Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.7.2011

Demokratiet sat skakmat

Af Lars Olsen

Det var en dejlig septemberdag. Vi sad med udsigt over Middelhavet og nød den kolde retsina. »Jeg har arbejdet en del år i Tyskland og kender Nordeuropa«, siger vores græske tolk. »I arbejder meget, men er I lykkelige? Vi arbejder ikke så meget, tjener også lidt mindre, men vi er gladere«.

Replikskiftet fandt sted for en del år siden. Jeg var, sammen med en anden journalist, på reportagerejse i Grækenland. Tolken svarede på vores undren over den iøjnefaldende mangel på effektivitet, vi mødte undervejs. Vi grundede lidt over svaret, sådan kan man jo også se på det.

Grækerne har i årtier kæmpet med de problemer, som nu er skæbnesvanger krise: Lav produktivitet. Korruption. En offentlig sektor hvor begge de store partier ansætter hærskarer af »klienter«. Et skattesystem hullet som en si, hvor de velstillede åbenlyst undgår at betale.

Euroen gjorde kun ondt værre. Den tidligere regering sendte falske statistikker til Bruxelles, og den fælles valuta ydede beskyttelse. Grækerne tog aldrig fat på de nødvendige reformer, men festede igennem for lånte penge – og står nu med en regning, der er ødelæggende for demokratiet.

I skrivende stund har regeringen fået flertal for endnu en dramatisk sparepakke, dikteret af EU og Valutafonden (IMF). Protesterne er omfattende og ligner til tider en borgerkrig. Almindelige grækere føler, at de får regningen for de velstilledes festorgie. Samtidig tvivler økonomiske analytikere på, om en statsbankerot overhovedet kan undgås.

Spareplanerne truer med at skrue Grækenland ned i en ond spiral af lavvækst, mistillid og bankerot indenfor få år. Værst er dog den politiske logik i disse måneders spil: Sig ja til en spareplan, der forkrøbler jeres samfund, eller gå fallit indenfor få uger.

Grækerne slipper ikke for en økonomisk hestekur, men berøves valget af hvordan. Kernen i demokratiet er ellers netop dét: At der er forskellige politiske veje, som giver debatten salt og befolkningen noget at vælge mellem. I Grækenland er det blevet et valg mellem planer, dikteret udefra – eller kaos. For mange er sidstnævnte efterhånden at foretrække.

Jeg er ikke euro-modstander. Fælles valuta kan være de vesteuropæiske velfærdsstaters værn imod finansmarkedet – hvis der er politisk vilje til det. Men det kræver, at landene deler omtrentlig økonomisk styrke og samfundsindretning. Oprindelig var planen da også en valutaunion for kernelandene i det daværende EF, men der gik prestige i sagen – og langt svagere syd- og østeuropæiske økonomier kom med.

Grækerne betaler i disse måneder en dobbelt regning: For deres egen økonomiske uansvarlighed – og for EU’s politiske ditto. Udenfor euroen havde Grækenland selv stået med de svære valg: Nedskæringer, devaluering, hvem skal betale? Ubehageligt, men valget havde været deres.

I dag er græsk politik forkrympet. Sparekravene fra EU og IMF gennemføres af den socialdemokratiske regering under voldsomme protester fra baglandet. Det konservative oppositionsparti har et stort medansvar, men lurepasser trods indtrængende opfordringer fra IMF. Protesterne støttes af kommunister og andre, for hvem 2 og 2 aldrig er 4. Hvis grækerne føler sig demokratisk skakmat, så – har de ret.

Grækenlands nyere historie er dramatisk: Borgerkrig, undertrykkelse, oberstjunta – kun i de seneste årtier et egentligt demokrati. Da landet i 1981 kom med i EF, var det en vigtig sikring af det skrøbelige demokrati. I dag er det europæiske samarbejde slået over i sin modsætning. I lande som Grækenland er euroen blevet en trussel imod demokratiet.