Klumme i Jyllands-Posten 16.1.2011

Løkke blæser til klassekamp

Af Lars Olsen

Det virkelig dramatiske omkring efterlønnen er ikke gået op for folk. En fjernelse af efterlønnen betyder ikke bare, at tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet udsættes fra 60 eller 62 år til 65. Oven i hatten kommer den forhøjelse af pensionsalderen, der allerede er vedtaget. Fremover skal danskerne arbejde til omkring de 70 – for de kortuddannede bliver det ikke mindre end 50 år på arbejdsmarkedet!

Med velfærdsforliget i 2006 vedtog et bredt flertal, at pensionsalderen fra 2019 gradvist forhøjes til 67 og derefter følger den stigende levealder opad. Først på tirsdag fremlægger regeringen sit detaljerede udspil, men alt tyder på, at den i store træk holder fast i den forhøjede pensionsalder.

Konsekvensen er særlig dramatisk for de faglærte og ufaglærte, der kommer tidligt på arbejdsmarkedet. Hvis efterlønnen fjernes, skal rengøringsassistenten og murersvenden starte som 17-19-årige og blive ved til de 69 eller 71. Tak for kaffe!

Det afgørende ved efterlønnen er ikke bare, at den giver et anstændigt liv til en mindre gruppe nedslidte. Nok så vigtig er en bredere demokratisering af muligheden for en ordentlig alderdom. For den golfspillende tandlæge er efterlønnen flødeskum – oveni høj løn, god pensionsordning, friværdi og ofte tillige stor arv. For rengøringsassistenten og murersvenden er den anderledes afgørende. Efterlønnen betyder, at også de får en »tredje alder« - nogle gode år før alderdommens skavanker sætter ind.

Det er disse gode år, regeringen vil fjerne. Forslaget støttes af økonomer, mediefolk og andre højtuddannede, der kommer sent på arbejdsmarkedet og har attraktive job, men for mange kortuddannede bliver det farvel til »den tredje alder«. De vil gå lige fra arbejdsmarkedet til sygesengen, og vi genetablerer fortidens klasseskel i alderdommen.

Dansk Folkeparti foreslår, at adgangen til efterløn fremover skal kræve 40 år på arbejdsmarkedet. En sådan prioritering er måske ikke så tosset. Forslaget afvises af både regeringen og S-SF, men på de indre linjer har en 40-års-model mange fortalere i arbejderbevægelsen. Den kan være en balance mellem økonomisk og social ansvarlighed.

Regeringens stormløb mod efterlønnen er desværre langt fra enestående. Også på andre områder rammer Løkke & Co. med stor præcision dem, vi tidligere kaldte arbejderklassen. Indenfor landets største fagforbund – 3F – er langtidsledigheden i det seneste år næsten fordoblet. 74 procent af de arbejdsløse frygter, at de også er arbejdsløse om et år. Med god grund. Til den tid træder den forkortede dagpengeperiode i kraft, så er det på kontanthjælp og i værste fald farvel til hus og hjem. Tv-billederne ser vi først efter valget, men for de ledige tikker uret. Den forkerte vej.

Samtidig har regeringen indledt intet mindre end en massakre på voksen- og efteruddannelsessystemet. Der skæres voldsomt på alt – adgang til kurser og uddannelse, SU for voksne, VUC osv. Dét rammer i særklasse dem, der ikke som unge fik andel i samfundets uddannelsesinvesteringer. Når professorens datter rejser til Australien for at læse antropologi, får hun både SU og taxameterpenge med i rygsækken. Men når fabriksarbejderen vil tage et stort kørekort for at blive buschauffør, så er kassen smækket i.

Borgerlige politikere og kommentatorer kritiserer, at fagbevægelsen kaster sin vægt ind bag »rød blok«. Men alt andet er at svigte medlemmernes interesser. Løkke har forladt den midtsøgende linje, der kendetegnede Fogh og Schlüter. Han blæser til klassekamp – og svaret er derefter.