Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 21.11.2011

Perkere og polakker

Af Lars Olsen

Der skal tages anderledes håndfast på »social dumping«. Regeringen og Enhedslisten afsatte i sidste uge 65 millioner kroner til et styrket samarbejde mellem Skat, Arbejdstilsynet og politiet. Der skal flere kontrolbesøg på arbejdspladserne og skarpere sanktioner overfor udlændinge, som overtræder danske love og regler.

Aftalen hilses med stor tilfredshed blandt de fagforeningsfolk, der i årevis har kæmpet mod udenlandske løntrykkere. De har dagligt set, hvordan kolleger presses af østeuropæere, som går til en 50’er i timen, ser stort på sikkerheden og sjældent betaler skat.

Glæden skyldes ikke bare de konkrete initiativer, men også det politiske signal. Arbejdstilsyn og Skat har hidtil faret med lempe, fordi de ikke oplevede politisk rygdækning til en hård kurs. Hér forventes beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og skatteminister Thor Möger Petersen (SF) at være langt mere håndfaste end deres borgerlige forgængere.

Social dumping rammer da også tusindvis af faglærte og ufaglærte. Udenlandske løntrykkere er ikke kun udbredt i byggeriet, men også indenfor landbrug, gartneri, rengøring, hoteller m.m. Denne side af indvandringen har imidlertid langt fra påkaldt sig samme opmærksomhed som dén fra Mellemøsten og Afrika.

Der er ellers en del lighedspunkter. Begge spørgsmål handler om globaliseringens skyggeside og dens sociale konsekvenser. For de bedrestillede drejer det sig om overordnede værdier: Danmark skal være åbent og tolerant – ikke styres af folkelige fordomme mod »perkere og polakker«. Det er da heller ikke den højtuddannede middelklasse, som ser deres løn og arbejdsforhold smuldre. Det er heller ikke dem, som bor i almene boligkomplekser, præget af utilpassede indvandrerunge.

I 1980erne og 1990erne var det ugleset at pege på problemerne med indvandring fra Den tredje Verden. Da de socialdemokratiske borgmestre på Københavns Vestegn gjorde det, betragtede parnasset dem som racister. Debatten ændrede sig først for alvor, da V og DF i 2001 gjorde spørgsmålet til omdrejningspunkt i dansk politik.

Arbejdskraftindvandring og social dumping forblev imidlertid under radarskærmen. DF nævnte det, men det var ikke for alvor en mærkesag. Og V og K satte med stor omhu kikkerten for det blinde øje. Lidt pres på danske lønninger er vel ikke at foragte.

I en del år råbte lokale fagforeninger for døve øre. Også hér var politisk korrekthed en del af billedet. Jeg arbejdede frem til 2007 på Ugebrevet A4, der udgives af LO. Gennem polsk Gallup lavede vi en undersøgelse, som forudså et stort antal lykkeridderes kurs mod Danmark. Men analysen var dybt kontroversiel på de indre linjer. En fremmed er som bekendt en ven, du ikke har mødt.

Siden blev problemets omfang tydeligere. Alligevel kom det aldrig til tops på den politiske dagsorden. Som foredragsholder har jeg mødt en del arbejdere fra S og SF, der ser det som eksempel på afgrunden mellem Christiansborg-miljøet og jævne folk. Og så alligevel: I sidste uge var der hul igennem. Omsider.

Det er kendetegnende, at indsatsen imod social dumping ikke var med i SRSF-regeringens oprindelige finanslov. Initiativet blev til efter pres fra Enhedslisten – det er et af »Johannes bolsjer«, som indrømmelserne kaldes i regeringskredse. Blandt Enhedslistens mange nye MF’ere er en håndfuld fagforeningsfolk, som kender social dumping fra hverdagen. Det har næppe skadet. Mens regeringen forekommer strategiløs, er de gamle revolutionsromantikere anderledes professionelle og driftsikre. Paradoksernes tid er ikke forbi.