Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.1.2011

Personsnask og kloge-Åge’er

Af Lars Olsen

Lene Espersens ferie. Helle Thorning-Schmidts skat. Søren Pinds lejlighed. Mette Frederiksens skolevalg. Karen Ellemanns affald. Det forgangne år var spækket med personsager, der gang på gang ryddede dagsordenen.

Kun den sidste – om indholdet i miljøministerens skraldespand – stikker lidt ud. Hér undlod oppositionen at bære ved til bålet. I stedet tog Socialdemokratiets miljøordfører, Mette Gjerskov, afstand fra, at der blev lavet journalistisk ved at rode i Karen Ellemanns affald. Det fortjener hun ros for.

Ellers har sagerne nemlig fulgt et tydeligt mønster. Når en »rød« politiker var i fedtefadet, jublede de »blå« politikere og kommentatorer. Og når en »blå« politiker røg i vridemaskinen, var der tilsvarende jubel på den anden side. Blandt journalister er der opstået en vis etisk diskussion, men den brede debat har vi stadig til gode.

Det er ærgerligt. For det stigende antal personsager er langt fra en enlig svale, tværtimod repræsenterer de en dybere drejning af den politiske journalistik. Det fremgår blandt andet af en optælling, som fagbladet Journalisten foretog for nylig.

Bladet undersøgte de politiske historier i tilfældige uger i 1990, 2000 og 2010 i to aviser – Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Kortlægningen viste ikke kun, at personsagerne voksede støt og roligt. Den viste også, at kernen i journalistikken, historier om indholdet i de politiske spørgsmål, er under pres fra en tredje type artikler - »proces-historierne«, hvor journalister og eksperter analyserer strategi og taktik.

Dette gælder ikke kun i aviserne, men nok så meget tv. Tag bare programmer som »Mogensen og Kristiansen« og »Jersild og spin«. Eller tag de utallige gange, hvor et nyt politisk udspil øjeblikkelig endevendes af en kommentator. I det seneste tiår har vi fået et helt lag af kloge-Åge’er, der fører sig frem som politiske overdommere.

Faren ved denne udvikling er ikke kun, at personer og proces kommer til at fylde for meget i forhold til dén substans, der er selve saltet i den demokratiske debat. Faren er også, at der opstår nye skel i vores deltagelse i demokratiet.

Det dokumenteres af afhandlingen »Hvad betyder klasse?«, hvor Gitte Sommer Harritz i 2005 analyserede forskellige samfundsgruppers forhold til politik. Hun konkluderede, at proces og strategi - »politik for politikkens skyld« - især optager de højtuddannede og dem, der på forhånd er politisk engagerede. Det brede lag i befolkningen er mere optaget af personerne og – nok så bemærkelsesværdigt – af substansen. For eksempel ventelister på sygehusene, indvandring, prioritering af de offentlige midler etc.

Vi er på vej mod en polarisering: Det brede lag vil i stigende grad tage stilling ud fra overfladiske og tilfældige personsager. En del af de højere uddannede vil supplere med »proces-analyser«, der ved første øjekast fremtræder indsigtsfulde, men reelt reducerer politik til taktik og perfomance. Tag bare de aktuelle spekulationer om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen tør vise »handlekraft« og »reformere« efterlønnen, uden at medierne overhovedet beskæftiger sig med de mennesker, som en fjernelse af efterlønnen vil berøre.

Det hører med til billedet, at aviserne stadig har mange historier om indholdet i de politiske sager. Debatterne mellem Løkke og Søvndal på tv2 News viser, at også tv kan være et stærkt medie i en substantiel debat. Alligevel er der grund til at råbe vagt ved gevær. Tendensen går i retning af mere person og proces, mindre substans. Det er en af folkestyrets kronjuveler, vi risikerer at miste.