Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 17.10.2011

Mindre social mobilitet

Af Lars Olsen

»Vi skal udvikle et samfund, hvor det er muligt at bevæge sig fra bistandsklient til bankdirektør«. Med disse ord udtrykte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen noget meget fælles i det danske samfund, nemlig idealet om social mobilitet. For liberale handler det om, at den enkelte fuldt ud kan udnytte sit potentiale, for socialister om at ændre strukturelle forhold, der skaber ulige chancer. Alle er imidlertid enige om, at social mobilitet er godt – jo mere, desto bedre.

Af samme grund må nye tal vække bekymring og eftertanke. Ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er den sociale mobilitet mindre end før. Forældrenes sociale position går i højere grad i arv til børnene – og det både i toppen og bunden af samfundet.

Tag tallene for dem, hvor forældrene hørte til den fattigste femtedel. Hér er 30 procent af de 40-årige også selv i den fattigste femtedel, kun 12 procent har bevæget sig op i den rigeste femtedel. Og nok så vigtigt: Flere og flere er tilsyneladende låst fast. I 2000 var det 27 procent, der ligesom forældrene havnede i den fattigste femtedel, i 2009 over 30 procent. Bistandsklientens søn skulle blive bankdirektør, men endte som – bistandsklient.

Også blandt dem med forældre i den rigeste femtedel går levevilkårene i stigende grad i arv. Hér tilhørte 31 procent af de 40-årige i 2000 den rigeste femtedel, men i 2009 var det steget til 34 procent. Med andre ord: Den sociale dynamik er mindre end før, det er blevet vigtigere at have de »rigtige« forældre.

De skandinaviske lande har været kendetegnet af beskeden ulighed og høj social mobilitet, men billedet er ved at krakelere. Tallene bliver værre, når dagens unge vokser til. Udligningen gennem uddannelsessystemet er gået i stå, og de seneste årtiers uddannelsesfremgang er gået sporløst hen over de dårligst stillede. Samtidig er højindkomsterne for alvor spurtet fra det brede lag, skellene er blevet større.

De 40-årige i 2009 blev født tilbage i 1969, så vi skal have blik for grundlæggende udviklingstræk i samfundet. Meget tyder på, at Danmark er ramt af samme tendens som andre vestlige lande. I USA og Storbritannien har den sociale mobilitet været faldende siden 1980erne, hvor uligheden er steget markant.

Det fremgår blandt andet af Richard Wilkinson og Kate Picketts internationale bestseller »Lighed – hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund«, som netop er kommet på dansk. Heri påviser de, at stor ulighed ikke kun rammer de fattige, men også fører til en slags stress i samfundet, som berører det store flertal.

Ulige chancer handler selvfølgelig ikke kun om penge. Men når de økonomiske skel i samfundet vokser, øges den sociale afstand også på anden vis. De rige og de fattige lever i mere adskilte verdener, også kulturelt og geografisk. Mønsterbruddene bliver sværere, simpelthen fordi »klasserejsen« - som svenskerne kalder det – er længere.

De nye tal bør føre til et opgør med den følelse af usårlighed, som præger debatten om ulighed. »Danmark er det mest lige land i verden«, siger de borgerlige. »Problemet er ikke ulighed, men fattigdom«, messer de socialliberale. I disse år bevæger vi os med stor hast den forkerte vej. Danmark er et af de europæiske lande, hvor uligheden er vokset mest. Og det viser sig nu at have konsekvenser i form af mindre social dynamik.

Intet taler for, at det stopper hér. Danskere er ikke udstyret med et særligt gen, som vaccinerer vort samfund imod en udvikling som i USA. Den er godt på vej – hvis vi ikke vender skuden.