Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.12.2011

Pligt og ret

Af Lars Olsen

»Gør din pligt – kræv din ret«. Inskriptionen stammer fra Socialdemokratiets ældste fane – den der deltog i Slaget på Fælleden i 1872. Det var dengang, husarer til hest med dragne sabler gik til angreb på strejkende arbejdere. Militæret opstillede kanoner i Nørre Alle, myndighederne frygtede en revolution.

Sloganet havde især brod imod datidens overklasse, som nød store privilegier i kraft af fødsel og stand. Fanen mindede om, at overklassen havde rettigheder uden pligter, mens det for arbejderklassen var omvendt: Pligter uden rettigheder.

»Pligt og ret« indgik imidlertid også i et stærkt kollektivt normsystem. Den klassiske arbejderbevægelse havde intet til overs for dem, der bare loppede den af og aldrig fik hånden op af lommen. Det var respekten for hårdt arbejde, der skabte »plads for os alle ved samfundets bord« - som de sang i ”Danmark for Folket”.

Socialminister Karen Hækkerup mindede om de socialdemokratiske grundværdier i sidste uges fattigdomsdebat, det samme gjorde statsministeren: »Det er grundlaget for hele vores velfærdssamfund, at alle, som overhovedet kan bidrage med noget, bidrager. Man skal gøre sin pligt, før man kan kræve sine rettigheder«, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Udtalelserne faldt efter SF’eren Ôzlem Cekics meget omtalte besøg hos den »fattige« kontanthjælpsmodtager Carina. Som enlig mor har hun 15.700 kroner efter skat, det samme som mange almindelige lønmodtagere. Besøget udløste heftig debat om et klassisk skisma i socialpolitikken – dilemmaet mellem overførselsindkomster og lønninger i bunden af arbejdsmarkedet:

Vi har i medierne mødt folk på kontanthjælp, der har færre penge end Carina og reelt er fattige. Men vi har også mødt den lavtlønnede køkkenmedhjælper, som kun tjener få hundrede kroner mere ved at tage et job og er forarget over højere overførselsindkomster. De socialdemokratiske ministres ord om »pligt og ret« skal nok så meget holde vælgere som køkkenmedhjælperen ombord på rød skude.

Udtalelserne fik prompte Enhedslisten på barrikaden, men Thorning & Hækkerup har ret. Forpligtelsen til at arbejde – eller uddanne sig – er den eneste reelle løsning på skismaet om overførselsindkomsternes størrelse. Özlem Cekics utjekkede besøg hos Carina er en sørgelig illustration af, at mange på venstrefløjen har mistet fornemmelsen for de økonomiske realiteter, som også lavtlønnede lønmodtagere lever med.

Thorning-regeringens problem er et andet sted, nemlig den manglende brod imod nutidens privilegerede overklasse. Forslag om bankskat og millionærskat er væk – ja, den danske centrum-venstre-regering kan end ikke mande sig op til at støtte den mikroafgift på finansielle transaktioner, der er foreslået af EU-kommissionen og støttes af de borgerlige regeringer i Tyskland og Frankrig. Finansmarkedet præsterer ellers let tjente penge i en helt anden skala end Carina.

De borgerlige meningsdannere svinger i takt med Venstres pressetjeneste. »Det skal betale sig at arbejde« bliver et mantra frem til næste valg. Strategerne på begge sider ved, at det kan flytte mange stemmer – især blandt de lønmodtagere der ikke selv tjener så meget. Udsagnet er da også i god tråd med såvel klassiske arbejderværdier som god samfundsmoral.

For mange hårdtarbejdende danskere gælder forargelsen imidlertid også dem i toppen – grådige finansfolk, uanstændige banker, direktørlønninger ude af proportion… Det tales der bare ikke så meget om på Christiansborg. Arbejdsfri indtægter er i orden – bare de er store nok og udbetales til folk med jakke og slips.