemmer«, at en lærerstuderende ikke er i gang med at blive ensom forsker i et elfenbenstårn, men uddanner sig til praktiker i folke- eller specialskoler. Til en hverdag, der er kendetegnet af tæt dagligt fællesskab med kolleger, elever og forældre.
På universitet har det længe været almindeligt med meget lave timetal. Det oplevede jeg selv for tredve år siden på Københavns Universitet. De første to år havde vi 15-20 timer om ugen på et hold, og det passede fint. Kravene til forberedelse var højere end i gymnasiet, men 15-20 timer gav god kontakt til et socialt fællesskab. Det forsvandt på studiets 2.del, hvor der kun var få timers ugentlig undervisning. Jeg overvejede flere gange at holde op, hverdagen forekom simpelthen for løs og diffus.
Diskussionen mellem Kirsten Balle og Nina Jensen er imidlertid udtryk for et dybere skisma. Al for mange uddannelser leger mini-universiteter – lave timetal, store forelæsninger, mere videnskabsteori og anden begrebsgymnastik, dårligere forbindelse til fagets praksis… Drivkraften er en cocktail af stramme budgetter og et omsiggribende uddannelsessnobberi.
Da Anvendt Kommunal Forskning (AKF) i 2008 analyserede professionsuddannelserne, var meldingen fra de studerende klar. Mellem 58 og 65 procent af de lærerstuderende mente, at teoriundervisningen fylder for meget i forhold til det praktiske arbejde. AKF anbefalede »en stabil klassetilknytning« og mere »praksisindhold i den teoretiske undervisning«, men det er unægtelig svært med kun 6-8 timer om ugen.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) sender aben videre til professionsuddannelserne. Hun henviser til, at de studerende nogle steder har væsentlig flere ugentlige timer. Rektorformand Laust Joen Jakobsen svarer, at problemet er taxametersystemet, som rammer uddannelser med små hold usædvanlig hårdt. At det nuværende taxametersystem skaber et hav af skævheder er velkendt, hertil kommer professionshøjskolernes vidt forskellige økonomiske situation. Det ville klæde Tina Nedergaard, hvis hun undtagelsesvis påtog sig ansvaret for forholdene indenfor sit ressort.
De studerende er dog heller ikke uden ansvar. Læreruddannelsen døjer med meget pjækkeri – også det bidrager til en ond cirkel, hvor uddannelserne satser på få og velbesøgte timer. I virkeligheden er løsningen lige for: Forhøj timetallet, indfør mere mødepligt og bring uddannelsen tættere på praksis i folkeskolen. Vores børn har brug for tæt kontakt til en god lærer, det har fremtidens lærere også.