Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 16.5.2010

”Gucci-Helle” og arbejderklassen

Af Lars Olsen

I denne uge fremlagde Socialdemokraterne og SF deres længe ventede økonomiske plan. Krumtappen er, at danskerne skal arbejde en time mere om ugen. Forslaget trækker på en god dansk tradition for at »løfte i flok«, men har også faldgruber. Mere om dem senere.

Den konservative finansordfører Mike Legarth beskylder S og SF for at betale »blodpenge« til fagbevægelsen, fordi udspillet gavner de faglige organisationer. Realiteten er imidlertid, at også borgerlige regeringer har indgået den slags bredt anlagte aftaler. Mest kendt er Fælleserklæringen i 1987, hvor Schlüter-regeringen og fagbevægelsen kanaliserede lønstigninger over i arbejdsmarkedspension.

Det mest tankevækkende fortilfælde er dog »helhedsløsningen« i 1963, et bredt indkomstpolitisk indgreb, der blev gennemført af den socialdemokratiske statsminister Jens-Otto Krag. S og SF kalder selv deres udspil for en »helhedsløsning«, netop for at knytte an til den historiske tradition.

Der er da også flere lighedspunkter. I begge tilfælde er det omfattende lovgivningskomplekser, der skal skabe balance i økonomien. I begge tilfælde må lønmodtagerne udvise samfundssind, men som led i en social kontrakt, der også stiller krav til andre samfundsgrupper. Forskellen er imidlertid, at datidens socialdemokratiske ledelse havde et langt tættere forhold til almindelige arbejdere.

Jens-Otto Krag var cand.polit., men en stor del af folketingsmedlemmerne kom fra arbejderklassen. En af helhedsløsningens andre nøgleaktører var Hans Rasmussen, »den stærke smed«, der både var næstformand i Socialdemokratiet og formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund (i dag Dansk Metal).

Samtidig var Socialdemokratiet til stede på arbejdspladserne i et helt andet omfang. Forud for helhedsløsningen foretog Arbejderbevægelsens Informations Central en fortrolig rundspørge blandt tillidsfolkene på de 25 største virksomheder. »Her var i koncentreret form vælgernes dom – ikke som en tilfældig meningsmåling, men med arbejdspladsernes egne stemmer. Et uvurderligt materiale,« skriver historikeren Bo Lidegaard i sin Krag-biografi.

Situationen i dag er en helt anden. S og SF har ved fortrolige drøftelser opnået forståelse fra faglige topfolk, som angler efter en trepartsaftales indflydelse og legitimitet, men holdningen i det bredere lag af tillidsfolk kendes endnu ikke. Samtidig har S- og SF-politikerne ikke fortidens autoritet blandt almindelige lønmodtagere.

Mange arbejdere stemmer i dag på Venstre og Dansk Folkeparti, og nogle vil hævde, at »Gucci-Helle« er langt væk fra jævne folks hverdag. At den socialdemokratiske leder i samme uge flyttede sin datter til en af Københavns mest eksklusive privatskoler siger lidt om den sociale afstand.

Det skal nævnes, at S-SF-udspillet ikke lægger op til bare at forøge arbejdstiden fra 37 til 38 timer, men at der skabes konkrete løsninger indenfor de enkelte overenskomster. Dermed bliver det lettere at finde kreative udveje, som øger arbejdsudbuddet, men det ændrer ikke på slutfacit: At lønmodtagerne skal stemme ja til en overenskomst, hvor de skal arbejde mere. Og det kræver en meget konkret folkelig offervilje.

Det tætte samarbejde mellem S og SF er indtil nu blevet til som en uhyre topstyret proces, end ikke de to partiers folketingsgrupper er for alvor inddraget. Med det nye udspil har Thorning & Søvndal gjort sig afhængige af en opbakning fra almindelige mennesker, der rækker længere end et kryds på valgdagen. Resultatet kan blive en ny form for dialog mellem befolkningen og den politiske elite, men udfaldet er langt fra givet.