Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 3.10.2011
Blå og lilla mediemagt
Af Lars Olsen
Hvis et væsen fra en fremmed planet overværede valgkampen, ville hun tro, at S-SF allerede var i regering og VK i opposition. Medieverdenens kritiske potentiale hvilede næsten udelukkende på S og SF. Planen Fair Løsning blev dissekeret i mindste detalje, de »12 minutter« gjort til grin, og der blev stillet berettigede spørgsmål til betalingsringen.
Ingen kendte konsekvenserne, hvis Løkke & Co. havde vundet valget. I valgkampens sidste dage fremlagde V opsigtsvækkende ideer til de første 100 dage, for eksempel taxameterstyring af folkeskolen. Det er imidlertid kendetegnende, at medierne ikke tidligere pressede Løkke til at løfte sløret.
De seneste måneder har afsløret en strukturel skævhed i mediebilledet, som bliver et demokratisk problem under statsminister Helle Thorning-Schmidt. De hidtidige frontlinjer i den offentlige debat blev skabt under 00ernes værdikamp, hvor der var nogenlunde balance:
VK-regeringen havde det politiske – og folkelige – flertal, men blev også bakket op af toneangivende borgerlige aviser. Derimod fandt Politiken, Information og Danmarks Radio med stor ildhu rollen som opposition, hvad enten det gjaldt Muhammed-tegninger eller rundkredspædagogik. Det samme gjorde mange journalister.
En undersøgelse, som Capacent gennemførte i forbindelse med min bog ”Eliternes Triumf”, viser, at ledere og nøglemedarbejdere indenfor medieverdenen er en del af kultur- og uddannelseseliten. Mange stemmer radikalt eller SF / Enhl., de er politisk korrekte omkring indvandring, retspolitik og pædagogik, men de er ikke røde, når det handler om klasseskel og fordelingspolitik. Holdningsmæssigt er medieeliten lilla – som den radikale partifarve.
Et godt eksempel er tv2’s højt profilerede program »Mogensen og Kristiansen«. Det er castet som blå mod rød, men er reelt blå mod lilla – en skarpsindig liberal debatterer med en overbetalt skabsradikal. Mens befolkningen deler sig efter det europæiske skel mellem højre og venstre, følger medierne en amerikansk skillelinje mellem konservative og liberale.
Grundkonflikten i dansk politik er gået fra værdikamp til fordelingskamp, og det har skabt den nye skævhed i mediebilledet. Dén slog hårdt igennem i valgkampen. Jyllands-Posten og Berlingske bragte et hav af kritiske historier om S-SF og satte dagsordenen for tv. Dette skete uden substantielt modspil fra de ikke-borgerlige medier. Ingen pillede for alvor i myten om, at VKOR har skaffet 18 »sikre« milliarder ved at forringe efterlønnen – den ophedede debat døde i maj, da modstanderne af efterlønnen havde fået deres vilje.
Mediebilledet sætter statsminister Helle Thorning-Schmidt under dobbelt pres. De blå aviser vil køre hårdt på regeringens økonomiske troværdighed, ethvert forsøg på at få de bedrestillede til at bidrage bare lidt til regningen vil blive portrætteret som nationens undergang.
De lilla medier vil ikke for alvor yde modspil omkring økonomi og fordeling, men sætte deres kritiske potentiale ind på indvandrings- og værdipolitikken. Selv om 24-års-reglen ligger fast, kommer der et hav af andre slagsmål, hvor Politiken og DR vil spille sammen med de radikale og Enhedslisten.
Taberne er det store flertal af danskere, som vil holde fast i den stramme indvandringspolitik og tillige have et samfund med mindre ulighed. Vinderne bliver Margrethe Vestager & Co. Trods et flot valg repræsenterer de radikale kun 9,5 procent af vælgerne, men en unik parlamentarisk position får ekstra vægt i kraft af mediemagten. I de næste år vil halen logre med hunden.