Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 30.5.2011

Kommentatorernes fallit

Af Lars Olsen

I skrivende stund tyder alt på et efterårsvalg. Rød blok er fortsat foran, og statsministeren tør tilsyneladende ikke tage chancen før sommerferien.

Lars Løkke Rasmussens forsigtige kalkule står i skærende kontrast til situationen for få uger siden. Aftalen mellem de radikale og VKO om efterløn og pension splittede oppositionen, og kommentatorerne havde gang i de helt store superlativer. Nu har VK »momentum« - ja, Løkke var intet mindre end »the comeback kid«. Det store billede i meningsmålingerne rokkede sig imidlertid ikke. Løkke & Co. kan stadig vinde valget, men det kræver et stort – og uventet – stemningsskred.

Kløften mellem kommentatorDanmark og danskerne er ikke én enlig svale. Vi så nøjagtig det samme efter nytårstalen, hvor statsministeren blæste til kamp mod efterlønnen. Også dengang havde medierne gang i superlativerne; »Mod«, »lederskab«, »momentum«… Men ak, folket spillede ikke med.

Hvorfor denne kløft? Hos nogle af de borgerlige kommentatorer er der utvivlsomt en vis ønsketænkning. Problemet stikker imidlertid dybere end som så, kommentatorerne er påfaldende enige – uanset ståsted. Det handler nok så meget om polariseringen af samfundet, hvor meningsdannerne lever afsondret fra store befolkningsgrupper og derfor får blinde vinkler.

I forbindelse med min bog, ”Eliternes Triumf”, foretog Capacent en analyse af de seks procent i samfundets øvre lag. Nutidens eliter – i ordets brede forstand – er delt i tre: En borgerlig i erhvervslivet, en socialdemokratisk i den offentlige administration og »kultur- og uddannelseseliten«, der blandt andet dominerer indenfor kultur- og medieverdenen. Denne del af eliten stemmer ofte radikalt og SF, og de har »korrekte« holdninger til indvandring, rets- og skolepolitik. Derimod er de mindre bevidste end befolkningen om samfundets klasseskel, de er også mere ivrige efter at skære i efterløn og dagpenge.

Det er dette mønster, vi ser i den aktuelle debat. Så længe den politiske diskussion handler om indvandring og »værdikamp«, er der klare brudflader. Flertallet på Christiansborg bakkes op af borgerlige meningsdannere og medier som denne avis; derimod er Politiken, Information og Danmarks Radio særdeles kritiske – ja, fhv. Politiken-redaktør Tøger Seidenfaden kaldte ligefrem sin avis for Danmarks egentlige opposition.

Skillelinjerne er derimod anderledes slørede, når vi diskuterer efterløn og økonomisk politik. Stort set hele kommentatorDanmark bifalder afskaffelsen af efterlønnen. Socialdemokraten Henrik Sass Larsen havde faktisk en pointe, da han – med et lidt klodset ordvalg – advarede imod et ensidigt mediebillede, præget af toneangivende borgerlige aviser som Berlingske, JP og Børsen.

Problemet bunder imidlertid også i de medier, der traditionelt er tæt på centrum-venstre. Når Løkke & Vestager slår pjalterne sammen, er Politiken ikke længere i opposition, men del af et unisont heppekor. Den demokratiske balance går fløjten, over hele linjen ophøjes nedskæringerne til den eneste mulige politik.

Da befolkningen op til valget i 2001 revolterede imod indvandrings- og integrationspolitikken, skete det i opgør med datidens politiske og meningsdannende elite. De levede i forestillingen om det multikulturelle samfund og forstod ikke det »fremmedangste« folk. I dag ser vi de samme brudflader – bare med modsat politisk fortegn. Trods eliternes snak om »reformer« holder danskerne fast på det velfærdssamfund, som de holder af. Var det da ikke enklere, om meningsdannerne opløste folket og valgte et nyt?